Hanne Ørstaviks nye roman stiller store krav til læseren.

ANMELDELSE: Ørstaviks Kaldet – romanen er en fantastisk bog. Men også en snæver bog, som især må appellere til et publikum, der interesserer sig mindst lige så meget for litteraturteoretiske og filosofiske emner, herunder ikke mindst kunst versus liv-problematikken, som for den egentlige handlingsgang i et værk.

Rent sprogligt er romanen holdt i Ørstaviks sædvanlige enkle og nedtonede stil, som ikke kan skræmme nogen bort, men kompositorisk og indholdsmæssigt er teksten mere kompleks, end den giver indtryk af ved første øjekast.

Fortælling i flere spor
Fortællingen følger flere spor, som slynger sig ind og ud af hinanden.

I et spor følger vi for eksempel den skrivende – en kvindelig forfatter, som netop er flyttet ud af sit forhold og ind i en ny lejlighed med sin lille datter.

Hertil knytter sig det spor, hvori vi hører specifikt om forfatterens vanskeligheder med at udfolde en historie på baggrund af det materiale, hun har tænkt, at hun vil arbejde ud fra: bedstemoderens valg af en tilværelse som kristen missionær i Kina. Vanskeligheder, som synes uadskillelige fra spændinger i forfatterens egen krop og familierelationer.

Endelig er der udkast til den roman, som forfatteren efterhånden får nedfældet, og her imellem er der afsnit, som markerer de flydende overgange mellem skriften og livet – livet og skriften. Overgange, som forfatteren og jeg-fortælleren i bogen har problemer med at videreformidle til den purunge journalist, der kommer for at interviewe hende med den indgangsvinkel, at kvinderne i forfatterens bøger stemmer overens med forfatteren bag værkerne:

"Det romanpersonerne mener, er det samme, som du også mener, siger hun. Og så bliver de jo lidt dig. Jeg kan sige ja, tænker jeg, og jeg kan sige nej, begge dele er lige sande. Men det er jo ikke sådan, det er, tænker jeg. Jeg skriver romaner, siger jeg."

Litteraturteori og filosofi
Det handler om moderrollen, og familieforhold er i det hele taget en del af scenariet i denne bog. Men Kaldet – romanen er mest af alt en roman, som, gennem forskellige vinklinger og udkast, forsøger at forholde sig til forholdet mellem forfatter og værk – og det mellem læser og værk.

En litteraturteoretisk og filosofisk, ja i allerhøjeste grad en eksistentielt fænomenologisk, diskussion, som altså her er sat ind i en skønlitterær ramme, hvorfra den spejler den læsende selv, som kommer alvorligt på glatis med sine uomgængelige gisninger om, i hvor høj grad forfatteren i Kaldet – romanen kan (eller bør) associeres med forfatteren Hanne Ørstavik selv, og om, i hvor høj grad tekstens rum er udformet af Ørstavik eller opstår i mødet mellem værk og læser.

Teksten bliver skabt i læsningen
Forfatteren i bogen forklarer teksten som et rum og sproget som steder, der ikke findes, før man går ind i dem: "Præcis som før i tiden, siger jeg, du ved kortene, før, for længe siden. Da fandtes Østen ikke. Dets plads på kortet var tom. Der var ikke noget Kina før Marco Polo. Der var tomt der hvor Kina er nu. […] Teksten har brug for dig, siger jeg, for at findes. Den er der hele tiden, når den nu en gang er skrevet, men det er dig, der gør den virkelig. […] Og det er det som er det fantastiske og det fortvivlende ved at skrive, siger jeg. At romanen bliver det du har rum til."

Måske er det netop grunden til, at flere (især norske) omtaler af Ørstaviks roman – ligesom annonceringen af et nu afholdt arrangement med Ørstavik i forbindelse med den danske udgivelse af værket, fokuserer på de sekundære temaer i hendes nye roman: Moderrollen og familierelationer i det hele taget. Det kan være, hvad andre læsere ser i deres rum.

Jeg ser først noget andet: Skrift versus liv-problematikken, som er et evindeligt tilbagevendende tema for den skrivende, og spørgsmålet om fænomeners fremtræden i både liv og skrift, som vel til enhver tid må spille en ikke mindre central rolle for en forfatter.