Emil Bønnelycke

Jeg bøjer mig i støvet for den dynamiske
kraft, der er ingen grund til at nægte
det, jeg er fanatisk tilhænger
af energi og noget, der bevæger sig.

Som menneske kom jeg til verden,
som menneske forlod jeg den, men
ind imellem var jeg også menneske,
et tænkende bundt af muskler
og betagelse. Næsten fri,
kun bundet af min egen forudsigelse
af årsagssammenhænge og pludselig
død. Ligesom et lokomotiv,
på skinner, men i fart.

Fluens øje er min ven, og alt,
hvad der kan dele sig og dog
forblive i live, den store organisme.
Jeg er næsten sikker på,
at evigheden er nedsænket i det
levende som en køl, der holder
nuet lodret og stabilt
i det korte øjeblik, det er.

Jeg husker forskellige lokaliteter
for livsoplevelsen, hver især med puls,
med mangefacetteret pondus, man
kan blive ordløs ved tanken om
trafik og traditionsbrud.

Noget synger højt oppe, problemet
er at fange det, det genlyder
imellem huse og ledninger, der er
i en slags frihedssang, som var det
to legemer, der mødte hinanden
og lirkede hinanden ud af ensomheden.
Det har intet navn fra fødslen,
men kan benævnes med ord som
boogie-woogie eller stjerner bøjet
i neon.

Hvem vil først få nobelprisen i litteratur,
en sporvogn eller en lit de parade?
Hvem vil omskabe konformiteten
til en flagsmykket allé for det frie fald?
Jeg hører nogen le,
det er fremtiden.
Skal vi ikke mødes et sted
og finde frem til en vej til kærligheden?

Sådan kunne jeg blive ved,
min hjerne kører som et stempel
med spørgsmål og seriøse latteranfald,
det vil vise sig at være endnu mere
mærkeligt, når først det kendte
er blevet ukendt og det ukendte kendt.

Himlens skyer interesserer mig,
de farer af sted, naturfilm er også
interessante, når man skifter kanal
eller spoler en video tilbage
med voldsom hast. Kom ikke her.

Kulde og varme strømmer fra hver sin
side, taknemmeligt høster jeg timen,
minuttet, sekundet. Jeg færdes foran
mig selv og vinker mig til side,
hertil og nu, det var dit liv.