Om Sentura #21
"Det nye nummer af SENTURA kunne for den sags skyld godt stå ved siden af MOBIL, PLASTIQUE og GEAR. SENTURA har nemlig sat sig for at ligne et hurtigt, rapt og indbydende kioskmagasin og ikke et langsomt, støvet og trist tidsskrift for k å n s t. Når jeg rigtig godt kan lide den her transformation, så skyldes det ikke mindst den krediterede layouter Trine Münster Swendsen. Hun har sørget for en finish, der er lækker at holde, bladre og opdage i - på højde med ethvert kioskmagasin, hvad blikfangsfaktor angår. Og det er altså befriende skønt, at nogen har modet til at pakke finkultur ind på en læser- og omverdensvenlig måde. [...]
Claus Ankersen og Jens Blendstrup glimrer på hver deres karakteristiske snakkende facon med bekendelser til tallet 21 [...] Vagn Steen og Sternberg er anderledes kontante men netop ikke mindre kulørte og indsmigrende.
[...] Hertil kommer en billedafdeling, der spænder fra svenske Nygårds Karin Bengtsons tyste freudiansk ladede duo-fotos (som jeg ikke kan blive færdig med at bladre frem og tilbage imellem) til Kristian Andersens larmende vulgære tegninger midt mellem Robert Crump og Martin Handfords FIND HOLGER.
Som SENTURA-læser keder man sig ikke [...]."
Søren Langager Høgh [litteraturNU.dk 11. september 2006]
Om Sentura #20
"[...] I et luksuslayout, der side for side ombrydes med sans for de 28 indslags forskellighed, fungerer gode tekster og gedigne grafiske arbejder side om side. [...]
Dy Plambeck og Robert Zola Christensen skriver hhv. privat og gådefuldt om demens, der får virkeligheden til at hoppe af kæden. Lotte Garbers’ tekst fokuserer på hjernen som erotisk center, hvilket Allan Haverholm broderer videre på i en svulstig ordløs tegneserie. Den gengiver en våd drøm om tomme talebobler, der er sædceller, der er lyn fra hjernen, der er bevingede hjerter, der sendes af sted som saluterende brevduer. Det er på den manér, det associative princip fungerer: Det anlægger nye vinkler på sagen igen og igen.
Særligt skiller Kenneth Krabats artikel sig ud. Den handler med nøgtern ro og akkuratesse om 'de 52 indre sanser' [...]. Den dadelfrie oplistning med tilhørende tør forklaring af disse 52 vurderingsmekanismer (f.eks. sult, kærlighed, retfærdighedssans) er grund alene til at erhverve sig SENTURA #20. Her er værktøjskassen til det 21. århundredes filosofi på ét eneste dobbeltopslag! [...]."
Søren Høgh [epressen.dk/LitteraturNU 2. januar 2006]
Om Sentura #19
"Sentura 19 er interessant fordi man her har prøvet noget nyt. En evighedskalender og et kulturelt magasin i ét. Originalt og en god idé! Det gør udgivelsen lidt spændende og anderledes. [...]
Jeg var vild med blandingen af tekst og billedskaben, det giver et rigtig godt mix og et vældig interessant resultat. Et unikt et af slagsen. Eksperimenterende og dragende. Absolut. Virkelig interessant. Et mix af magasin og kalender jeg gerne vil give fem bogorme for. [...] Tematisk set synes jeg tal-tematikken er sjovt fundet på, rigtig fint!
5 ud af 6 bogorme. Sentura 19 er et skønt mix af skriblerier og billedskaben, et virvar af ord og motiver der inddrager læseren og fængsler ved sit udsagn. Blandt både de skrevne og det billedmæssige er der virkelig gode bidrag, og det var dejligt at sidde med noget der var anderledes og eksperimentelt forfriskende her i dagligdagen hvor alting går sin vante gang."
Grith Lygum [bookworm.dk maj 2005]
Om Sentura #19
"I sin 19. udgave har litteratur/billed-tidsskriftet SENTURA transformeret sig om til en kalender med spiralryg og gennemborende hul forneden, lige til at hænge op på væggen.
[...] Klaus Høeck bidrager med et 4-digt, der angiveligt handler om at, alle bogstaverne i det 12-liniede digt, hvis de tildeles numerisk værdi fra 1-28 efter deres placering i alfabetet, giver den nette tværsum af 4. Såmænd. Det er sikkert løgn, men læseren kan, som digtet selv opfordrer til og handler om, checke det selv. Og det kan april måned så passende gå med. [...]
