BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra Per Aage Brandts Fandango.Poesi

INTERVIEW: Kan du fortælle noget om din arbejdsrytme, hvordan finder du plads til at skrive digte mellem alle de andre projekter?
– Det er ligesom at spille på et instrument; man må øve hver dag, ellers bliver det forfærdeligt at høre på, når det endelig gælder. Ingen dag uden en linje.

– Jeg skriver hver nat, fortrinsvis kl. 24, når jeg er færdig med at ævle på mæjlen. Første linje kommer automatisk

»Første linje kommer automatisk ud af venstre øre. Jeg prøver så at høre efter, hvad systemet derefter mumler...«

ud af venstre øre. Jeg prøver så at høre efter, hvad systemet derefter mumler, og noterer, hvad jeg opfanger.

– Så sørger jeg for, at der ikke bare trykkes sprog ud herfra og til i morgen; det er her, formaterne kommer ind i billedet: Jeg prøver, om jeg kan stoppe maskinen efter 6, 10, 12, eller 14 linjer, det kan jeg heldigvis ofte. Sommetider kan jeg få den til at holde kæft igen efter bare en enkelt linje, så er natten reddet.

– Næste aften læser jeg, hvad der dog står fra den forrige, og griber ind, hvis det kalder på nødhjælp. Nogle af manuskripterne er derfor skrevet strofevis baglæns, så den sidste tekst er den, man læser først – for derefter at dykke ned i det, der gik forud, døgn for døgn.

Selvbegrænsning som metode
– Kun når jeg er i gang med en artikel eller et oplæg til en præsentation næste morgen, typisk på rejser, springer jeg poesien over, ligesom jeg heller ikke kan komme til at spille klaver (på hotelværelset).

– Min metode, har jeg lagt mærke til, består i selvbegrænsning og således typisk også i at forbyde mig selv at skrive poesi, hvis kvoten er brugt. Jeg har så én chance, ikke mere, pr. dag (nat). Det virker i almindelighed, fordi der som i enhver skribent også er en vis (ofte temmelig stærk) modstand mod at begå skrift.

Modstanden mod at begå skrift
Hvad er det for en spænding der ligger i denne modstand mod at begå skrift?
– Måske er modstanden mod at begå skrift en egenskab ved skriften. Grunden til, at sonetten overlevede modernismen er sikkert, at den på forhånd leverer sikker viden om, hvornår teksten er "forbi". Knapheden, poesiens helt centrale motor, kan kun fungere, hvis den på en eller anden måde støttes formelt.

– Skribenten må hjælpe teksten med at slutte, før det er for sent, og alt er forvandlet til sprogligt opvaskevand. Sagen kan sammenlignes, tror jeg, med psykoanalysens og andre

»Skribenten må hjælpe teksten med at slutte, før det er for sent, og alt er forvandlet til sprogligt opvaskevand.«

psykoteknikkers tidsbegrænsede seancer; jo kortere, jo fyndigere, hvis analysanden da ellers er klar over kortheden på forhånd.

– Her kommer modstanden ind: Man nærmer sig ting, man ikke vil røre ved, og så gør man det alligevel, og så klapper man i, inden man har fornægtet det hele ved at drukne det i flom som i almindelig konversation.

– Modsætningsvis kan man sige, at hvis det, man gør, får mening i kraft af det, der følger efter det, og hvis man så fortsætter til evig tid, eller fortsætter, som om man havde evig tid til rådighed, så får det, man gør, faktisk ikke meget mening.

Kunst kan mekaniseres
Behøver du at gå til en anden grad af sensitivitet for at kunne skrive digtene? Umiddelbart virker det som et hårdt skift fra aftenens mailkorrespondance til digtene.
– Kunst kan faktisk mekaniseres: Man trykker på en mental knap, så spiller man, eller så skriver man, eller så retter man opgaver til morgendagens timer, eller skriver ansøgninger.

– Det værste er, som du også noterer, e-mail-strømmen, en kulturel plage; denne kommunikationsform brænder neuroner af som ingen anden.

