Vente, blinke er en levende lærebog i litterære kunstgreb.

ANMELDELSE: Norges anmelderkorps er faldet på halen over Gunnhild Øyehaugs roman Vente, blinke med undertitlen et perfekt billede af et personligt indre.

Jeg er mere forsigtig i min lovprisning.

Bogen forekommer mig – selvom der også kan være en mening med dét – for pludrende, og karaktererne alt for ens i deres stemmer og grundstemninger samt i deres nærmest pubertære behov for på den ene side at blive set og elsket som dem, de er (hvis bare de så selv kendte svaret på netop dét spørgsmål) og på den anden side deres overdrevne angst for samme.

Overordnet set efterlades man upåvirket af værkets indholdsside. Til gengæld blomstrer Øyehaugs litterære kunstgreb lige så overdådigt som Jesperhus Blomsterpark i juni.

En filmende voyeur
Fortællingen tager sin begyndelse hos den litteraturstuderende Sigrid i hendes lejlighed i Bergen.

Som en filmende voyeur zoomer fortælleren, fra det overordnede indtryk af januarlyset gennem vinduet, ind på Sigrid, som i dette øjeblik sidder bøjet over en bog: ”Det kan næsten se ud som om det, der holder ansigtet oppe, er øjnene, fordi de er vågne og stirrende. Midt i Sigrids øjne ser vi pupillerne: Vi bliver trukket ind mod Sigrids pupiller, som er helt sorte og lukkede for os, som punktummer!”

Skriver på en opgave
Sigrid skriver på en opgave om filmmediets brug af yngre kvinder iklædt store herreskjorter, som man fx ser det i Sofia Coppolas Lost in Translation. Men hun har svært ved at fastholde koncentrationen.

Hun har brug for at udveksle synspunkter med vennen Magnus, som hun omsider erkender, hun nok er lidt forelsket i, nu da han er rejst til Oslo og har fået en kæreste. Så der sidder stakkels ensomme Sigrid, spærret inde i sit eget hoved, med udsigt til de nøgne træer, sin blinkende cursor (vente, blinke) og på væggen et billede af Paul de Man og kan ikke formulere det, der ligger hende så voldsomt på sinde. Ak, weltschmerz!

At blive hørt og forstået
Senere i romanen får Sigrid og læseren dog håb om, at Sigrids liv endnu kan tage en drejning til det bedre, at hun kan blive set, hørt og forstået, da hun på en bro i parken (læs: overgangssted/tærskelsituation) træffer forfatteren Kåre Tryvle:

”Det er jo KÅRE TRYVLE! Manden på forfatterportrættet som hun har stirret på i timevis og lagt ansigtet ind mod og hvis arme hun længtes efter at ligge i ligesom Charlotte ligger i Bob Harris’ arme i den sidste scene i Lost in Translation, han står der og holder sine hænder på rækværket ligesom hun gør, det rækværk som er der for at folk ikke skal falde ud over kanten.”

Spørgsmålet er så, om Kåre kan glemme bassisten Wanda, som han holder en pause fra efter et heftigt skænderi om Uma Thurmans karakter i Kill Bill. Ja med andre ord: Holder det rækværk, eller falder Sigrid alligevel ud over kanten?

Malker mælk ud
Sideløbende følger vi filminstruktøren Linnea, der er taget på research i København, hvor hun håber på endnu et møde (som i filmen Before Sunset) med Göran, en universitetsprofessor i sammenlignende litteratur, som hun to år forinden har haft et eventyr med.

Vi præsenteres også for performancekunstneren, den nybagte mor, Trine, som har svært ved at trække grænsen mellem Trine som privatperson og Trine som kunstner – eller skal vi ligefrem sige mellem fiktion og virkelighed? – og skifter en planlagt optræden ud med en performance på et toilet, hvor hun malker mælk ud af sine spændte bryster.

Endelig møder vi fiskehandlerens datter Elida, der går rundt med en guldtand i lommen og drømmer om den sky Viggo, der netop mangler denne tand, og som en skønne dag vil komme og svinge hende op på sin hvide ganger. I det hele taget drømmes der meget og nok også mere end godt er i Vente, blinke.

Huskesteder i litteraturen
Undervejs kædes karaktererne sammen via deres fælles referencer til huskesteder i kunsten, i særdeleshed de litterære.

Dante, Kafka, Servantes og Olav H. Hauge er blandt de foretrukne, som gang på gang citeres. Sigrids yndlingslinjer, det overordnede ledemotiv i værket og dem, Sigrid ser sig selv og sit eget indre spejlet i, er naturligvis Hauges: ”Mit liv er drift over polarhave/Nediset ligger mit skib i ødet”.

Besynderlig bog
Vente, blinke er en besynderlig bog. Umiddelbart ser der ud til at foregå en frygtelig masse, de mange synsvinkelskift er medvirkende til at opretholde dén illusion, det samme gælder de utallige referencer til andre litterære og filosofiske værker samt film og medier i øvrigt.

Men overordnet set bliver det hele ikke til meget mere end svage krusninger på overfladen. På handlingsplanet forbliver vi i overvejende grad inde i Sigrids og de andres hoveder bag de sorte punktumpupiller, og her finder kun en begrænset udvikling sted.

Litterære kunstgreb
Et perfekt billede af et personligt indre… Jovist, forfatteren har ramt plet i sin afbildning og ironiseren over tidens narcissistiske tendenser.

Men Vente, blinke er mere end noget andet et mønstereksempel på en roman, der kan læses som en levende lærebog i, hvordan en romanforfatter gør brug af litterære kunstgreb (fx ekstrem brug af scenisk synsvinkel og metakommentarer) og af symboler (broen som symbol på forandring, tabte tænder for indre usikkerhed og opløsning osv.) for at drive handlingen fremad, skabe linjer og sammenhænge og give historien perspektiv.

Dermed har Gunnhild Øyehaug nok foretaget en ganske opfindsom disponering: Hun har formentlig indskrevet sig selv og sit værk som fast pensum på samtlige Nordens litteraturstudier. Man kan kalde det overordentligt dygtigt eller lidt for smart og glittet.

Jeg medgiver det første fra et kunstnerisk/intellektuelt synspunkt, men min følelsesmæssige oplevelse ligner nok mere det sidste. Der er lidt for meget glasur på den her kage; form har udraderet mening. Men så igen: Det kan der naturligvis, set fra et metasynspunkt, være en hensigt med, for ligger ikke også det i tiden?

Sproglige fejl
Til slut bliver jeg nødt til at nævne, hvor forstyrrende det virker, når der er sproglige fejl i en tekst.

Når pladsen i denne danske udgave gang på gang staves ”plassen”, når Wanda har grædt og efter sigende står med ”ophovne” øjne, hvor de burde have været ophovnede, for ikke at tale om den direkte komiske fejl på samme side, hvor Kåre ikke, som de fleste andre, går ind til eller hos en bager, men ind i en bager. Dumme fejl, som burde være blevet opdaget under korrekturlæsningen.