|
|
Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem |
|
M A G A S I N F O R L I T T E R A T U R O G L E V E N D E B I L L E D E R w w w . s e n t u r a . d k |
|
ESSAY/OMTALE Af Torben Persson
Torben Persson:
fattigt liv der er dem der er dem der er dem Digt fra Gustaf Munch-Petersens det nøgne menneske. Grønt lys for livslyst (Eksempel på opgave fra Torben Perssons undervisningsbog Nøgenhedens legionær).
Der var engang en, der hed Harry./ I sin ungdom, da han endnu var fattig,/ Uddrag af Eik Skaløes Sangen om Harry Sangen om Harry (Eksempel på opgave fra Torben Perssons undervisningsbog Steppeulven). |
"Lær mennesket at tale! Lær dem at udtrykke, ikke det, som man har bildt dem ind er vigtigst for dem, men lær dem at udtrykke imellem sig det i dem, som kræver og længes efter et VIRKELIGT liv…"
Folkeskolelæreren Torben Persson udgav i år 2001 to undervisningsbøger om lyrik. Det er de første to bøger i en serie, der har fået den på een gang interessevækkende og afskrækkende titel De unge døde. Med sine kontante og dybdeloddende psykologiske opgaver, der lægger op til en stor selvstændighed fra elevernes side – og samtidig et forfriskende layout – er nye inspirerende toner kommet til folkeskolens undervisning i lyrik.
I år 2001 udgav jeg to små undervisningsbøger på forlaget Borgen. Den ene er en luftig smagsprøve på digteren Gustaf Munch-Petersen liv og skæbne. Den anden en – alt for – fri fortolkning af rockpoeten Eik Skaløe.
Sentura har i anledning af bøgerne spurgt mig "hvordan eleverne reagerer på mødet med disse digtere, og om de overhovedet har sans for at se sprog brugt på den måde?" Mine svar vil sikkert forekomme lettere utroværdige, da jeg jo står som forfatter til bøgerne. At jeg er blufærdig, og for en kort stund tvinges til at tie, gør dog ikke noget. Eleverne kan nemlig selv tale. I mødet med lyrikken har mange af dem lært at udtrykke det i dem, der længes efter liv. Herligt overmod "Tanken om at skulle leve i en verden, hvor man kun lader som om, man lever, synes skræmmende, men også sært tiltrækkende". Og han fortsatte: "Det er en udfordring vi må give form ved hjælp af vores fantasi, vundne livsværdier og spirende personligheder. Det er en udfordring, vi må give ord. Jeg ved, at disse digtere lærte mig at drømme. De lærte mig, at alt ungt er oprør og spørgsmålstegn! Her fik jeg lysten til at sætte mine egne sætninger på de stemninger, den sandhed og de følelser, der presser på og ønsker luft. Jeg bliver nok aldrig kunstner, men jeg ønsker at sætte mig selv fri." Udtalelserne rummer et herligt ungdommeligt overmod og en ydmyghed, som må få kritiske rynker frem på enhver voksen pande. Som lærer forstod jeg dog, at eleven udmærket vidste, at sproget kan sige noget sandt eller falsk om verden. Sproget giver både billeder af verden og af den, der taler. Det var det, eleven forholdt sig til.
Og det er den viden, elever til stadighed spejler sig i, kritiserer, identificerer sig med eller tager afstand fra, når de arbejder med lyrik. Som lærer er det, hvad jeg må være tilfreds med. Når det kommer til stykket har sproget opfyldt sin funktion og bidraget til at udvikle den "personlige og kulturelle identitet". Netop det som er målet i mit fag og for folkeskolen som helhed. Sin helt egen lyrikforståelse "Det er underligt med de ord. De kan bruges og bøjes på så mange måder. Bøjer man dem på sin egen mærkelige måde åbner de nye veje og afveje". Censoren havde gerne set, at eleven i sin gennemgang også havde berørt det grafiske og syntaktiske lag i værket. Men eleven havde tilsyneladende glemt alt om grafik og syntaks, for i stedet at møde frem med sin helt personlige lyrikforståelse. Endnu et udslag af ungdommeligt vovemod! Jeg havde trods alt indprentet ham en fjorten-punkts-model, som han skulle følge, hvis han ville på gymnasiet og frem i livet. Og her var tale om en elev, der bestemt kendte alfabetet. Han var klog og kunne uden besvær have gå fra punkt A til N i modellen… Men i stedet valgte han at være den, han var. Han sagde bl.a. – og dét helt uden skælven: Eleven var – hvad der fik ham til at le fortrøstningsfuldt og censoren til at gabe – til eksamen i et digt fra Gustaf Munch-Petersens det underste land. Han havde hos ham mødt en smule ærlighed og var nu parat til at betale tilbage. Jeg forsøgte selvfølgelig at advare ham med bekymrede øjekast, men han var ligeglad og lagde uanfægtet "sine drømme frem i solen" – som Gustaf Munch-Petersen udtrykte det. Nej! Det er ikke altid let at forsvare det, som sker. Men man må forsøge. Drengen, der snart må være mand, fortrød heller ikke sin indsats. Han