Verdammt god underholdning

Steen Langstrup har skrevet en to'er til sin besættelseskrimi, Stikker. Der er dømt hæsblæsende fart over feltet i et stramt styret og sammensat plot. Pokkers god underholdning.

ANMELDELSE: Jeg kunne godt lide Stikker, Steen Langstrups første roman om besættelsestidens Danmark. Det var en regelret whodunit om sabotagegruppen BB's gøren og laden under krigen.

Nu foreligger fortsættelsen så, Panzer – i sig selv lidt af en overraskelse, både fordi Langstrup ikke normalt giver sig af med at skrive fortsættelser på tidligere projekter – og måske endnu mere fordi Stikker ikke ligefrem slutter et sted, der er oplagt at skrive videre fra: Sabotagegruppen ligger i rygende ruiner, nogle af medlemmerne er døde, andre flygtet til Sverige.

Ikke desto mindre: Tre år senere sidder jeg nu med fortsættelsen i hånden. Og hvor Stikker var god, så er Panzer rigtig god. Den er spændende, velfortalt, nuanceret, medrivende og troværdig i sin skildring af samtiden anno 1945.

Vi er i krigens sidste dage, sabotagegruppen BB er genopstået – tilsyneladende mod alle odds (husk på at medlemmerne var enten døde eller flygtede) – men i virkeligheden blot som en logisk konsekvens af menneskets natur: Hvor der er en hurtig skilling at tjene, står der stensikkert også nogen parat til at tjene den. Og selv modstandsarbejdet er der penge i. Ud over at skyde på tyskere og danske medløbere, så driver hovedmanden i BB, Jens, også en sundrute, hvor mennesker og gods transporteres til Sverige – for en anseelig klatskilling, forstås.

Kontant, hårdkogt, knap
Vi er med andre ord i et velkendt Langstrup-univers: En gråmeleret verden, hvor selv vores helte er stærkt anløbne i kanten. Hvor de gode ved et tilfælde er havnet på vores side, og ikke er ret meget mindre onde end de onde – og omvendt: De onde også kan have gode og menneskelige sider og personlighedstræk.

En sabotageaktion på bogens første sider er tæt på at gå galt, den store bagmand i den københavnske forbryderverden, Baronen, likvideres, en afhentning af gods på sundruten glipper, nazisterne er på stikkerne – tyskernes totale kollaps lurer rundt om hjørnet, og alle skal hytte sit eget skind.

Det er en på alle måder ekstrem situation, der danner rammen om handlingen i Panzer: Alle fornemmer, hvor krigen bærer hen – modstandsfolkene ruster sig til at overtage styringen, tyskere og danske medløbere synker hen i forståelig paranoia over deres mere eller mindre officielle placering på modstandsbevægelsens dødslister – og samtidig sidder den øverste nazistiske ledelse tilsyneladende nede i Berlin og planlægger en flugtrute tværs henover lille Danmark.

Man kan anklage Langstrup for at være for knap i sin stil. Den bare 192 sider lange roman har mere end 60 kapitler, adskillige handlingsspor med hver deres persongalleri, som skal udfoldes, sammenflettes og redes ud igen. Eller man kan nyde denne stil. For det kontante, hårdkogte og knappe.

Jeg synes, det fungerer i Panzer. Fungerer godt. Banebrydende litteratur bliver det vel aldrig – men superb underholdning, intelligent fortalt og eminent skruet sammen, må også kunne gøre det.