![]() |
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
Publiceret d. 8.7.2008 [Opdateret d. 8.7.2008]
ANMELDELSE Per Petterson:
Af
* RELEVANTE LINKS:
|
Ekko fra barndommens land Med to nye udgivelser i rap har vi fået alle skønlitterære bøger af norske Per Petterson på dansk. De viser, at forfatteren fra begyndelsen skrev med gnist og glød og hans serie om Arvid er i høj grad en rejse, der er værd at begive sig ud på. ANMELDELSE: Den franske romanforfatter Marcel Proust vidste det: Intet stof er så stærkt som erindringens. Hvorfor? Fordi det, vi har oplevet før, er med til at bestemme, hvem vi er nu, og hvad vi kan blive til i fremtiden. Ethvert menneske har sin egen historie, og den begynder med barndommen, men denne så vigtige periode fremstår som regel hyldet i et tåget skær. Man kan huske tilbage, men i tilbageblikket, ser man den forbipasserende tid som et ældre jeg: Man er naturligvis en anden ikke længere et barn. Men hvad, hvis det kunne lade sig gøre at skrive en prosa, der ikke blot så tilbage på barndommen, men virkelig var i barndommen? En prosa, der kunne fremmane barndommens blik, men med den voksne kunstners fornemmelse for form og tidens melankolske sødme printet på det gulnede papir? Det er denne opgave, den norske forfatter Per Petterson har sat sig for at løse i sine to første bøger, Aske i munden, sand i skoen og Ekkoland, der nu endelig er udkommet på dansk. Rengøring og tandbørstefabrik Faderen har før været på en skofabrik, og det nye job passer hverken ham eller sønnen godt. Arvid overværer på et tidspunkt, at faderen brænder de gamle læster, og det resulterer i en intens ordveksling mellem de to: Far satte kurven fra sig midt på stuegulvet og så kastede han den ene læst efter den anden ind i den gamle, sorte brændeovn med løvefødder, og derinde brændte de godt, med en rød, hidsig flamme. Den citerede passage er et godt eksempel på Pettersons skrivestil, hvor der ingenting sker og alligevel sker alt. Den underspillede symbolik: den hidsige flamme i brændeovnen, der svarer til faderens indre vrede, den fint skårne dialog og den effektive afslutning, hvor faderen slutter af med at smække med døren. Underspillet intensitet Hvis bogen opleves som uden en egentlig rød tråd, så skal det imidlertid tages som noget positivt. For hvor ofte oplever vi egentlig livet som en sammenhængende fortælling? Er livet ikke snarere en række oplevede situationer, der på baggrund af deres kronologi indskrives i en narrativ sammenhæng. Rent praktisk har det dog fået den konsekvens, at bogen er svær at genrebestemme. Den er blevet kaldt novellesamling, novellekreds og roman, og i virkeligheden er den ingen af delene: Den hænger for tæt sammen kronologisk og kompositorisk til at være en novellesamling og er alligevel for løs til at være en "rigtig" roman. Det samme kan i øvrigt siges om efterfølgeren, Ekkoland. Ung mand i Jylland Og dette miljø står en del svagere i tegningen med mere anonyme karakterer. Hvor Petterson i den første med få strøg kunne tegne et præcist billede af sine bipersoner som den uforglemmelige "Fede" og onkel Rolf, så er der Ekkoland flere personer, hvor hans evne til at mestre antydningens kunst falmer en smule. Det gælder især portrættet af bedstemoderen og bedstefaderen, der forbliver underligt uforløst trods fine ansatser til mere dybdegående nuancer. Bedstemoderens strenge religiøsitet pensles simpelthen for bombastisk ud. Arvid selv mister også noget af sin magi, idet hans problemer, naturligt nok, bliver mere pubertære, eftersom han nærmer sig teenagealderen. I stedet for den otteåriges sansende poesi, får man den tolvåriges jalousi og trodsighed og alligevel er Arvid selvfølgelig stadig Arvid med sin evne til at registrere alting omkring sig stort og småt. Poesien er der stadig, men noget er gået tabt. Beskrivelsen af venskabet med drengen Mogens er noget kedeligt og de litterære referencer til Pelle Erobreren og Huck Finn lidt for insisterende. Show it don't tell it Petterson er som en maler, der fanger hver enkelt lille detalje i det scenario, han skitserer, men det er forskelligt i hvor høj grad, han lykkes med at skabe en stemning, der overskrider den enkelte situation. Når han er bedst, så rummer hans prosakunst et væld af uudtalte følelser, men selv når han blot skønmaler, som i dette tilfælde, så sker det med et øje for stemningen, der gør, at læseren uvægerligt skaber sine egne billeder. Aske i munden, sand i skoen og Ekkoland er bøger, der skyr al unødvendig ornamentik. Som hos Hemingway er princippet at vise frem for at fortælle. Dette betyder ikke, at der ikke er et væld af uudtalte følelser og historier under overfladen, men at disse i høj grad må iagttages mellem linierne. Med gnist og glød Ægteskabet, hvad enten det er mellem Arvids forældre eller bedsteforældrene, er en skrøbelig konstruktion, der gemmer på megen smerte og alligevel skinner kærligheden igennem overalt i Arvids forhold til forældrene, søsteren og vennen Mogens. Man mærker gennem hovedpersonen, at livet er værd at leve og dette kommer til udtryk ikke bare i relationerne mellem menneskene, men også i det sansningens sprog, der gør især debutbogen til en stor oplevelse. Det kan anbefales at læse bøgerne kronologisk, da de i høj grad bygger videre på hinanden, og som læser kan man følge Arvids videre færd i de bøger, der kommer efter Aske i munden, sand i skoen og Ekkoland. Disse to første bøger viser, at Petterson er meget mere end succesromanen Ud at stjæle heste. Forfatteren skrev fra begyndelsen med gnist og glød. |