Hen over sommeren har en række danske og udenlandske forfattere boet på forfattercentret Hald Hovedgaard for at finde tid og fordybelse. Vi spurgte, hvad litteraturens opgave er i dag – og svarene var forskellige, men pegede dog alligevel i samme retning: Litteraturen befinder sig i rummet mellem pligt og leg. Men hvad skal vi egentlig med litteraturen, hvis den ikke har et overordnet ærinde i dag?

INTERVIEW: I juli og august husede forfattercentret Hald Hovedgaard ved Viborg en række udvalgte danske og udenlandske forfattere i forbindelse med programmet International Residency for Writers at Hald.

Programmet, der i forkortet form kaldes H.A.L.D. (Housing Authors & Literature, Denmark), har til formål at tilbyde skønlitterære forfattere en mulighed for at finde arbejdsro og møde kolleger i idylliske og inspirerende omgivelser. I alt otte forfattere blev ud af mange ansøgere inviteret til at deltage i programmet, der varede 4 uger.

Fælles for dem er, at de alle skriver inden for den skønlitterære genre, de er unge, og de har allerede udgivet bøger. Og så søger de alle sammen det, der er meget svært at definere, men let at genkende, når man ser det: Den perfekte tekst.

Men findes den perfekte tekst overhovedet, og hvad skal vi egentlig med fiktionen, hvis den ikke længere har noget samfundsmæssigt ærinde?

Altid mening i kunsten
Maja Lucas er 30 år og debuterede i 2007 med kortprosasamlingen Jegfortællinger. Det er ikke første gang, hun befinder sig på Hald Hovedgaard for at skrive – snarere tiende gang, selvom hun ikke er helt sikker på antallet af opholdene.

Hun mener, at god kunst som regel altid har potentiale for et politisk budskab:

– Goethe havde ret i, at god kunst er politisk. Der er altid en mening i kunsten. Det kan ikke undgås, at der er noget i det. Der vil altid være potentiale for et politisk budskab. Men man skal passe på med at spænde kunsten for forskellige vogne.

Den menneskelige krop har været et emne, der har optaget Maja Lucas som forfatter. Jegfortællinger slutter med en beskrivelse af en nøgen kvindekrop, hvor der bliver lagt vægt på en masse detaljer, der normalt ikke betragtes som smukke eller acceptable, nemlig kropsbehåring, appelsinhud og tykke lægge.

– Jeg har hørt, at Suzanne Brøgger skulle have sagt, at det man prøver at bekæmpe med litteraturen, er skammen over at

»Jeg har hørt, at Suzanne Brøgger skulle have sagt, at det man prøver at bekæmpe med litteraturen, er skammen over at være menneske.«

være menneske. For mit vedkommende vil jeg især sige skammen over kroppen. Kroppen forbindes ofte med skam. Jeg har i den forbindelse behandlet "lægens blik" i mine tekster.

– Lægens blik er interessant i en litterær sammenhæng, fordi lægen tilbyder et nøgternt blik på de dele af ens krop, som ikke fungerer optimalt, og som man måske ville skamme sig over, det være sig impotens, bumser eller fordøjelsesproblemer. Lægens blik kan bidrage til at neutralisere skammen, samtidig med at der nok altid vil være en rest i én af den.

– Eller rettere sagt: I lægekonsultationen sker der et sammenstød mellem den subjektive, følsomme bevidsthed og det objektive, nøgterne blik, og det er et meget interessant sammenstød, ikke mindst i en litterær kontekst.

Hvorfor er det skamfuldt at være menneske?
– Jeg mener, at menneskets eksistens er forbundet med masser af skam. Ikke mindst via kroppen, som prutter, lugter, bløder, ældes, bliver syg og alt muligt andet, der er svært at håndtere. Men også vores bevidsthed kan være forbundet med skam, eksempelvis når vi er smålige, lyver eller sårer andre.

– Det, at vi ikke kan undgå at være uperfekte er enormt skamfuldt, mener jeg, ikke mindst fordi mange af os ikke længere har religionens kollektive syndsbevidsthed som ballast. Hvor den kristne ideologi lyder: "Du er en synder, men du er også frelst i Kristus", lyder den ateistisk-moderne version snarere: "Du gør hele tiden noget galt, og det er der ingen nåde for".

Tror på den perfekte tekst
Maja Lucas har både læst litteraturvidenskab på universitetet og gået på Forfatterskolen. Hun har derfor fået to vidt forskellige tilgange til litteraturen ind under huden: Den videnskabelige og den kunstneriske. Ifølge hende er det bedst at lade intuitionen tage over i skrivningen, da det får skriveprocessen til at bevæge sig hurtigere, end hvis man benytter en mere struktureret og intellektuel tilgang.

