Torben Munksgaards anden roman er velskrevet og spændstig. Den forsøger at samle sig omkring løgnen som tema.

ANMELDELSE: Han er relativt hurtigt ude efter sin anmelderroste debut Retrograd, og han er blevet bedre, mere sikker til at skrive.

Med Den perfekte mand viser Torben Munksgaard, at han ikke bare er en døgnflue.

Handler om identitetsskift
Romanen er velskrevet og tilpas spændstig – altså hverken for let eller for svær. Overvejende realistisk og plotbåret med masser af direkte dialog.

Den er bygget op omkring en historie om en mand, der skifter identitet på grund af en gammel flamme fra fortiden. Vi kommer lidt rundt og frem og tilbage fra 80’er-ungdom i Haderslev, over udlandsophold i USA og Paris, til hvordan tv-branchen virker (og ikke virker) og så en slags kærlighedshistorie, der bestemt er mere morsom end hjerteskærende.

Der klippes mellem et fortællende nu og et levet da. og det hele finder meget formfuldendt sammen i en slutning, der har en god dosis litterært fyrværkeri over sig.

Mere sikker end debuten
I alt fra plotafvikling og persontegning til tematik, dialog og stil er Den perfekte mand mere sikker og solid end den lovende debut Retrograd.

Dog er der stadig en del knagen rundt om i træværket. Der spilles lidt på genreglimmeret mellem roman og selvbiografi, men det virker hverken nødvendigt eller fuldbyrdet.

Og så, ligesom det også var tilfældet for Retrograd, forsøges alt samlet omkring et enkelt eksplicit tema, denne gang om Løgnen. Men det virker lidt som et stillads, man har glemt at pille ned, fordi det kun tilsyneladende er centralt og derfor ikke kan måle sig med alt det andet, der foregår i romanen.

Spiller let på et tungt tema
Munksgaard har stor fortjeneste af at få gjort noget så svært som at spille let på et tungt tema, nemlig forholdet mellem mænd og kvinder. Jo længere man kommer ind i historien, jo sjovere bliver det, og balancen mellem indsigt og udspil er helt rigtig.

Derudover bliver der ved med at være noget skævt ved den fine konstruktion. En sær vrede ulmer i alt og rammer alt og sig selv og sin forfatter og læseren. Det virker ikke til, at Munksgaard helt har fået styr på den, øh, inderside af sin skrivning. men den giver kraft til romanen, og det er spændende at tænke på, hvad han kan drive det til, når han fuldt ud får tæmmet den ild, han tænder.