Citat: Peter Øvig Knudsen (interview hos Center for Journalistik og Efteruddannelse, CFJE)

Peter Øvig Knudsen viser sig med sin romandebut som en fin fortæller med en god portion menneskekundskab, men de mange projekter i Hilsner fra klovnen truer med et sammenbrud på samme måde som hovedpersonen i bogen.

Hilsner fra klovnen er en mærkelig bog om en succesrig journalist, som langsomt bryder sammen. En række lidt sære begivenheder afsporer journalisten i hans arbejde, og dét samtidig med en skilsmisse og en snigende depression, der efterhånden folder sig ud i sit altfavnende grå spind.

Slet skjult selvbiografi
Bogen er journalisten og forfatteren Peter Øvig Knudsens romandebut – men mere roman er der ikke over den, end at hovedpersonen meget let lader sig identificere som Peter Øvig selv, lige som en række andre karakterer er let genkendelige. F.eks. den geniale instruktør med rejsefobi. Eller "Filosoffen", som hovedpersonen har interviewet i sin tidligere bog – her er det svært at ignorere Øvigs egen Børn skal ikke lege under fuldmånen, hvor Villy Sørensen bliver interviewet.

Derudover optræder en række andre karakterer, som givetvis kan identificeres på samme måde; men er man ikke godt inde i den københavnske kulturelite, ryger man på et tidspunkt af i svinget. Så kan man enten bruge uforholdsmæssig meget energi på at føle sig kikset, fordi det er umuligt at gennemskue, hvem der er hvem – eller på at overbevise sig selv om, at det bare er noget ligegyldigt snobberi.

Og det går ud over koncentrationen om det væsentlige: selve historien.

De rigtige navne
Med det selvbiografiske udgangspunkt bliver man som læser i tvivl om, hvornår virkeligheden hører op og fiktionen sætter ind – og det er faktisk lige så interessant, som det er distraherende.

Men når Peter Øvig nu bevæger sig så tæt op ad sandheden, hvorfor så ikke tage skridtet fuldt ud og kalde karaktererne ved deres rette navne? Det udelukker jo ikke, at man lader faktaplanet skride over i en fiktiv fortælling.

Hele bogen er en slags tale til "Filosoffen" (altså Villy Sørensen), og har – siger Øvig selv andetsteds – som projekt at diskutere med Sørensen, hvorvidt kunsten skal overskride grænsen til det personlige eller ej. Om det projekt faktisk er lykkedes, står ikke lysende klart for mig. Det kan jo enten skyldes min begrænsede fatteevne, eller at projektet ikke er rasende vellykket. Eller en kombination af de to.

Lad fortællingen være
Peter Øvig vil for meget med Hilsner fra klovnen. Han vil skrive en indsigtsfuld roman om en tilværelse, der smuldrer. Han vil skrive en nøgleroman om den danske kulturklub. Og så vil han diskutere forholdet mellem kunsten og det personlige med Villy Sørensen.

Al ære værd, men ærgerligt. Den fine fortælling skulle have haft lov til at hvile i sig selv. Den kan bære det, og jeg glæder mig til, til Peter Øvig gør forsøget igen