Åh nej, tænkte vor anmelder, er det her mon en række pubertetsinspirerede abstraktioner?

ANMELDELSE: Jeg må indrømme, at jeg gik til Brian P. Ørnbøls nyudsendte novellesamling, Himmelhotellerne, med en vis skepsis.

Himmelhotellernes sort-hvide forside og de øvrige tegneserieinspirerede illustrationer, der sprang frem ved en hurtig gennembladning af den lille sorte sag, ledte umiddelbart mine associationer i retning af de groteske tegninger, fyldt med skarpe linjer og grinende kranier, som et utal af mildt kunstnerisk begavede ynglinge har yndet at tegne i tidens løb.

Åh nej, tænkte jeg, er det her mon en række pubertetsinspirerede abstraktioner? Er forfatteren ikke blevet rigtig voksen endnu?

Det trak i smilebåndet
Indledningsnovellen, Bjerget, gjorde da heller ikke det store indtryk på mig, selvom den var bedre, end jeg havde turdet forvente. Den anslog i det mindste de eksistentielle temaer, som bogens bagsidetekst havde lovet, og en vis underspillet sort humor var der da også at spore.

Den næste novelle, hvori en mand har problemer med at bringe sin afdøde hustru til ro og må gå til yderligheder for at dysse hende ned, fik mig flere gange, på grund af dens absurde – ja nærmest groteske – humor, til at trække på smilebåndet.

Dog stødte det min logiske sans, at man som læser ikke får nogen forklaring på, hvordan ægtemanden i historien frit kan bevæge sig ned i hustruens grav aften efter aften, uden at nogen opdager det.

Tæt på den moderne virkelighed
Men så begyndte der ellers at komme skred i tingene, og jeg måtte overgive mig til Ørnbøls absurde univers – et univers, der synes inspireret af forfattere som Kafka og Seeberg

Her er manden, der ender i en fosterlignende tilstand på bunden af en pool, fordi han ikke kan få varmen, her er ham, der giver mere end sin sidste skjorte væk, her er internetsurferen, der bliver fanget i det virtuelle univers, kvinden, der er strandet i en grænseløs (fremtids)by og løberen, der sætter en katastrofal kædereaktion i gang.

Samtlige fortællinger er på én gang så langt-ude-Larson og så tæt på den moderne virkelighed, at man kan blive helt i tvivl, om ikke det, der her berettes, kunne finde sted, i dette øjeblik, som en realitet.

Med andre ord: Ørnbøl lokker sin læser ud i et underligt ingenmandsland, hvor der sættes spørgsmålstegn ved både det, vi kalder virkeligheden, og ved den menneskelige dømmekraft, og man mærker, at den religionsuddannede forfatter har sine filosofisk-religiøse referencer i orden.

Enkelt, rammende sprog
Selv Christian Juul Yssings illustrationer, som jeg indledningsvis havde mine stærke forbehold overfor, ender med at vise sig at glide fint, parodisk understøttende, ind i værket som helhed.

Tilsigtet eller ej, jeg ved det ikke, men det slog mig, at henholdsvis første og sidste novelle i samlingen meget fint kan stå som døre til værkets indholdsside, i det Bjerget ikonografisk kan stå som første del af udsigelsen i Prædikerens Bog: "alt er kun tomhed" og Run som den sidste del "og jag efter vind".

Jeg var underholdt på flere planer og desuden glad for Ørnbøls enkle, men rammende sprog og billedsprog.