Jeg sad på en fortovscafe og prøvede at fange tjenerens blik. Det lykkedes ikke. Så lænede jeg mig tilbage og prøvede at udstråle, at det ikke var noget problem. Det lykkedes heller ikke.
    – Hvad faen, er det dig? sagde en stemme.
    Jeg vendte mig og så Martin komme gående. Vi havde ikke set hinanden i tre år, og han skyldte mig 5000 kr.
    – Du skal nok få de penge, sagde han og satte sig. – Jeg har dem bare ikke lige nu.
    – Fint nok, sagde jeg.
    – Vi skal da ha’ kaffe, sagde han og vendte sig mod tjeneren. Hun kom over til os med det samme. Martin bad om to latte. Hun smilede og gik. Martin så efter hende.
    – Hun har spansk blod i årene, sagde han.
    – Kender du hende?
    – Nej, men det kan jeg se. Hun er typen, der bliver stiktosset, når man skrider.
    Det var jo utroligt. Jeg kunne ikke få en date med den grimmeste pige i byen, og Martin tænkte allerede på, hvordan han skulle slå op med en smuk pige, han ikke engang kendte.
    – Nå, hvordan går det? spurgte han.
    Gamle venner kan fortælle hinanden alt. At nogen er død, at man har ondt i ryggen, eller at kæresten er skredet, men man fortæller ikke, at man har svært ved at finde en kæreste. Det er et problem, der ikke tåler lys, for så vokser det og sætter sig fast i panden.
    Heldigvis er Martin ikke som andre. Han har en rummelighed i sin person, der gør, at man kan fortælle ham sådan nogle ting. Måske er det fordi, han dybest set er så ligeglad med andre mennesker, at han hurtigt glemmer alt, man har sagt.
    – Så du har ikke været i seng med nogen i to år, sagde han, i det øjeblik tjeneren satte kaffen på vores bord.
    – Ja, er det ikke en sjov historie? sagde jeg febrilsk, men for sent. Mit liv sprællede på det blanke cafebord. Tjeneren så medlidende på mig. Det er det værste blik, en mand kan få. Selv afsky er så langt at foretrække. Faktisk er afsky ikke så langt fra sex, hvorimod medlidenhed er den ultimative turn-off. Jeg gav hende rigelige drikkepenge i håb om at købe hendes tavshed. Forstod hun min hensigt? Uden tvivl. Ville hun rette sig efter den? Næppe.
    – Det må vi da gøre noget ved, sagde Martin, som om problemet var en kommode, der skulle bæres op på første sal. Det skulle senere vise sig, at det var det.
    – Hvis du kan få mig op at køre igen, så skylder du mig ingenting, sagde jeg.
    – Det er en aftale, sagde han.
    I samme øjeblik kom en pige over til os. Hun kyssede Martin og sagde hej skat. Så rakte hun mig hånden.
    – Hej, jeg hedder Linda, jeg er Martins kæreste.
    – Og jeg hedder Per, sagde jeg og rakte hende hånden. – Jeg er Martins gamle kammerat.
    – Jeg skal tisse, sagde hun og tog sig til maven. – Har de et toilet derinde?
    – Nej, de har muret det til, svarede Martin.
    – Er det rigtigt? spurgte hun.
    – Nej, svarede han.
    Linda så perpleks på ham, så gik hun ind.
    – Du taler ikke pænt til hende, sagde jeg.
    – Jeg bliver sindssyg af hendes spørgsmål, sagde han. – Skal vi ikke gå?
    – Hvad med kaffen? Og hvad med Linda?
    – Vi går, sagde Martin og rejste sig.

Mens vi gik, øste Martin af sin viden. Fidusen var at lægge an på piger, som om det var et tilfælde.
    – Det er ligesom at fiske, forklarede han. – Du skal lægge blinken, så fisken føler sig heldig, er du med?
    – Ikke helt, sagde jeg.
    – Så tager vi et eksempel, sagde Martin og så rundt.
