Helt tilbagevise min skepsis kan parabeltankerne ikke. Selvom Peter Martin Jørgensen gør et hæderligt og nogenlunde kvalificeret forsøg. Det indtryk, samlingen efterlader hos mig, er præget af umodenhed. Mange af digtene handler om at være fuld, at være alene og ked af det og spekulere på, om nogen overhovedet vil savne en, hvis man nu skulle gå hen og dø. En lidt triviel flirt med tanken om selvmord.

Selvom selvmord jo mildest talt er en alvorlig og ultimativ form for problemløsning, så bliver en kredsen om det alligevel lidt for kedelig og uinteressant at læse digte om. Parabeltankerne (hvad er det i øvrigt for en størrelse?) i Peter Martin Jørgensens bog bliver aldrig helt fængende, fordi forfatteren ikke formår at trænge om bag de livsomstyrtende følelser. Han kommer ikke rigtig længere end til at konstatere deres eksistens.

Sprogligt er bogen dog lidt mere interessant. Uden at være nogen genistreg formår 'Parabeltanker (Om kærligheden)' trods alt at vække mig og min interesse. Det sker, fordi Peter Martin Jørgensen skriver sine digte på en forfriskende og meget klædelig ikke-klynkende facon. Følelsesmæssig tumult er en næsten uundgåelig del af det at være i live - og som sådan behandles det også i samlingen. Der er ikke særlig meget selvynk, selvom indholdet i digtene bestemt ligger op til det. Det er, som om forfatteren er nået lidt på afstand af denne periode i sit liv og beskriver den herfra.

Desværre formår han ikke at trænge til bunds, så selvom Peter Martin Jørgensen har potentiale, så forløses det aldrig i denne samling. Han har for lidt at byde på; for lidt "stof". Derfor bliver digtene kedelige og unødvendige.

Sprog: Underholdning: Potentiale: Nødvendighed:

* * * * * * *

[Der gives mellem en og seks stjerner]