Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 28.2.2006
[Opdateret d. 5.4.2006]

ANMELDELSE
Steen Langstrup:
Panzer
Kriminalroman
192 sider
Kr. 268,-
2 Feet Entertainment
Udkommet 16. februar 2005

 

Af
Ulf Joel Jensen




I en klumme på sin hjemmeside skriver Steen Langstrup bl.a. om forsiden: 'Jeg forsøger ikke at vise noget af handlingen på forsiden. Det bliver sjældent godt. Jeg vil hellere give en fornemmelse af tonen, smagen, stilen, stemningen i bogen.
Med PANZER skal forsiden vise, at det er dystert/noir, at det er under krigen, at det er spænding.
Jeg har arbejdet ud fra 5-6 skitser med kuglepen, og det er der kommet 14 forslag/variationer ud af.'
Klik for at læse hele klummen på www.steenlangstrup.dk [NB! Følg linket Arbejdsværelset i højre side]

Steen Langstrup
Er født 1968. Han er forlagsejer, forfatter til elleve en kvart bog, tidligere tegneserietegner – og træt. I november sidste år kunne man læse følgende udmelding på hans hjemmeside:

"Lige nu gider jeg ikke rigtig mere. Jeg har nogle forskellige ideer, men ingen af dem rykker i mig for at komme ud. Så jeg har besluttet mig for ikke at skrive, før det igen rykker. Man skal ville noget med det. Ellers skal man sgu finde noget andet at lave. Så forfatteren Steen Langstrup har hermed taget orlov på ubestemt tid."

Et stykke tid før det kunne man læse, hvordan han – efter svære overvejelser – tog livet af sin tegneseriefigur Victor. Og faste læsere af hans klumme vil også vide, at han gentagne gange har lovet sig selv og sin familie at skrue ned for blusset og arbejde mindre.

Det er der sikkert ikke meget at sige til: Steen Langstrup driver forlaget 2 Feet Entertainment ene mand, har på ca. et halvt år udgivet tre bøger (Lars Kjædegaards Montebello, romanprojektet I skyggen af Sadd, som han selv skrev i samarbejde med Kjædegaard, Sara Blædel og Gretelise Holm og nu sin egen Panzer), forhandlet filmkontrakt for Montebello med Erik Clausen, drevet den vel nok oftest opdaterede og mest indholdstunge danske forfatterside og sandsynligvis også haft en lang række andre projekter i kog.
Læs mere – meget mere – på steenlangstrup.dk

Følg tilblivelsen af Panzer
Undervejs i hele Panzer-projektet, først skrivefasen, siden redigering, sætning, omslag, pr-arbejde osv. osv., har Langstrup ført en slags kreativitetens logbog for sine læsere og løbende lagt den på sin hjemmeside, hvor han også besvarer spørgsmål, sælger signerede bøger og andet.
Steen Langstrup inviterer dig ind i arbejdsværelset



*

RELEVANTE LINKS:

Besøg steenlangstrup.dk – vel nok Danmarks bedst opdaterede forfatterside...

Læs Senturas interview med Steen Langstrup om bl.a. den foregående besættelses-krimi Stikker – også andre spændende links...

Læs Senturas anmeldelse af Steen Langstrups foregående projekt, hvor fire kendte krimiforfattere skrev fælleskrimien I Skyggen af Sadd – også mulighed for at læse uddrag fra bogen...


 

Verdammt god underholdning

Steen Langstrup har skrevet en to'er til sin besættelseskrimi, Stikker. Der er dømt hæsblæsende fart over feltet i et stramt styret og sammensat plot. Pokkers god underholdning.

ANMELDELSE: Jeg kunne godt lide Stikker, Steen Langstrups første roman om besættelsestidens Danmark. Det var en regelret whodunit om sabotagegruppen BB's gøren og laden under krigen.

Nu foreligger fortsættelsen så, Panzer – i sig selv lidt af en overraskelse, både fordi Langstrup ikke normalt giver sig af med at skrive fortsættelser på tidligere projekter – og måske endnu mere fordi Stikker ikke ligefrem slutter et sted, der er oplagt at skrive videre fra: Sabotagegruppen ligger i rygende ruiner, nogle af medlemmerne er døde, andre flygtet til Sverige.

Ikke desto mindre: Tre år senere sidder jeg nu med fortsættelsen i hånden. Og hvor Stikker var god, så er Panzer rigtig god. Den er spændende, velfortalt, nuanceret, medrivende og troværdig i sin skildring af samtiden anno 1945.

Vi er i krigens sidste dage, sabotagegruppen BB er genopstået – tilsyneladende mod alle odds (husk på at medlemmerne var enten døde eller flygtede) – men i virkeligheden blot som en logisk konsekvens af menneskets natur: Hvor der er en hurtig skilling at tjene, står der stensikkert også nogen parat til at tjene den. Og selv modstandsarbejdet er der penge i. Ud over at skyde på tyskere og danske medløbere, så driver hovedmanden i BB, Jens, også en sundrute, hvor mennesker og gods transporteres til Sverige – for en anseelig klatskilling, forstås.

Kontant, hårdkogt, knap
Vi er med andre ord i et velkendt Langstrup-univers: En gråmeleret verden, hvor selv vores helte er stærkt anløbne i kanten. Hvor de gode ved et tilfælde er havnet på vores side, og ikke er ret meget mindre onde end de onde – og omvendt: De onde også kan have gode og menneskelige sider og personlighedstræk.

En sabotageaktion på bogens første sider er tæt på at gå galt, den store bagmand i den københavnske forbryderverden, Baronen, likvideres, en afhentning af gods på sundruten glipper, nazisterne er på stikkerne – tyskernes totale kollaps lurer rundt om hjørnet, og alle skal hytte sit eget skind.

Det er en på alle måder ekstrem situation, der danner rammen om handlingen i Panzer: Alle fornemmer, hvor krigen bærer hen – modstandsfolkene ruster sig til at overtage styringen, tyskere og danske medløbere synker hen i forståelig paranoia over deres mere eller mindre officielle placering på modstandsbevægelsens dødslister – og samtidig sidder den øverste nazistiske ledelse tilsyneladende nede i Berlin og planlægger en flugtrute tværs henover lille Danmark.

Man kan anklage Langstrup for at være for knap i sin stil. Den bare 192 sider lange roman har mere end 60 kapitler, adskillige handlingsspor med hver deres persongalleri, som skal udfoldes, sammenflettes og redes ud igen. Eller man kan nyde denne stil. For det kontante, hårdkogte og knappe.

Jeg synes, det fungerer i Panzer. Fungerer godt. Banebrydende litteratur bliver det vel aldrig – men superb underholdning, intelligent fortalt og eminent skruet sammen, må også kunne gøre det.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[ t o p ]       [ h j e m ]