    Længere henne af gaden stod to piger og kiggede ind i en antikforretning. Jeg blev rædselsslagen på stedet. De var smukke hver for sig, og tilsammen blev de et uindtageligt fort af designerjeans og Prada-sandaler.
    – Ku’ du tænke dig én af dem?
    Min indre bankmand og alle de andre tøsedrenge i mig råbte nej, men af en eller anden grund nikkede mit hoved. Det var alt, Martin behøvede.
    – Undskyld, sagde han og gik hen til dem. – Ved I, om der ligger en god sushi-restaurant i nærheden?
    Pigerne begyndte at diskutere, hvilken restaurant der var bedst. De blev enige om én, der hed Sushitime og gav os vejanvisninger. Martin takkede og begyndte at gå. Så vendte han sig mod dem igen.
    – Ved I, om der er lokaler til salg her i nærheden, helst med glaspartier ud til gaden?
    – Skal I åbne en forretning? spurgte den ene.
    – Ja, en antikforretning. Men i den bedre ende.
    – Jeg leder efter en kommode, sagde den ene pige.
    – Hvilken slags? spurgte Martin
    – Cirka den her størrelse, viste pigen. – Med tre, fire skuffer.
    – Vi har i hvert fald én, som kunne være noget. Den har fire skuffer og en buet front og små søde ben, og så er den flødefarvet med patina på den helt rigtige måde.
    – Hvad skal I ha’ for den? spurgte pigen interesseret.
    – Hvad har vi sat den til? spurgte Martin mig.
    Jeg anede det ikke. Jeg anede ikke, hvilken kommode han talte om. Jeg vidste ikke engang, hvorfor vi talte om den.
    – Omkring 1500, sagde Martin
    – Kan jeg se den? spurgte pigen.
    – Så skal vi smide den i bilen, når vi skal herind i aften. Bor I her i nærheden?
    – Vi bor deroppe, svarede pigen og pegede.
    – Hør her, sagde Martin. – Vi kommer forbi med kommoden i aften, og hvis I kigger efter ledige lokaler i området, må I få den. Er det fair?
    Pigerne nikkede. De elskede opgaven. Martin så på uret og sagde, at vi måtte se at komme af sted. Han hankede op i mig. Vi gik et par skridt. Så vendte han sig mod pigerne.
    – Hvad siger I til sushi? spurgte han.
    Den ene pige råbte ja, men den anden tog hende i armen og sagde noget. Så råbte de, at de nok skulle sørge for det. Martin slog ud med armene, som om han var overvældet, så gik vi.
    – Det gik da godt, sagde Martin, da vi var kommet lidt væk.
    – Ja, bortset fra at vi ikke har en kommode.
    – Det er en detalje, svarede han. – Vi køber bare én, men jeg tror faktisk, min mor har en stående.
    – Og hvis pigerne ikke kan lide den?
    – Så leverer vi den tilbage.
    Jeg nikkede. I mit hoved havde planen et hav af løse ender, og der var specielt én, der lagde sig om min hals.
    – Hvis vi nu leger med tanken om, at jeg bliver kæreste med én af dem, hvad sker der så, når hun opdager, at jeg ikke handler med antikviteter?
    – Ingenting.
    – Jeg har jo fyldt hende med løgn.
    – Nej, du fandt på en god historie, fordi du forelskede dig i hende.

– Jamen, jeg er så glad for den kommode, sagde Martins mor og trissede efter os ind i soveværelset.
    – Det er jo bare en kommode, sagde Martin.
    – Vil I ikke blive og spise med? spurgte hun.
    – Vi har ikke tid, mor, sagde Martin og lagde hånden på kommoden og så mod mig.
    – Tror du ikke, det er den helt rigtige?
    – Jo, bortset fra at det er din mors, sagde jeg.
    – Er I sikre på, at I ikke vil spise med? spurgte Martins mor.
    – Hvor skal vi lægge det? spurgte Martin og begyndte at tage tøj ud af skufferne.
    – Jeg kunne tø et par bøffer op, sagde hun.
    – Jeg lægger det på sengen, sagde Martin.
