INTERVIEW: Hvordan kan det være, du debuterer så sent?
– Når jeg først udgiver en bog nu, så er det fordi, jeg i sin tid arbejdede som tekstforfatter i Århus – efter i øvrigt at have fået 5 i dansk til afsluttende lærereksamen. Efter et par år droppede jeg arbejdet, tog ud som skibums, og da jeg vendte hjem, sagde jeg farvel til Århus for at prøve noget nyt, hvad anede jeg ikke, men jeg tænkte, at hvis jeg kunne blive forfatter, ville det passe mig fint. Et både barnligt og naivt synspunkt, men sandt.

– Jeg tog til København, fik en lejlighed og satte mig til at skrive noveller. En skuespiller læste dem og sagde: Hey, du kan skrive replikker, hvorfor skriver du ikke film? Jeg anede dårligt, hvad Filmskolen var, men søgte og kom ind ved et guds under – og Mogens Rukows store hjælp. Siden da har jeg skrevet et hav af tv-serier: Juletestamentet, Morten Korch – med Lars Von Trier, afsnit af Taxa, Forsvar, sit-com, radiosatire, teater, og meget andet.

Men pludselig skiftede du så manuskripterne ud med noveller?
– Ja, på et tidspunkt for omkring to år siden, blev jeg træt af, at jeg ikke kunne kende mine egne manuskripter efter de havde været gennem møllen af producenter, instruktører, fotografer, klippere og hvad ved jeg.

– Jeg var sur ad helvede til og skrev – nærmest i pauserne i arbejdet – på historier, som JEG syntes, de skulle være. Og det var fantastisk. Snart var der ti, jeg sendte dem til Steen Langstrup [udgiveren af bogen, red.], og det var starten på et lykkeligt ægteskab. Han er en fremragende læser, og samarbejdet har været mere end godt.

– Og nu ligger bogen der – og jeg glæder mig til at skrive flere. Jeg sætter gerne filmbranchen på køl, for det her er sjovere og mere tilfredsstillende, og så må jeg finde en måde at håndtere, at der ingen penge er i bøger. Heldigvis kan man stadig købe pastaskruer.

Novellen er hit-and-run
Hvor får du dine idéer fra?
– Det er ikke så meget plottet, der interesserer mig i starten, mere en fornemmelse. Desperation og kærestejagt kan man "fornemme", og hvis jeg møder en person, der virker på denne måde, så pirrer det mig. Så overvejer jeg, hvilken kontekst jeg kan lægge denne følelse, denne duft ind i. Så idéen fødes ud af inspiration, nysgerrighed og hårdt arbejde.

– På mange måder er det som at surfe. Surferen ligger derude og venter på bølgen. Han er nødt til at være til stede. Bølger kommer, virker lovende, og fiser så ud, men pludselig er den der, bølgen, der løfter ham op og frem og helt ind til stranden. Pludselig er det berusende let. Fodboldspillere kalder det at ramme bolden lige i røven.

Hvordan holder du underholdningen i top?
– Det er dejligt, at du er underholdt. Det er bestemt også meningen. Jeg er glad, når nogen læser historierne, som de er tænkt. Det handler vel om, at jeg ikke vil kede mig, når jeg skriver. Som nævnt før, så kedede og irriterede det mig efterhånden at skrive tv-serier, så når jeg nu bytter det ud med bøger, skal de fandengalemig ikke også kede mig, og da slet ikke, når der ikke er penge i dem. På en måde er det så enkelt, at jeg skriver historier, som jeg selv ville have lyst til at læse.

Dine noveller får mig til at tænke på både Bukowski og Raymond Carver. Har du nogle forbilleder?
– Med hensyn til inspirationen, så rammer du plet. Jeg er stor fan af Bukowski, Raymond Carver, John Fante, samt to norske forfattere: Kjell Askildsen og Erlend Loe. Og jeg har altid – og vil altid – have en svaghed for novellen, springet langt ind i historien og hurtigt ud igen. Hit-and-run med et vakuum, et efterslæb, det usagte.