Billedafdelingernes sort/hvide halvdel er nænsomt og sirlige tegne-, foto-, male-, trykindslag, der ikke har andet med den tilhørende og ovenstående tekst at gøre end tallet, de begge i højere eller lavere grad refererer til. Ty Stange lyser et garderhøjt 5-tal i en mørk skov, hvilket man vist må anskaffe sig SENTURA #19 for at finde den sande betydning af. Alt imens har Ulrik Heltoft fotograferet et skvalderkål med 8 struttende blomster og dermed dokumenteret at tallene skam er virkelige nok.
SENTURAS EVIGHEDSKALENDER er et flot objekt og vil tage sig godt ud væggen, hvor det jo også kan flashe sin ejers kunstneriske tæft. Det er slet ikke dårligt udtænkt af SENTURA-redaktionen [...] spøjst og flot og fornøjeligt er det udført [...]."
Søren Høgh [epressen.dk/LitteraturNU 14. februar 2005]
Om Sentura #17/18
"Sådan driver man kommunalpolitik [...]".
Magasin Schäfer #17 [afsnittet "Schæfer anbefaler", Det store litteraturnummer, 15. november 2004]
Om Sentura #17/18
"[...] Resultatet er blevet en spraglet 'kommunalencyklopædi', hvor folk og fæ har afleveret dybt forskelligartede små miniportrætter. De spænder over Nina Søs Vinthers finurlige Albertslund, Mads Eslunds erindring om Brædstrup og Lars Bukdahls noget selvsmagende Pandrup, de går fra Rikke Kirstine Larsens klassebillede fra Hvidovre 1986-87 til Peter Adolphsens dybt uigennemsigtige og virtuost forvrøvlede Nørre Alslev. [...] vi er næsten hele den humanistiske palet rundt, stilistisk og menneskeligt. Alle disse mennesker består selvfølgelig lidt endnu, men det er skægt at se skyggen af de myldrende mange små kommuner, inden de fleste forsvinder sporløst ud i den ny kortlægnings sorte mosevand."
Mikkel Bruun Zangenberg [Politiken 4. september 2004]
Om Sentura #17/18
[...] Litteraterne på det lille seriøse tidsskrift er tydeligvis blevet pikeret af mediernes uopholdelige interesse for kommunesammenlægninger og strukturreform i disse år. Om det hele bare er for sjov og for at få omtale, eller om projektet virkelig forsøger at inddæmme det kommunale begreb i en kulturel og æstetisk dimension, kommer helt an på læsningen.
[...] Mundgodt for enhver videbegærlig fact-junkie [...] Sætter man sig til at læse hele encyclopædien som et samlet værk, sker der anderledes interessante skred i opfattelsen af både kommuner og dansk selvforståelse.
[...] kærlige by- og barndomserindringer, hvor kommunebegrebet overskygges af selve fødebyens mytologi. Faktuel eller samfundsmæssig deltagelse, som når forfatter Vagn Lundbye forsvarer øernes ret til selvbestemmelse. Totalt fri fabulation over kommunenavnet eller geografien i kommunen, som når Eske K. Mathiasen skriver om Bi Kommune i Vestjylland, som har daglige busforbindelser til Ho, He og No. Og endelig erindringer, illustrationer og montager, som beskriver kommunen som kedelig, provinsiel, indsnævret og småborgerlig.
[...] Tilbage står spørgsmålet: ER kommunerne – om der så er 271 eller 121 – med i et hemmeligt broderskab der skal gøre os alle til glade teknoficerede klienter i en verden af kommunal skulpturkunst, flisegange og hushjørner med stødabsorberende gummi på? Mere kommunal kunst må give os svarene."
Lars Greir [nyhedstjenesten dknyt.dk 3. september 2004]
Om Sentura #17/18
"Hold da helt ferie i Danmark og helt uden campingvogn, DSB eller cykeltasker. Se og komme i kiosken efter det nye nummer af Sentura [...] Knud Bjarne Gjesing forvandler Bramming til Johs. V. Jensens digt Memphis Station. Malene Hedegaards Herlev er et helårshelvede. Og helveder er der flere af: Fladså, hvor Lisbet Skov som en enlig socialdemokratisk svale forsøger at holde fanen højt blandt fluesværme af venstremænd. Eller Lars Bukdahl som hypnotiserende pantefoged i Pandrup!