At styre uden om personligheden
Ved oplæsningen står man også med et afgrænset tidsrum, hvor der så skal ske et eller andet. Hvilke tanker har du gjort dig om den situation?
– I en vis forstand er der noget galt med oplæsninger i almindelighed; de bliver personaliseringer. Cirkusforestillinger. Især de amerikanske oplæsninger. Stemmen i poesien er imidlertid ikke en psykologisk vibrerende teatralsk rolle-stemme, dvs. et digt er ikke en replik i et imaginært skuespil.

– Når poeter ofte "messer", husk Poul Borums oplæsningsstemme, f. eks., og i ekstrem grad Inger Christensens, har det

»I en vis forstand er der noget galt med oplæsninger i almindelighed; de bliver personaliseringer. Cirkusforestillinger.«

at gøre med at styre udenom personaliseringen – man er ikke SIG, bio-personligt, og skal ikke være det, når man leverer stemme til et stykke poesi, et stykke af poesien.

– Man er tekstens stemme. Hvordan lyder den, eller: hvordan skal den lyde? Den samme tekst kan fræses af sted, hviskes, gnægges ironisk, køres af med russiske armsving. Det bedste, jeg nogensinde har oplevet desangående, var Hotel Proformas geniale levering af mine temmelig mærkelige tekster deklameret af 7-årige børn. Se, dét var poesi! Hårrejsende, både den flamske og den danske udgave.

– For ikke at være SIG under oplæsninger er det som bekendt almindeligt blandt poeter at ikke være ædru, men virkningen er desværre den modsatte: ecce homo!

Lytteren er ikke terapeut
Hvordan ser du på lytterens rolle ved oplæsninger?
– Læseren, lytteren, er kommet for at høre poesi, ikke for at blive oplæserens terapeut.

– Jeg har engang, ved en oplæsning på universitetet, naivt prøvet at kommentere teksterne semiotisk ind imellem. Frygtelig virkning, gør det aldrig. Tilhøreren vil ikke være medsammensvoren. Kollega. Nej og atter nej.

– Poesi er sprog, som er koaguleret i en vis form, og man skal ikke ophæve koaguleringen eller prøve på det ved en reanimerende oplæsning. Resultatet vil være massakre.

Poesi kan ikke være succeslitteratur
Hvordan oplever du det litterære undergrundsmiljø i USA, sammenlignet med det danske?
– Som Roubaud [fransk poet og matematiker, red.] siger, er poesi selvfølgelig en minoritær genre, der altid vil interessere et forsvindende mindretal – men dette mindretal kan enten danne et miljø eller

»Her er undergrunden internettiseret og kan derfor ikke danne noget miljø, eller kun en slags poetisk fjæsebog.«

ikke. Her er undergrunden internettiseret og kan derfor ikke danne noget miljø, eller kun en slags poetisk fjæsebog.

– Der er ikke denne strøm af oplæsningsarrangementer, som vi kender fra Danmark. Man finder ikke digtoplæsninger spektakulære nok til at gide organisere dem, medmindre nogen har vundet en pris.

– Poesi kan ikke være spektakulær succeslitteratur, og derfor kan den ikke blive genstand for kulturel interesse.

Kun pristagere og mord i avisen
– Kultur er kommers her, og disse folk mener det virkelig. Bortset fra meget store pristagere kommer poeter kun i avisen, hvis de er indblandet i et mord, for eksempel.

– I Danmark vælter vi os i udgivelser i bogform, også når det gælder svære og smalle ting. I USA er det næsten umuligt at få en udgivelse af sted på denne måde, med mindre man vinder én eller anden litterær konkurrence.

– Mange skriver, men kan ikke vise mig en bog, for det er aldrig lykkedes dem at få udgivet en sådan. Tidsskrifter er der mange af og selvfølgelig en rasende mængde netsteder for poesi.

– Det er meget mærkeligt at se dette tomrum, fravær af digtbøger og eksperimentelle værker, som vi er vant til at diskutere. Det sker ikke her; netbegivenheder giver jo ikke anledning til diskussion, idet folk beskæftiger sig med dem i enrum og efter midnat.