– Jeg tænker bestemt ikke på et budskab, når jeg skriver. Jeg lader underbevidstheden styre det. Underbevidstheden ved meget mere end det bevidste. Det er noget intuitivt. Men det fungerer.

Maja Lucas er perfektionist. Og hun indrømmer, at det er med til at gøre processen hård, når hun sidder med måske 100 forskellige versioner af det samme manuskript for at få resultatet til at blive så helstøbt som muligt.

– Jeg tror på den perfekte tekst. Både ved hjælp af hårdt arbejde og som en pludselig indskydelse. Jeg har flere gange prøvet at vågne op og skrive en passage ned umiddelbart efter noget, jeg har drømt, og det er blevet ved med at fungere.

– Jeg tror dog ikke på den perfekte bog. Der vil altid være nogle småting, man er utilfreds med. Men en perfekt passage kan godt opnås.

Litteratur er landkort til territoriet
Litteratur skal helst rykke et eller andet. Gerne nogle grænser eller samfundsnormer.

I hvert fald hvis man spørger forfatteren og litteraturkritikeren Kristian Ditlev Jensen. For ham er litteratur en leg med sproget – men det er en alvorlig leg:

– Jeg havde engang en litteraturprofessor på universitetet, der sagde, "Literature is maps to the territory". Det er landkort

»Jeg havde engang en litteraturprofessor på universitetet, der sagde, "Literature is maps to the territory". Det er landkort til territoriet.«

til territoriet. I overført betydning kan man få en forståelse af, hvordan det er at være en eller anden – eller bare hvordan det er at være en anden.

– Sproglig udvikling, for eksempel i rap eller lyrik, kan også være medvirkende til det. I det hele taget steder, hvor man får prøvet grænserne af. Så er der det her med, hvad man må tale om – hvad man overhovedet må diskutere offentligt. Det bliver der også rykket ved.

Økonomi og kunstnerisk kvalitet
Det kan være svært, for ikke at sige umuligt, at leve af at være forfatter i Danmark. Forfatteres økonomiske vilkår er derfor en medbestemmende faktor for litteraturens kunstneriske kvalitet. Hvilket leder til det uundgåelige spørgsmål: Hvordan definerer man, hvad der er god litteratur? Er det tegn på høj kunstnerisk kvalitet, hvis man leverer den ene bestseller efter den anden? Eller er det tværtimod et tegn på, at man skriver poppet litteratur, der falder i den brede masses smag?

Kristian Ditlev Jensen mener, at man let bliver stemplet som useriøs forfatter herhjemme, hvis man er leveringsdygtig i bestsellere.

– Jeg synes, der er en meget misforstået dansk forfatter, der hedder Peter Høegh. Lige fra han ikke var nået særlig langt i sin karriere, var han meget udskældt i Danmark, fordi han skrev en roman – lidt for sjov, tror jeg – der legede med thriller-genren: Frøken Smillas fornemmelse for sne. Den blev en lufthavns-roman – en helt almindelig bestseller. Han er blevet meget skældt ud og har fået meget dårlige anmeldelser altid – fordi sådan ser man på det herhjemme.

– Jeg tror, det handler om jantelov. Man skal ikke både være en bestseller og samtidig være underlig og talentfuld og insistere på at spise med fingrene på restauranter.

Litteratur er specialiseret sprog
Der er dog forskel på litteratur, hvis man spørger Kristian Ditlev Jensen.

Og forskellen viser sig især i forhold til, hvem det er, der læser ens bøger. En forfatters læsere afslører som regel litteraturens kvalitet – ifølge Kristian Ditlev Jensen.

– Hvis man skal lave en bestseller i Danmark af virkelig høj litterær kvalitet – og hvis vi ser bort fra megatalenter som H.C. Andersen, der både kunne skrive til litterater og børn – hvis man skal forestille sig at skrive en roman som solgte til alle dem, der virkelig vidste noget om litteratur og kan finde ud af sætte pris på det, så ville man måske højst kunne sælge 10.000 bøger. Flere mennesker er der ikke i Danmark, der sætter pris på den form for litteratur. Og så kommer man ud i et segment, hvor folk simpelthen begynder ikke at kunne forstå det.

– Ligesom hvis man skubber en almindelig kernefamilie ind foran et kubik-maleri. Det kan de ikke forholde sig til, fordi de

»Man kan sige, at hvis man skal lave en bestseller i Danmark, så skal man skrive til nogle folk, der ikke bryder sig om litteratur.«

ikke har forudsætningerne for det. Og derfor er der en konflikt imellem at lave en bestseller og så at lave noget avantgardistisk moderne kunst.

– Man kan sige, at hvis man skal lave en bestseller i Danmark, så skal man skrive til nogle folk, der ikke bryder sig om litteratur. Det er jo en mærkelig situation.