Men ligeså talrige er heldigvis også de sære skønheder: Lotte Skadborg Hansen, der samler og ordner sten i Gråsten. Charlotte Hansens proustske kagejern fra Bov. Grotrians Silkeborg, hvor den piblende naturs nys er hjejler under vand (hvor får han det fra!?)... Ja, jeg trækker både helt personligt og tilfældigt af bunken, for sådan må man nødvendigvis læse denne kæmpe mosaik af digt, fortælling, dagbog, billede og genre-mix på skrømt og i sine egne spor. [...]"
Karen Wagner [afsnitp.dk 24. august 2004]
Om Sentura #17/18
"[...] De mange kommuner, 271, er beskrevet på vidt forskellig vis, nogle bidrag er stramt faktuelle, andre poetiske, og atter andre er det pure og bindegale opspind. [...] Man kan vælge at læse bladet igennem alfabetisk eller slå ned på steder, man kender. Eller man kan gå om bagerst i bladet og finde en bestemt forfatter og så se, hvilken kommune vedkommende har beskrevet. Idéen med den kommunale encyklopædi, som udgaven af magasinet hedder, er at beskrive og fastholde billeder af kommuner, inden de forsvinder, og det er et meget fint, finurligt og poetisk landkort, der tegnes i magasinet. Næste gang jeg skal ud og køre langt, så vil jeg tage magasinet med og læse mig gennem billeder og tekst, efterhånden som jeg passerer kommunerne. Og det kan anbefales andre at gøre det samme. [...]"
Mette Willumsen [DR's KulturNyt 20. august 2004]
Om Sentura #17/18
"Det nye nummer af Sentura laver et humoristisk danmarksbillede, en mosaik af opfattelser af Danmarks 271 kommuner, beskrevet af journalister, forskere, studerende, borgmestre, manuskriptforfattere, fotografer, kunstnere og mange flere. Det er der kommet et underholdende og varmt nummer ud af med personlige hjem-egns-beskrivelser i digte, billeder og grafik. [...]
Man kan roligt sige, at der er frit spil i beskrivelsen af disse kommuner. Ofte er det barndomsminder, der præger historierne, andre gange er det kærlige klaps til byerne og det store i det små. [...]"
Michael Halskov [dr.dk/kultur 20. august 2004]
Om Sentura #16
"[...] Seneste nummer af det fine ’Sentura’ befatter sig
med forskellige aspekter af denne moderne Leviathan [Amerika] redaktørerne har lavet en virkeligt skæg voxpop med Hans Hauge, Mogens Rukov og andre, der er artikler om amerikanske byer, om Poetry
Slam, om New Yorks ny fortællescene, om Hollywood og Coen- brødrene, om kritiske Michael Moore;
og så er der en rigtig god slut-salut, hvor unge digtere og forfattere har fået stukket et
billede ud, med amerikansk motiv, og er blevet bedt om at skrive frit herudfra: Pia Juul, Kim Blæsbjerg, Lone Hørslev, Nina Søs Vinther, Kristina Stolz med flere har skrevet skægge, hårde, kontante og beske prosating gennemsyret af ’Forestillinger om
Amerika’. Et glimrende, amerikansk temanummer er det blevet til."
Mikkel Bruun Zangenberg [Politiken 31. januar 2004]
Om Sentura #16
"[...] Sentura […] er i sin nyeste form gået på opdagelse i de forhåndenværende forestillinger om Amerika, som de kommer til udtryk hos en bred skare af bidragydere, der blandt andre tæller Mogens Rukov, Pia Juul, Martin Strange-Hansen, Lone Hørslev, Hans Hauge, Michael Lee Burgess og Christian Monggaard.
Tilsammen leverer de en slowfood menu af tekster og billeder over frihedsdrømme, cola-klichéer, voxpop, fiktion og film til poetry-slam, storytelling og magtmodstandere, hvor man kan møde personligheder som Michael Moore, Coen-brødrene og Jørgen Leth.
Forsideillustrationen ved Karin Pihl Madsen indfanger temaet på bedste pop-art vis et burger-ikon med 'stars and stripes' og cheese delikat og lige til at tage med hjem. [...]"
