ANMELDELSE: Udenfor stod to rockerrelaterede typer. Størrelse XL og XXL. De stank af smat og druk. XL var kortklippet, havde ring i øret, baseball-kasket, skovmandsskjorte, kamouflagebukser og masser af tattoos. XXL var langhåret, også med ring i øret, skovmandsskjorte, lædervest, sorte Levi's, store boots og bredt bælte med nitter. Endnu flere tattoos. Han bar en dødningering og manglede i øvrigt en finger og et par tænder.

Disse to velvoksne fyre er en del af det vildtvoksende krat af bipersoner i Peder Bundgaards krimidebut. Og efter hovedpersonens møde med dem går det over stok og rullesten. Op og ned af gaderne, på knejperne i stræderne… Vi møder både Inga, Katinka og Charlie – og der er sågar flere, fx hr. XL og XXL ovenfor, der kører Harley.

Knald på drengen
Bundgaards bog en er herlig, speedsnakkende satire. Den gør sig kostelig både over den hårdkogte noir-genre med dens afdankede helteskikkelser, over rockmiljøet, over den københavnske storbymentalitet – og et eller andet sted også over sig selv. Og den gør det godt.

Der er knald på drengen. Masser af ligheder med Onkel Dannys gamle krimier – og såmænd også med disses forbilleder, de amerikanske ur-helte som Raymond Chandler og Dashiell Hammett, men også med de rigtigt billige og snuskede genrestykker udgivet i pocketbookformat og solgt for en flad 4,75'er i halvfjerdserne. Vi taler hæfter som Nick Carter-serien, der flyder over med helte i hurtige biler, letlevende damer og skurke i letvægtshabitter, hvor man mere end aner en bule under venstre armhule…

Bundgaards miljø har en afdanket helt med klassisk hang til whisky. Lidt mere uklassisk vælter han rundt på cykel i stedet for i sportsvogn, men helt tilbage på sporet kommer vi igen, når jeg nu afslører, at han optræder som private eye. Det bliver dog tilpas underligt, når jeg bliver nødt til at forklare, at han faktisk er en halvinvalideret fotograf, som derfor har slået sig ned som freelancegrafiker… Der var bare det, at Vesterbrobladet lavede en kikser, da de skulle indrykke hans annonce for sit bureau, så nu tror alle, at han faktisk driver detektivbureau frem for et grafikbureau. Helt i stil med de gamle bøger bevæger vor helt sig i en verden på kanten mellem det supermondæne og det voldsomt forsumpede. Der er ingen letvægtshabitter i Bundgaards bog, men masser af lækre sild, som måske/måske ikke er til at komme i trusserne på.

Læskedrik med dyremotiv
Vores helt, den nyslåede privatdetektiv, hyres til dels at hitte en forsvundet pige (lækker sag med en fræk tatovering på rø… på lænden) og dels til at finde det gamle pigtrådsorkester, Ikaros' Great Lost Tape. Et bånd med hidtil ukendt materiale af det hedengangne band, som nu skal støves af og genudgives, fordi de er gået hen og blevet kult.

Tilsyneladende er der en vis sammenhæng mellem de to sager – og hvad er det for noget med forsangeren, der måske/måske ikke er død i en udørk i Asien, og som måske/måske ikke havde indgået en pagt med djævlen? Vi bevæger os rundt i modstridende forklaringer fra alle de gamle afdankede hippier, hvoraf nogle har bevæget sig til samfundets top, andre sidder tilbage i musikermiljøets randmiljø med drømmene fra dengang, og andre igen er måske/måske ikke døde, mens de sidste er faldet helt igennem til samfundets bund.

Og er der også sammenhæng til mordet på rockanmelderen Skarpretteren? Det bliver mere og mere speget. Mit bedste råd er: Ryg en hjemmeruller (joint), skænk en tørvemost (whisky) eller nap en læskedrik med dyremotiv (elefant-øl) og find selv ud af det…