Ikke mange kender Ellen Einan. Det kgl. Bibliotek ejer ikke en eneste af hendes bøger, og hun står heller ikke fremme i de norske boglader. Og det er for galt.

"Paul Celan møder Emily Dickinson i mumidalen" skrev Borum om hende, og det er virkelig deromkring, hun befinder sig. Blandt de særtalende – der enten er gale eller ser mere end os andre.

Einan er en kvindelig norsk lyriker, født 1931 (og stadig bosat) i en lille by ved navn Svovlvær. Hun debuterede i 82' med digtsamlingen Den gode engsøster og har til dato udgivet 11 digtsamlinger, der alle udgør et kapitel eller landskab i Einans helt særegne digtverden.

En verden af sprækker og usynlige vinkler
Einans poesi er en verden for sig. En verden af jord (især haver: søvnhaver og bløderhaver), vand, familierelationer og andre karakterer (engsøsteren og danseren), blod, blomster (alle umulige roser), dyr og ånder. Det er en tvillingverden, hvor de enkelte dele både er velkendte og fremmede for læseren. Det er en verden af sprækker og usynlige vinkler. Næsten alt blandes sammen og er alligevel helt sig selv.

Ofte sker sammenblandingen allerede i konstant overraskende ordsammensætninger. I et og samme digt har jeg fundet følgende: lystfugl, sølvordet, lønndomsvannet, hudrop, slettemark, fangekappen, sjørosens, snekatt, feberøye og moldhage. De enkelte linjer er tit – som de bedste hjemmestrikkede ord – smukke og afrundede i sig selv, samtidig med at de passer skævt ind i digtet, som digtet passer ind i bogen, og bogen passer ind i rækken af bøger. Som et øjeblik i en dag.

Einans bøger er én stor bog, men samtidig er hvert digt en ny åbning, der både er selvfølgelig og svimlende.

Bærer hårde rum
Jeg kan ikke vælge et digt, der yder de andre retfærdighed. I stedet følger her det atypiske Jeg bærer mine harde rom fra Einans seneste digtsamling:

Ting, personer, dyr, vækst og stemninger sidestilles og er konkret tilstede i digtene i en tilnærmelse af et absolut demokrati:

Alligevel er det oftest, specielt i de senere bøger, et "jeg", der taler. Men det er et ustabilt "jeg", der både er én og mange: "Jeg er av kalv og sne", "Jeg er gode fugletreet", "jeg" er alt muligt: "Jeg er deg" står der sågar.

Titlernes skønhed
Titlerne smager af skyer og kan både fungere som åbningslinje eller spørgsmål, som digtet (måske) besvarer. De kan også som hos fx Magritte være digtet så-godt-som-fremmed. Denne mærkelige mangel på sammenhæng øger kun titlernes skønhed: MOR ELDST SETTER SINE UGLER UT, JEG'ETS KURV, JEG GÅR MED MIN BLÅ KALV VED STRANDEN hedder tre på hinanden følgende digte.

Dyster og kalveblid
Stemningen er ofte dyster – ikke mindst i de seneste bøger. Det vrimler med fanger, blødersker, bødler og irriterende dørsælgere. Noget og nogen er blevet og bliver misbrugt og ofret. Noget er tabt og en tomhed hænger ved. Og ikke-eksistensen er heller ikke mere definitiv, end at den er massivt tilstede og optæder både som død og ufødt.

Men som de ovenfor citerede titler indikerer, er der også en kalveblidhed i Einans digte. En smuk og naiv sårbarhed som et barn. Stemmer, der insisterer på godhed og idyl:

Skriver i én køre
Einan skriver efter sigende alle sine digte på følgende måde: Hun finder papir og tuschpen, skriver et navn i højre hjørne af papiret – ikke hendes eget, laver en tuschtegning ud i en streg og skriver så digtet så godt som i én køre. Automatskrift og surrealisme kunne man hævde, men der er snarere tale om en art ultrarealisme, hvor det underliggende lag er af døden eller i hvert fald "af dødt".

Stemmerne synes at komme fra – eller måske bare tale for – døde, ikke-sproglige bevidstheder af enhver art. Fx dyr, jord, træer og selvfølgelig afdøde/ufødte mennesker. Einan tror på reinkarnation og har fortalt, at hun ind i mellem skriver ord, hun ikke kender.

Døde sover i vekket liten askenhage med port.

Om Einan virkelig er spøgelsesdirigent, og man som læser kommunikerer med døde bevidstheder på andenhånd, må man selv bedømme. Jeg kan heldigvis ikke finde ud af hende. I bekræftende fald er det nogle velformulerede ånder.

Tre teksteksempler