Det kan opfattes som arrogant at have den holdning, at det kun er et lille udsnit af alle danskere, der forstår og sætter pris på "ægte" litteratur. For Kristian Ditlev Jensen er det bare sådan, det er. For ham er definitionen på skønlitteratur, at det er "specialiseret sprog". Og der kan alle altså ikke være med. Hvis man vil have alle med, skal man helst starte en roman med en simpel sætning som "Han var høj og smuk", mener Kristian Ditlev Jensen:

– Hvis man tager Frøken Smillas fornemmelse for sne – den starter med en sætning, der indeholder et grønlandsk ord. Og det er måske ikke lige dér, man skal starte, hvis man skal have "Maren i Kæret" med. Så skal man starte med "Han var høj og smuk". Punktum. Ikke for lange sætninger, og ikke for mange fremmedord.

Fiktion er at konfrontere følelser
Selvom det ikke er en garanti for høj litterær kvalitet, at forfattere i Danmark generelt har trange økonomiske kår, så er det omvendte scenario heller ikke. En rig forfatter er ikke nødvendigvis en god forfatter.

I USA er der for eksempel en lidt anden holdning til forfattergerningen end herhjemme. Det kan 31-årige Kyle Beachy fra Chicago tale med om:

– Der er den her – uheldige, synes jeg – tendens til, at man i USA tænker, "Jeg kan måske blive rig af at skrive". For mig handler det ikke om at skrive en bestseller og score kassen. Jeg håber, at jeg, når jeg er 50, har skrevet nok bøger til, at jeg kan leve pænt af det.

– Jeg synes egentlig, at det er bedre i Danmark, hvor de færreste lever af det. Der er en anden tilgang til det at være forfatter.

Debutromanen The Slide er blevet kaldt en dyster amerikansk komedie og handler om de evigt aktuelle problemstillinger, der følger med at blive voksen og finde sine egne ben. Kyle Beachy er på Hald Hovedgaard for at skrive på sin anden roman, og opholdet har indtil videre vist sig at være effektivt. Det konkrete bevis er 100 færdigskrevne sider.

Som forfatter er han optaget af det, han kalder "de store emner". Såsom død, tristhed og skønhed. Familien. Og den amerikanske by i forandring.

– Det overordnede formål med fiktion er vel

»Det overordnede formål med fiktion er vel at konfrontere følelser og ting og grimhed i livet, som vi ellers ikke ville konfrontere.«

at konfrontere følelser og ting og grimhed i livet, som vi ellers ikke ville konfrontere. Det, mener jeg, er litteraturens overordnede ærinde. Samtidig mener jeg dog ikke, at der er noget som helst galt med eskapisme. "Flimsy", let litteratur har også sin berettigelse.

– James Joyce sagde engang; "Hvordan overlever jeg som kunstner? Kun ved at stille mig udenfor samfundet – som en outsider – kan jeg forholde mig til det som en kunstner". Jeg er ikke fuldstændig enig i udsagnet. Jeg mener ikke, at man nødvendigvis skal sætte sig udenfor og isolere sig fra andre for at være en ægte kunstner.

Findes den perfekte tekst?
– Ja, det mener jeg, at den gør.

Sprog er i bevægelse
Sproget skal holdes følsomt, når man skriver. Det må aldrig blive mekanisk. Eller reklamesprogsagtigt. Sådan lyder opskriften på en skriveproces, når man spørger norske Ingrid Z. Aanestad, hvordan hun arbejder med sit sprog.

Hun er kun 26 år, men hun debuterede allerede som 23-årig med sin første roman:

– Litteratur skal helst være blandet med holdning. Men det er ikke en pligt, som litteraturen har. Jeg synes, at litteraturen bevæger sig i rummet mellem pligt og leg. Som al kunst handler litteratur om at være oprigtig i forhold til de store spørgsmål. Sproget er som organisk materiale – det er hele tiden i bevægelse.

Intet entydigt svar
Det er tydeligt, at der ikke er noget entydigt svar på, hvad litteraturens ærinde anno 2009 er.

Til gengæld er der blandt forfatterne mange holdninger til, hvad god litteratur som minimum absolut skal indeholde.

For forfatter Dorthe Nors har litteraturen en helt klar pligt; den skal konfrontere dig med din egen menneskelighed.

– For at skønlitteratur er god, skal det være et rum, hvor man kan gå ind og møde sin egen menneskelighed. Og det synes jeg også, at al god litteratur tilbyder. Ellers er det ikke godt. Hovedkarakteren i en roman skal spejle, hvad det vil sige at være et menneske. Den bedste litteratur har det indbygget i sig.

– God litteratur skal få dig til at græde eller grine. Gør den ingen af delene, er det ikke godt. Den gode litteratur appellerer både til følelser og intellekt.