    Vi bar kommoden gennem lejligheden. Ved hoveddøren bukkede Martin sig og lavede trutmund. Moderen stillede sig på tæer og kyssede ham, og hun blev stående i den åbne dør og så os skramle ned ad trappen. Da vi var kommet helt ned, så jeg op gennem gelænderet. Hendes lille bebrillede ansigt tittede bekymret efter os.
    – Jeg kan ikke lide det, sagde jeg.
    – Det er jo bare en kommode, sagde Martin.

Buschaufføren nægtede os adgang til bussen, så Martin foreslog, at vi gik ind til byen. Jeg ville ringe efter en taxa, men Martin sagde, at så ville hele fortjenesten ryge, og han levede sig så meget ind i rollen som antikvitetshandler, at sagen ikke var til at diskutere.
    Selv om jeg både er større og stærkere end Martin, var det mig, der blev træt af at bære kommoden. Han småsnakkede med folk undervejs, og på et tidspunkt kom en købmand ud med kolde øl til os. Jeg tilbød at betale, men købmanden så på mig, som om jeg var idiot.
    Vi satte os på jorden med ryggen til kommoden. Øllen smagte bedre end nogen af de øl, jeg havde drukket på cafe hele sommeren. I det øjeblik var der ikke noget sted, jeg hellere ville være.
Da vi kom ind til byen, var der stadig to timer, til vi skulle møde pigerne, så vi satte os på en cafe og spiste peanuts og drak øl og kaffe. Det slog mig, at vi på intet tidspunkt havde talt om, hvad vi lavede, og hvordan det hele ellers gik.
    Jeg betragtede Martin i smug og kom til at tænke på noget, jeg engang så i zoologisk have. En ung abe blev jagtet af en større og meget brutal abe. Den unge abe undgik med nød og næppe at blive banket til pindebrænde, men så snart faren var ovre, begyndte den at lege med en kapsel. Kapslen var rund og rød, og den kunne trille og var sjov at bide i. Ergo eksisterede fortiden ikke.
    Pludselig lænede Martin sig mod mig.
    – Hvorfor har du ikke sagt noget? hviskede han og nikkede bagud.
    Jeg fulgte hans blik og så en ufattelig smuk pige ved et bord skråt bag ham. Hun havde kastanjebrunt hår, mandelformede øjne og en hvid skjorte, der var knappet diskret op. Rundt om halsen havde hun en tynd sølvkæde, der smøg sig over delikat tegnede kraveben. Hun sad helt roligt og røg en cigaret, der ville møde den smukkeste død mellem hendes læber. Hun var en ung Sophia Loren på en god dag, men hun var også noget andet.
    Mange smukke kvinder opbygger en permanent afvisning i deres blik, fordi de hele tiden er genstand for beundring, men hendes øjne var så fyldt med had, at alt frøs i mig.
    – Jeg er forelsket, sagde Martin.
    – Jeg er ikke sikker på, det er en god ide, hviskede jeg, men Martin havde allerede rejst sig, og i det øjeblik han gik over til pigen, vidste jeg, hvorfor det ikke var nogen god ide. Pigen sad i rullestol.
    – Undskyld, sagde Martin, men pigen skar ham af og ned og førte ham gennem en makuleringsmaskine i ét hug.
    – Fis af, sagde hun ind i cigaretrøgen. – Jeg kender din type forfra og bagfra, og du kan lige så godt glemme det.
    – Må jeg i det mindste ikke ha’ lov til...?
    Pigen prajede en tjener, der kom forbi
    – Er du sød at bede ham om at gå?
    – Hvad fanden bilder du dig ind? sagde tjeneren til Martin. – Kan du ikke se?
    – Se, hvad? sagde Martin.
    – Se, hvad? sagde pigen.
