Fra poesiens kanonblå øjne

Forordet til den samlede udgivelse af Ole Sarvigs lyriske værker er godt. Men selve digtene har vor anmelder mere svært ved at hengive sig til...

ANMELDELSE: Nu har jeg de seneste 14 dage eller deromkring bakset med det udvalg af Ole Sarvigs digte, som Gyldendal udsender dette efterår. Og jeg skriver bakset, fordi jeg, uanset hvordan og hvorledes jeg læser digtene, simpelthen ikke kan få dem ind under huden.

Søren Ulrik Thomsen, der har forestået udvalget med Torben Brostrøm, skriver i et ellers fremragende forord, at han – efter at have været opslugt af Sarvigs søvngængerpoesi – var nødt til "at spørge til digtningen i stedet for kun at hengive sig til den, at se den udefra med tankens klarhed og ikke blot krybe sammen i dens overbesatte billedverden og stirre ud, ikke kun lade sig vugge på stemmens fylde, men også høre dens ironiske kvæk". Thomsen skriver, at han gjorde dette ved at læse Per Højholt.

Også rim med
Men nu skal det siges, at jeg og mange andre bestemt ikke har svært ved at hengive sig til Højholts poesi, oftest ved hjælp af latteren. Hos Sarvig derimod er der ikke meget at grine af, ja nærmest ingenting, ikke engang når det gælder nogle af de gudsjammerlige rim, som denne så ofte benytter, og som han oftere burde have set det morsomme i. Det sker et enkelt sted i de Zoo-rim, som udvalget også medtager og gud ske tak og lov for det:

Hengivelsen mangler
Det er ikke alvoren som sådan, at jeg har noget imod, men hvorfor er det så, at jeg ikke kan hengive mig til disse digte?

Lad mig tage bogen og slå op et helt tilfældigt sted, fx digtet Kold aften, hvor første linjes udtryk, "Virkelighedens sporvogn", allerede bremser min hengivelse totalt. Det er jo et diffust og usanseligt billede. Begreber som "virkelighed" eller andre, fx "stilhedens", "forladtheds" "uendelighedens" blot for at nævne nogle få fra Sarvigs poesi, hvor der slapt tilføjes et s, virker sjældent i poesi, heller ikke i Sarvigs, og jeg synes, der er for meget af den slags.

Også talen om sjæl mig her og sjæl mig der, uden at man har et indtryk af, hvad den sjæl overhovedet er for noget. Dvs. jeg har det nogenlunde med Sarvigs poesi, som når man uforstående overværer en gudstjeneste, hvor deltagerne kan komme helt op at køre over alle mulige ord fra Gud og opefter. Ordene sætter sig ikke i mit kød, og det skal de, tror jeg, hvis man skal kunne læse Sarvig, hvor det religiøse moment, selve digtets stemme og anslag, et eller andet sted betyder alt.

Sproget svælger i egne billeder
Man kan måske sige, at Sarvigs poesi visse steder har svært ved ikke også at hengive sig til sig selv. Fx når Sarvig lidt for ofte bruger synæstetiske verber som "koge", "mumle" eller "bruse", ofte endda i lang tillægsform: "brusende". Sproget svælger så at sige i sine egne billeder og sit eget sprog og for mig at se til tider alt for tankeløst.

Men når alt dette er sagt, så skal de gode momenter også nævnes, fx et digt som Lysskær fra debuten Grønne digte:

Det er digte som disse, der lever i kraft af deres knivspidse balancegang imellem verden og ord, dvs. hvor digtet hverken hengiver sig til sproget eller verden, men står og dirrer et sted midt imellem. Digte, der åbner og åbner sig i deres eget rum ligeså naturligt, som de fader ud af det igen – og fx også første del af et digt som Vild angst fra Jeghuset:

Men herfra går det galt for digtet, der burde slutte med låget der smækkede i. Men hør her, hvordan det alligevel fortsætter:

"Hjertets dør" er et tåbeligt billede, som underminerer resten af digtet, mens "lungernes vidtstrakte skove" er et fantastisk flot og sanseligt billede, som fortjener bedre.

Et slag for en bestemt kanon?
Det er okay med mig, at Sarvig får en eller anden plads i den danske kanon, men at sætte ham side om side med Højholt, som Thomsen gør det i forordet, er noget af en tilsnigelse. Det kan Sarvig ikke holde til. Ja, han kan knap nok holde til at stå side om side med Thomsens stærke prosa. Man mærker det efter forordet med de fremragende Sarvig-teksteksempler, som Thomsen finder frem. De gør, at man efterfølgende, når det kommer til Sarvig, bliver en smule skuffet.

Thomsen har uden tvivl et skarpt øje for de blændende momenter i Sarvigs tekster, men desto mere skulle udvalget have været meget mere skrabet. Jeg ved ikke helt, hvad baggrunden er for at udsende digtene her, men lur mig, om det ikke er endnu et slag for en bestemt kanon. Jf. her Thomsens forord, hvor han ærgrer sig over, at der ikke findes en pendant til T.S. Eliot i den moderne danske lyrik.

Det store udvalg af Sarvigs digte er et forsøg på at sætte en kristen og moderne digter på landkortet for at "relativere kulturradikalismens overanstrengelse af modsætningen mellem kristendom og modernitet" (citat fra Thomsens forord). Men en sådan relativering baner jo ikke kun vejen for Sarvig, den baner tillige vejen for Thomsens eget sene forfatterskab og måske også andre af firserdigterne. Aner man her en vis nervøsitet fra Thomsens side over at være gået en smule i glemmebogen med sin seneste samling?

Måske, men Thomsen behøver at være nervøs. Han skal nok overleve med eller uden Sarvigs hjælp, hvad forordet til bogen her til fulde demonstrerer.