Mette Størum Krogh [Information 27. november 2003]
Om Sentura #15
"Sentura er et godt blad; opfindsomheden er stor, og artiklerne er både velskrevne og ren lystlæsning.
[...] som den sidste bliver Lars Bukdahl interviewet. Et interview, hvor Bukdahls entusiasme skinner gennem ordene, når han forklarer, hvorfor
han er så vild med dadaisme, jegkoptere og
Højholts æg. [...] designet i bladet er flot i sort/
hvid (som bladet holdes i), og illustrationerne
(som er tegnet specielt til bladet) er ret fede. [...] Artiklerne er dog ret opfindsomme i valg af vinkler og emner, og der var flere emner, som jeg
aldrig har læst artikler om før, hvilket er dejligt.
Desuden er artiklerne velskrevne, og man
sluger dem næsten og får helt klart lyst til at
se de film og læse den litteratur, som bliver
beskrevet […] Lidt klogere bliver
verden af Sentura -og meget hyggeligere."
Allan Sortkær [Vandfanget Institutblad, Nordisk sprog og litteratur, Århus, oktober 2003]
Om Sentura #15
"Under overskriften 'Scheisse, merde, shit, lort' raser Ulf Joel Jensen i en rigtig stinker af en tidsskriftsartikel over manglen på lort og wc-scener i romaner og film. Jensen er oprørt på naturens vegne: 'Hvis lort kunne tale, ville den sikkert anråbe sin skaber: Hvorfor har du forladt mig?' [...]"
John Chr. Jørgensen [Ekstra Bladet 15. juni 2003]
Om Sentura #15
"[...] Dette nummer udmærker sig i lighed med de foregående numre ved at formidle kulturstof på underholdende og intelligent vis. Udgiverne behersker balancegangen mellem en faglig tyngde i indholdet og en lethed i
formidlingen. [...] Der er fine analyser fra filmens og litteraturens verden: Om gyserfilmen The
Wicker Man og Kafkas univers. [...] Særligt
interessant er artiklen om tv-stationen Al-Jazeera af journalist Muhammed Ali al-Atassi fra
Damaskus om den politiske og kulturelle debat i den arabiske verden. Jeg vil også fremhæve
Mette Mortensens artikel ”Portræt af ondskabens ansigt” om pasbillederne af al-Quaeda
terroristerne, der cirkulerede i verdenspressen efter 11. september. Disse artikler, der ikke
handler om kultur i snæver forstand, giver bladet et redaktionelt snit, der gør det læseværdigt
for en bredere kreds. [...]
5 gyldne ugler ud af 6. For et knaldgodt blad!"
Malene Søderberg [Jubii Nyt om Bøger 16. august 2003]
Om Sentura #15
"Forfatteren Ib Michael rejser ikke ud i verden for at afdække de hvide pletter på landkortet, men derimod for at afdække de hvide pletter i bevidstheden. Det fortæller han i et interview af sommernummeret af tidsskriftet Sentura. For Ib Michael har rejsen altid været en metafor. »Vi er født på rejsen mod døden«, siger forfatteren i Sentura, som også lader forfatteren Oscar K trække et rejsespor fra Rom over Paris, Chania, Port Bou, Bologna og Funchal, inden han ender i Marrakesh. [...]"
Carsten Andersen [Politiken 4. juni 2003]
Om Sentura #15
[...] Temaet er ’det fremmede’, som redaktionen mener, man bør gøre sig bekendt med. »Det fremmede er en farve, øjet aldrig har set. Det fremmede er et ord, der ikke kan oversættes til modersmålet,« skriver Merete Pryds Helle.
Magasinet rummer et interview med Ib Michael, samt artikler om fremmedlegemer som organiske udposninger, rumteleskoper, sprogets grønne mænd, kult-klassikere, James Bond, Lars Bukdahls dadaismer, tv-kanalen Al-Jazeera, Kafka, forfattere bosat i fremmede lande, kvinder i krigsfilm samt meget mere. [...]"
Mette Størum Krogh [Information 5. juni 2003]
Om Sentura #14
"Godt begyndt... er halvt fuldendt, siger et gammelt ord. Og det gælder meget godt for det sidste nye nummer af Sentura, der som sit tema har 'begyndelser'. [...] Undervejs fortæller Arne Bro fra Filmskolen godt om films indledninger; Mikkel Strømsted beretter meget skægt om den nyvundne sans for begyndelser efter at have fået et barn, der skal se og gense 'Postmand Per' utallige gange, mens Anders Bodelsen kommer med en polisk ansats per mail. Overalt sker der en række underholdende angreb på udforskningen af begyndelsens afgørende rolle."
