ANMELDELSE: I anledning af forfatter og professor Per Aage Brandts 60 års fødselsdag har Borgen valgt at udgive et udvalg af dennes digte, og det kan man kun glæde sig over.

Især det at gøre noget med sproget er Brandts speciale. Det er den coolnes, som præger hans digte; altid at være en smule på afstand uden at sproget ender i filosofi, rene sproghandlinger eller bare akademisk sniksnak.

Sprogets nærvær
Jeg mener ikke, at man, som Thøfner taler om i sin efterskrift, kan tale om fraværspoesi, snarere tværtimod. At jeget ikke er et gængs jeg, men kun en såkaldt shifter, deiksis osv. er grundlæggende for megen poesi og ikke kun for en fraværspoesi. Det, der er nærværende, er derimod sproget, sproget som tanke og tanken som sprog.

Som læser hvirvles man ind i et spil med sproget, der mange steder praktiseres særdeles suverænt af Brandt, men det betyder ikke, at sproget kun er i spil, og at der ikke er noget på spil. Det er sprogets nærvær, det handler om; måden det kan hvirvle tankerne ud af led, men også måden tankerne kan sætte sproget på plads igen, hvilket faktisk godt kan gøre særdeles ondt.

Thøfners efterskrift, for nu at gøre det færdigt, bærer i øvrigt tydelig præg af, at der desværre mangler noget sekundærlitteratur om Brandts poesi. Thøfner tøffer sig en smule frem med det, han kalder "begrebet poetisk stemme". Men for det første mener jeg, at det er problematisk at kalde dette fænomen for et begreb (jf. Blanchot, Engdahl m.fl.), og for det andet er stemmefænomenet oftest knyttet til en slags moderne pseudo-nærværsmetafysik, hvorfor det bliver problematisk i forhold til Brandts overordnede coolnes og Thøfners egen tale om fraværspoesi.

Men Thøfner leverer et heroisk bud på, hvad Brandts poesi er, og det er fint nok.

Digtet vrides ud
Hvad er Brandts poesi så? Tøf tøf tjah… Jeg tror ikke, at det er tilfældigt, at Brandt inden for sin akademiske karriere også har kastet sig over litteraturkognitivisternes begreb om blending.

Netop blendingen, der er et metaforisk erkendelsesredskab, er jo i høj grad det, som Brandts digte benytter sig af. Brandts poesi har to overordnede input-rum, filosofien og litteraturen. Det generiske rum, disse to input-rum så til sammen danner, leverer en skønsang af eksempler på, hvordan tanken og sproget kan være komplementære. Det er sproget som en karklud, hvor dets potentialitet konstant vrides ud.

Naturligvis kunne man så udvide det billede, hvis man har tid og lyst (og fx hedder Wittgenstein). Hvad er karkluden vædet med? Sidder højre og venstre hånd på samme person? Udgår deres bevægelse fra samme hjerne? Og så videre. Imidlertid virker blendingen, før man ved af det, den har aftvunget et billede i tanken og en tanke med billedet, muligvis tanker der ender i en blindgyde, men dem behøver man ikke at være bange for, især ikke når de optræder som ren poesi.