Den franske surrealist Paul Éluard skriver sig ind på zoologien med al den følsomhed og poesi, som nu engang er nødvendig for at gennemlyse koens og grisens, fiskens og edderkoppens egentlige væsen.

SJÆLEN FINDES, og den har kattepoter, de er fine og hvide og meget ømme. Og med en enkelt klo til retfærdighed. Den findes i stemmen, der findes i digtene, som er skrevet af Paul Éluards hånd og samlet i den lille poesibog, Dyrene og deres mennesker, menneskene og deres dyr, oprindeligt udgivet 1920.

Toogtredive stykker papir lister og stryger den sig hen over, stemmen og sjælen, den lyder fx sådan her i digtet med den typisk lille og helt neutrale titel Ko:

Selvfølgelig skal græsset være lige præcis så blødt, når det modtager den store, tunge, rare, konkrete ko. Digtet er en konstatering, et opslag under "ko" i en encyklopædi over dyrene og deres mennesker, og menneskene og deres dyr, et poetisk faktum.

Surrealistisk fine tuning
Paul Éluard (1895-1952) tilhørte surrealist-kredsen omkring Breton, og ismen har da også sat sit præg på mange af digtene. Men Éluards poesi ligger milevidt fra automatskriftens rablende sprogudladninger og de voldsomt kaotiske billedverdner, som er kendetegnende for en lang række af bevægelsens tekster.

At digtene har rødder i sindets nederste lag viser sig bl.a. gennem det udflydende og drømmeagtige i logikken og i billeddannelsen, men det er ikke ucensurerede afskrifter af det ubevidste. Det er tekster skrevet af en bevidst poesimager, som har ører, øjne og følehorn ret så godt skruet på – både dem, der retter sig indad og udad:

Realisme i røjsere
Det er ikke altid, Éluard svæver så højt eller dykker så dybt i sine digte – somme tider planter han sig helt tung og røjserbeklædt på landjorden foran sit motiv:

Sjældent har nogen digter med så stort held kastet sig over grisemotivet. Ingen dikkedarer eller trøfler eller noget, bare et stykke kernesundt close up-landbrugsrealisme tilsat følsomhed og humor: Enkelhed drejet af en øm filur.

Poesiens brevvægt
I både digtet om fisken og digtet om den arbejdende gris ser man én af de ting, der optager Éluard: undersøgelsen af forskellige tings vægt, undersøgelsen af forholdet mellem tungt og let. I stykket om fisken er verden let, elementerne flyder frit, svømmeren danser, og sejlet åndet, mens der i det landlige digt lægges vægt på tyngden – hovedet er stort og ubevægeligt som en kanon, grisen er til, nede på jorden og uden grublen, i alle sine rolige kilo.

Hele tiden bliver ting vejet, men ikke bare ud fra én fast skala. Fx: "Edderkoppen, / Lykkelig over sin vægt, / Sidder ubevægelig / Som blyet i en lodline", "[…] Fuglene leger at de erstatter / Solen der er lettere end den olie / Der flyder imellem os". Eller når digteren siger, at om natten er kattens øjne "[…] For store til at den kan skjule dem / Og for tunge til drømmens tabte vind".

Tingene vejes på en slags 'poesiens brevvægt', og det sker med samme præcision som hos én, der dealer coke.

At tale sammen – med sig selv
Stemmen i digtene holder hele tiden en samtale i gang. En samtale, der løber – ikke bare mellem tungt og let – men mellem det udvendige og indvendige øje, subjektets brogede månelandskaber og den konkrete verden, der er præcis, som den er, og mellem de forskellige sprog, der lægger ord til disse sfærer.

Den stemme, der kommer vidt omkring og som taler frem og tilbage, væk fra og hen imod sig selv, er hele tiden personlig og ærlig, kommer kun fra ét menneske og lånes ikke ud til andre. Hvis rollen er der, er den hel, attituden er ikke relativ – der er bund i poesien.