På udgang fra virkeligheden

Pablo Henrik Llambías' syvende bog er en sær omgang selvbiografisk fiktion, der blander et hav af genrer, går i rundgang og glemmer sig selv undervejs – lige indtil alting kollapser i en slutning, der slet ikke rimer på resten af bogen, slet ikke rimer på noget som helst.

ANMELDELSE: Den både fængsler og distancerer, Pablo Henrik Llambías' roman, Et ukendt barn.

Fængsler – bl.a. fordi den er glidende, sugende letlæst, fordi bogens jeg-fortæller deler så mange biografiske detaljer med forfatteren, at det er svært at overse, fordi den er smuk – simpelthen.

Og distancerer – bl.a. fordi den er superkynisk, eller rettere jeg-fortælleren virker kynisk i sine analyser af sine omgivelser og medmennesker, fordi den mixer en hob af genrer og nærmest taber sin egen form undervejs, fordi den til sidst bliver næsten uforståelig.

Manuskriptskadestuen
Til en start træder fortælleren ud af romanen og forklarer i en slags rammefortælling, at han begyndte at skrive bogen, umiddelbart efter sin skilsmisse, da han fandt sig selv fortabt i en fremmed og tom lejlighed med børnene på besøg som en slags "campingferie".

Det er en detalje, som Llambías i diverse interviews bekræfter også holder vand uden for romanen: Han begyndte faktisk at skrive romanen efter sin skilsmisse, da han ikke kunne hitte ud af sin tilværelse som delefar.

Det, man kunne kalde handlingen, tager fat, da fortælleren modtager et manuskript med posten. Fortælleren deler erhverv med forfatteren: Han er forfatter og underviser på diverse skrivekurser på højskoler og Forfatterskolen. Men han betragter reelt sig selv som en slags manuskriptskadestue: Et sted, hvor typisk ensomme ældre kvinder med et selvudslettende følgebrev, sender deres (oftest) mere eller (sjældnere) mindre talentløse selvbiografiske manuskripter hen.

Berlin brænder
Efter megen modvilje og overvejelser for og imod vælger fortælleren at give det tilsendte manuskript en chance, så han sætter sig og læser det, der viser sig at være en fascinerende historie om en ung, dansk kvinde, der under 2. verdenskrigs sidste dage sætter sig for at redde sin bror, der tjener som frivillig i det Skandinaviske SS-kompagni Wiking, ud af det brændende Berlin.

Det giver anledning til, at fortælleren genoplever sin egen brændende interesse for 2. verdenskrig i almindelighed, Churchill og slaget ved Ardennerne i særdeleshed. Han gennemgår slaget i minutiøse detaljer, redegør for kampvognskompagniers indbyrdes bevægelser, signifikante træfninger mellem de allierede og tyskerne, strategiske luftangreb.

Desuden får vi en lang beretning om fortællerens tid som vikar på et plejehjem, hvor han ud over at flirte lidt med de kvindelige fastansatte, også fik lejlighed til at diskutere 2. verdenskrig og Churchills rolle i den med en beboer, som måske-måske ikke var frivillig under krigen i SS-kompagniet Wiking.

To slags sammenfald
Og sandelig om vi ikke også hører om en dokumentarfilm, som fortælleren (også i lighed med forfatteren) producerede for år tilbage om tyske veteraner. Vi hører igen i minutiøse detaljer om forskellige interviews med forskellige veteraner, om besøg på cafeterier, økonomiske problemer og en truende kollaps, der i stedet bliver afløst af det muliges kunst: En grov sammenklipning af interviewene og en sen aftenudsendelse på DR i anledning af et jubilæum for krigens afslutning (sjovt nok også en skæbne, der overgik forfatterens film)…

Selvom romanen (utraditionelt) indeholder et (ligeså utraditionelt) index, hvoraf det fremgår, at handlingen falder i fem dele, så er der ingen kapitler, ingen opdeling af den fortløbende ordstrøm. Derfor består indexet også af henvisninger til nogle (lidt kokette) cirkasidetal. Den ene fortælling glider umærkeligt over i den anden, tilbage til den første og over i en tredje osv.

Det meste er sådan set spændende nok, konsekvent pirrende pga. de mange sammenfald mellem fortæller og forfatter, som er vanskelige at hitte rede i og gennemskue nytten af. Det hele er velskrevet, og et eller andet sted også relativt logisk fremadskridende – lige indtil, at den rammefortælling, som man egentlig havde opgivet og delvist glemt undervejs, forfatteren i den kolde, tomme lejlighed med de drypvise besøg af børnene, faktisk dukker op igen. Så indtræder en anden slags sammenfald.

Logikken kollapser
For her kører det hele af sporet. Logikken falder sammen som et korthus i en sær, symbolladet, nærmest surrealistisk og for denne læser helt igennem uforståelig afslutning, hvor forfatteren som en slags konklusion på at have læse det fremsendte manuskript, på mentalt og fysisk at have genoplevet sin egen fortid og sin hengemte og supernørdede interesse for 2. verdenskrig, går sig en tur på Vestre Kirkegård i København.

Her ender han efter at have slentret rundt og beundret floraen i parkanlægget på begravelsespladsen for tyske flygtninge. Han finder en gravplads for et ukendt barn, graver barnet op og fragter varsomt barneliget hjem til sine egne børn, hvor det indtager hæderspladsen for enden af bordet…

Avser! Sikke en underlig slutning på en allerhelvedes underlig roman. Men det interessante er sådan set, at det fungerer. Den på mange måder skamløst god, Llambías' bog. Og jeg slugte den med drengefascination af krigens gru, med opspærrede øjne af spænding i beretningen om kvinden, der søger sin bror i Berlin i kriges sidste dage og timer, med nyfigenhed, når jeg spottede sammenfald mellem fortæller og forfatter og med nydelse over det glatte, elegante sprog.

På ét plan kan man vel læse romanen som en lidt berøringsangst omgang selvterapi, hvor forfatteren ad omveje og ved at fortælle alt det, der ligger ved siden af og rundt om det centrale, for fortalt sig gennem sin egen krise ovenpå sin skilsmisse og sorgen ved at miste sine børn.

På et andet plan kan man bare læse romanen. Og glæde sig over dens mærkværdigheder og rigdom.