    Tjeneren blev forvirret, men genoprettede værdigheden ved at tage føregreb på Martin. Martin skreg, av for helvede, og da han kun kunne undgå smerten ved at småløbe foroverbøjet, havde tjeneren let spil. Han skubbede Martin ud over en stensætning til et springvand, og gik som en stolt hane hjem til hønsegården, mens folk ved bordene klappede. Martin møvede sig ud af vandet og begyndte at gå tilbage. Tjeneren løftede hånden og sagde, at hvis Martin kom ét skridt nærmere, så ville han få samme tur igen.
    – Hvad med min kommode? råbte Martin.
    – Den skulle du ha’ tænkt på noget før, råbte tjeneren tilbage.
    Jeg rejste mig og bar kommoden over til Martin. Han tog fat i den ene ende, og så gik vi hen ad torvet og rundt om hjørnet. Martin havde blod i ansigtet, og hans ene skjorteærme var revet i stykker. Vi satte kommoden. Lidt efter kom pigen i rullestolen hen til os.
    – Det var ikke meningen, sagde hun.
    – Det er okay, sagde Martin.
    Pigen mønstrede Martins ansigt og hans iturevne skjorte.
    – Jamen, så farvel, sagde hun og kørte. Vi så hende rulle hen til fodgængerovergangen. Hun ventede på grønt lys, så rullede hun over og forsvandt.
    – Kan du klare de to piger alene? spurgte Martin.
    – Hvorfor?
    – Jeg er nødt til at følge efter hende.
    – Er du sikker på, det er en god ide?
    – Ja, sagde han og begyndte at gå.
    Hvad nu? Der sad to piger i Prada sandaler og ventede med sushi om en time. Jeg hankede op i kommoden, og på en eller anden måde lykkedes det mig at bære den gennem gaderne og hen til opgangen, hvor de boede. Så forlod modet mig, eller også trådte min fornuft i karakter.
    Jeg prajede en taxa og fik kommoden smidt om bag i. Jeg kunne ikke huske adressen, og vi endte med at køre rundt i lang tid, men endelig fik jeg øje på huset. Jeg betalte chaufføren og slæbte kommoden hen til døren og ringede på. Martins mor kom ned og åbnede.
    – Er Martin ikke med? spurgte hun.
    – Nej, men han bad mig aflevere den, sagde jeg, og så bar jeg kommoden op ad trapperne, ind gennem lejligheden og ind på soveværelset, hvor tøjet stadig lå på sengen.
    – Skal jeg ikke varme lidt mad? spurgte hun.
    – Jo, tak, sagde jeg og var lige så forbavset over svaret, som hun var.
    Hun stod i sit køkken med forklæde på og varmede en bøf på en lille sort pande, der uden tvivl havde stegt hundredevis af bøffer, og så spiste jeg, mens hun lavede saftevand, og bagefter fandt hun is i fryseren. Jeg kunne se, at isen var købt på tilbud, og udløbsdatoen var overskredet, men jeg sagde ikke noget, og den smagte godt. På intet tidspunkt satte hun sig ned, der var hele tiden noget i et skab, som skulle på bordet, og jeg fik vafler til isen og kaffe og fløde i kaffen.
    – Du er en god dreng, sagde hun. Så kyssede jeg hende på kinden og gik.

Da jeg kom ind til byen, var der stadig et par timer til cafeerne lukkede, så jeg satte mig og drak øl, og for første gang i lang tid slappede jeg af. Jeg var ligeglad med kvinder, og jeg var ligeglad med at sidde alene. Øl og mig var fint.
    – Ved du, hvor Martin er? spurgte Linda og nærmest dumpede ned i stolen ved siden af mig.
    – Næh, sagde jeg.
    – Det svin, sagde hun og drak af min øl. – Hold kæft et svin.
    – Vil du ha’ en øl? spurgte jeg.
    – Jeg er bare så færdig med ham, sagde hun.
    Jeg bestilte et par øl, og så drak vi, mens hun fortalte mig, hvor færdig hun var med ham. Endelig gik luften ud af hende.
    – Skal vi tage hjem til mig? spurgte hun uden videre.
    Hvad var de moralske implikationer i det? Som tommelfingerregel bør der gå et år, før man går i seng med venners tidligere kærester. Her var der gået mindre end tre timer.