Mikkel Bruun Zangenberg [Politiken 18. januar 2003]
Om Sentura #14
"Sentura har valgt 'begyndelser' som tema. I en blanding af interviews, anmeldelser, analyser, billeder og fiktionsbidrag undersøges begyndelsen på livet, karrieren, romanen, filmen… you name it! Og det er der kommet et interessant nummer ud af. Senturas force består i evnen til at formidle kulturstof på en læservenlig måde, uden at miste fagligheden. [...] Sentura bliver udgivet med støtte fra kulturministeriet og de penge er givet godt ud."
5 gyldne ugler ud af 6. 5 gyldne ugler, da der skal være plads til forbedring."
Malene Søderberg [Jubii Nyt om Bøger 22. februar 2003]
Om www.sentura.dk
"Tidsskriftet Sentura, der skriver om litteratur og film og alt mulig andet, har en stor hjemmeside, hvor der ligger tekster af enhver art.
Lige nu kan man f. eks. finde et meget mærkeligt interview med forfatteren Søren Mosegaard [...] Interviewet med Mosegård er kun en af mange fine artikler på hjemmesiden, man finder også anmeldelser, kommentarer og interviews med, f. eks. Lars Kjædegaard, der omtales som landets hemmeligste forfatter [...] Endelig finder man nyoversatte digte af det islandske fænomen Sjón: »et lægevidenskabeligt under:/ et gående blodtræ« begynder et af dem."
Tue Andersen Nexø [Information 17. oktober 2002]
Om sentura #12/13
"Tidsskriftet Sentura har grebet om nælden og brugt et dobbeltnummer på at præsentere nogle af de mere spændende stemmer i den nordiske litteratur lige nu. Og det er ikke 'the usual suspects', som de litterære parnasser kan enes om at indstille til Nordisk Råds Litteraturpris, men yngre kræfter, som nok har bøger i bagagen, men stadig mangler lidt på berømmelseskontoen.
Vi møder folk som den islandske ordtroldmand Sjón, norske Hanne Ørstavik, nordsvenske Mikael Niemi (ham med 'Populærmusik fra Vittula') og såmænd også den finske kulturminister. Der er glimt fra grønlandsk, færøsk og samisk litteratur, mens danskheden repræsenteres af en god gang regnvejr, formidlet af bl.a. Morten Søndergaard, der har skrevet en meget våd tekst. [...]
Men også Søren Mosegaards debutroman 'Uhyret fra Betlehem' [...] finder plads i Senturas nordiske vifte. Det virker, som om man fra redaktionens side har villet vise, at det nordiske ikke kun handler om den fælles kulturarv, men også om udkantområder og provokerende forskelle.
Med sin blanding af forfatterportrætter, tekstprøver og mere principielle artikler er dette nummer af Sentura blevet en drøm af et litterært tidsskrift, der både oplyser og underholder."
Susanne Bjertrup. [Politiken 18. maj 2002]
Læs hele Bjertrups anmeldelse "En drøm af et tidsskrift"
Om www.sentura.dk og Sentura #12/13
»Sentura«, magasin for litteratur og levende billeder, lærte jeg først at kende på nettet, henvist af et Go-Card med gengivelse af et Knud Odde-maleri af den spektakulære amerikanske forfatter Dennis Cooper[…] Og www.sentura.dk er en virkelig prof, instruktiv og brugervenlig hjemmeside, udviklet med støtte fra Carlsbergs Idé-Legat. Ved siden af gengivelser af artikler fra magasinet og gode links indeholder den en del supplerende materiale, der balancerer godt mellem information og provokation og mellem nyt og gammelt. […] Herligt kenderguf.
Nummerets temaspørgsmål lyder: Norden findes, ikke?, og et dansk ja forklares og kommenteres med, at det hos os regner på en ganske særlig poetisk måde. Der er tit lavtryk i Danmark, depressionerne kommer fra Nordsøen, og det regner ned i sproget, og vi bliver renset for total nedstemthed, og derfor er vi også et folk af lyrikere! Sådan kan Niels Lyngsøs, Rifbjergs og Morten Søndergaards svar de to sidste fra selvvalgt sydlandsk eksil sammenfattes. Og sådan bliver moderne dansk litteratur karakteriseret af redaktøren Jakob Hansen i et elegant lille essay.