    – Jeg har lyst til dig, sagde hun og lagde en hånd på mit lår.
    Det var et vigtigt argument. Vi gik gennem gaderne og op i hendes lejlighed, hvor hun uden videre smed tøjet og lagde sig i sengen. Var det virkelig sandt? Lå der en smuk pige under dynen og ventede på mig? Jeg fik den tanke, at det ikke var mig, der stod der, men så blev dynen åbnet, og en stemme sagde: – Kom nu.
    – Vi vil ikke tale om Martin, stønnede hun.
    – Nej, sagde jeg og kunne mærke, at jeg allerede var ved at komme. Jeg begyndte systematisk at forestille mig alle delene på min cykel, men jeg opdagede hurtigt, at bremsekablet var knækket, og at jeg var på vej ned ad en stejl bakke og ind i et land af vat. Ny plan. Jeg lå bomstille. I bedste fald virkede det, som om jeg nød situationen, men hvor rart er det at ligge i et minefelt, hvor selv den mindste bevægelse udløser begyndelsen til enden? Opgaven blev ikke lettere af, at der var nye folk i bataljonen, som ikke vidste, at farerne lurede overalt.
    – Jeg hader ham, sagde hun og bevægede sig.
    – Lig stille.
    – Jeg er bare så færdig med ham, sagde hun og bevægede sig igen.
    I det sekund kastede jeg mig ud i det mest håbløse projekt i verden. Jeg ville komme lige så stille og efter et stykke tid, ville jeg fortsætte, som om intet var hændt. Som en tjener, der vælter rødvin ud på dugen og når at skifte den, inden gæsterne sætter sig. I et uendelig kort øjeblik virkede planen, så kollapsede den totalt.
    – Det er løgn, sagde hun.
    Det næste gik så stærkt, at jeg ikke nåede at reagere. Hun snoede sig ud under mig og knaldede mig en lussing, mens hun skreg, at jeg skulle forsvinde.
    Da jeg åbnede hoveddøren, kom hun løbende ud i entreen.
    – Hvis du går nu, vil jeg aldrig se dig igen, sagde hun.
    Jeg gav Martin ret. Hun var kugleskør.
    – Ha’ det godt, sagde jeg og lukkede døren bag mig.

Jeg holdt mig hjemme de næste par dage, men da jeg en formiddag gik ned for at købe ind, løb jeg ind i Martin. Han stod og røg uden for en tøjforretning.
    – Se, sagde han og rakte hånden frem. En forlovelsesring strålede om kap med hans ansigt. – Er det ikke fantastisk?
    – Jo, sagde jeg.
    – Vil du vidne på, at vi har boet sammen i tre år?
    – Hvem har du boet sammen med i tre år? spurgte jeg.
    – Pigen i rullestolen.
    – Hvorfor skal jeg vidne på det?
    – Vi tænker på at adoptere, og det er et helvede at komme igennem.
    – Martin, du har kendt hende i tre dage.
    – Det er en detalje, sagde han. – Kan jeg regne med dig?
    – Selvfølgelig, svarede jeg.
    Døren til forretningen blev åbnet af ekspedienten. Pigen i rullestolen kom ud. Hun manøvrerede kørestolen frontalt mod Martin.
    – Jeg troede, du kom ind, sagde hun vredt.
    – Jo, men jeg mødte lige Per, vi kan gå ind nu.
    – Der er ikke noget derinde, sagde hun og drejede kørestolen og rullede hen ad fortovet. Martin gik efter hende og begyndte at skubbe med bevægelser, der allerede virkede vante. Efter et par meter drejede han ansigtet mod mig.
    – Jeg ringer, råbte han.
    Jeg nikkede og så dem rulle af sted. Af en eller anden grund, som jeg ikke kunne overskue, så det rigtigt ud. Det skulle nok gå. Så tog jeg mine solbriller på og gik hen og satte mig på en cafe og bestilte en kop kaffe.

NB! Novellen står s. 113-125 i bogen.