[…]»Sentura« har fra medietidsskrifterne arvet et professionelt layout og det glittede look. Ønsker redaktionen at gøre det mere til et litteraturmagasin, vil jeg opfordre til, at den grafiske kreativitet fastholdes. Hér kunne et litteraturtidsskrift som det, læseren sidder med i hånden, godt lære et og andet."
Jørgen Falkesgaard [Litteraturmagasinet Standart, nr. 2, juni 2002]
Om Sentura #10
"Også det 10. nummer af »magasinet for film, litteratur og tv« rammer en misundelsesværdig balance mellem sober alvor og kulørt underholdning. Slagnummeret er en artikel om den eventuelt stadigt eksisterende mulighed for at forarge på skrift, indkredset via en gennemgang af de historiske eksempler fra Herman Bang over Broby-Johansen til Easton Ellis. En del sider er også helliget fænomenet noveller: der er mini-anmeldelser af 13 nye danske novellesamlinger, og 14 novelleforfattere får spørgsmålet »Kan du anbefale eller måske advare imod en dansk novelle?« stukket i snotten. Blicher og Seeberg er åbenbart blandt favoritterne."
Peter Adolphsen [Information 6. april 2001]
Om Sentura #10
"Tidsskriftet Sentura er ude med et veloplagt nummer om bl.a. noveller.
Niels Martinov forsvarer at kriminovellen ofte er genrens bedste skud og i anmelderdelen ses på det seneste års novelleudgivelser, mens en række forfattere i et løbende bånd giver deres bud på de bedste og værste novellesamlinger. [...] Resten handler mest om hindifilm, porno og splatterfilm."
Karsten R.S. Ifversen [Politiken 31. marts 2001]
Om Sentura #5
"Fra universitetsmiljøet stammer [...] folkene bag tidsskriftet Sentura, hvis emnekreds er film, litteratur og tv, med hovedvægt på det første. I efterårsnummeret #5 kan man udover filmanmeldelser bl.a. finde interviews med Lotte Svendsen og Lasse Spang Olsen (begge med helt nye film på tapetet), en fyndig introduktion til den ikke mindre aktuelle Stanley Kubricks værk samt lidt opfølgning på Filmhusets seminar om filmkritik. Alt i alt er Sentura et anbefalelsesværdigt blad […]".
Kim Foss [FILM, #3, foråret 2001]
Om Sentura #3
"På forsiden af Don DeLillos 'Underworld' finder man en varm anbefaling signeret af Salman Rushdie. På bagsiden af Rushdies 'Jorden under hendes fødder' står der en lovprisning underskrevet af Don DeLillo. Har vi her en underverden af, hvad Ekstra Bladet ville kalde Romanens Klike for Kunst? spørger Uffe Andersen i juni-nummeret af Sentura, det lovende nye magasin for film, litteratur og tv."
John Chr. Jørgensen [Ekstra Bladet 27. maj 1999]
Om Sentura #1
"Looket er enkelt, smagfuldt og klassisk, nærmest lidt á la Vindrosen i de gode, gamle dage, og forsidefotografiet af en ung Henning Carlsen i nobel habit på en karrygul baggrund signalerer da også gedigen 60'er-modernisme."
Henrik List [Berlingske Tidende 23. september 1998]
Om Sentura #1
"Navnet på det nye kulturtidsskrift er krukket. Det skal smage af 'century' og vistnok signalere noget trendy med århundredskiftet. Layoutet er rodet på en mondæn måde. Men indholdet er en lovende blanding af anmeldelser, reportager og noter om film, litteratur og tv."
John Chr. Jørgensen [Ekstra Bladet 21. september 1998]
Og så, selvfølgelig...
Om Sentura #5 (rummer et hip til dagbladskritikken)
"At det på en enkelt side lykkes Sentura at stave både Nils Gaup, Aksel Sandemose og Hannibal Lecter forkert, nævner jeg bare i forbifarten, for nok så væsentligt er det at fastholde, at vi dagbladsanmeldere virkelig gerne vil forbedre os. Men det bliver nok ikke med Sentura som lysende forbillede."
Ebbe Iversen [Berlingske Tidende 6. september 1999]