rynkede end ikke panden, da censoren voterede for sin uomtvistelige faglige vurdering og i sidste øjeblik ombestemte sig til en højere karakter. Retfærdigheden skete også den dag fyldest, for det var blevet tiden, hvor vi skulle til censorfrokost. Tilbage er erindringen om en elev og en lunken sildemad. Lyrikken skaber identitet De har og havde tydelige ansigter, der sætter sig i hukommelsen. Min påstand er, at al denne synlige identitet især dukkede frem i et intenst arbejde med lyrikken. I mødet med unge verdensstormere som Herman Bang, Emil Bönnelycke, Tom Kristensen, Gustaf Munch-Petersen, Morten Nielsen, Eik Skaløe og Michael Strunge – for blot at nævne et udsøgt lille udvalg, ja, dér blev de efter min fornemmelse både selvbevidste og sprogbevidste. Og det skal ikke være nogen hemmelighed, at for mig er elevernes bevidsthed om eget og andres værd en meget smuk kvalitet – og noget ganske særligt. I faget dansk skal arbejdet med sproget jo være en kilde til "personlig og kulturel identitet". Jeg nævnte det også tidligere, men for mange lærere har en tendens til at glemme det og arbejder i stedet med med tilfældige emner, som gør elevernes viden til spredte "øer i intethedens altopslugende ocean". Kontekst og egenart Tager man indholdet for pålydende, skulle konsekvensen være, at man kæder danskfaget sammen med historie, samfundsfag og kristendom i en meningsfuld helhed. Arbejdsmetoden bliver begrundet i begreberne: kontekst og egenart. Konteksten defineres som den forståelsesramme, der omgiver de litterære værker. Den bliver synlig, når eleven undersøger de historiske begivenheder, som var med til at præge forfatteren. Når eleven undrer sig over, hvad det var, forfatteren tog afstand fra i samfundet, eller når eleven forsøger at blotlægge den forståelse af tilværelsen og værdiorientering, som teksterne lægger frem. Konteksten kan i disse tilfælde lukke op for dybere indsigt: eleven vil lettere få øje på forfatterens egenart. Det bliver tydeligt, hvordan forfatteren skilte sig ud fra tidens tendenser. Det helt unikke ved disse tekster er jo egenarten, for ingen har talt og skrevet lige præcis som denne forfatter. Og hver tekst udgør ideelt set et personligt og originalt bud på, hvad det vil sige at være menneske i verden. Noget som eleverne kan bruge i deres søgen efter sandhed. Ønsker konfrontationer Får de unge værker, hvor andre unge taler, bliver der skabt en naturlig og aldersbestemt lydhørhed for den måde sproget anvendes på. Det smitter af på elevernes egne mundtlige og skriftlige udtryksevner. I denne konfrontationernes sprogudveksling opstår der forbavsende ofte en forståelse for, at det sagte, er et redskab til erkendelse. Ordene gør noget konkret og synligt! Tanker, følelser og drømme er ens i alle mennesker, og dog rummer alle noget unikt, som kan berige andre. Det er her – ja, nu går jeg virkelig op i gear – miraklerne optræder. Eleverne holder uforklarligt ofte op med at tale, som man taler i tiden, i et tomt plasticsprog skabt af TV og trend. De søger i stedet deres egne udtryk og føler at ordene bryder sammen, når de ikke kan sige det, der presser på ved tilværelsens rand. Når de møder livets lys og mørke, spørger de, hvor er sproget, der kan forløse og forklare? Mit svar er, at det ikke gives i orddiktater eller som gave. Det må lokkes og leges frem. Det skal skabes fra bunden. Og sparingspartneren kan kun være lyrikken, som altid har været det sted, hvor andre sprog bliver til.
Leder efter egenart Jeg har selvfølgelig kun mine egne erfaringer at argumentere ud fra. Men her fortæller eleverne mig meget tydeligt, at de også ønsker egenart. En egenart, der træder frem, når de skriver, taler og diskuterer med hinanden og digterne. Med nuvunden selvfølelse, tror de nu, at hver eneste sætning fra deres mund, er budskaber af komprimeret betydning. Det er fint for både dem – og for mig. Det var målet med lyrikundervisningen og metoden til det. I kort form. Stærk personlighed "Det kræver en stærk personlighed af en dansklærer at komme igennem dette materiale med en klasse. Men hvis han/hun kan og tør, er denne bog fremragende til en 9. eller 10. klasse med elever, der kan og tør lidt mere end popstars. Unge mennesker er til stærke følelser om livets eksistentielle og essentielle spørgsmål, og her får de virkelig inspiration til at gå i gang med at behandle dem. En række af Gustaf Munch-Petersens tekster er emnet, men materialet lægger ikke op til at sidde og finde banaliteter, som man kan opstille på række og diskutere med sin sidemand." Blæst på trompeter Drevet af den tanke har jeg fundet et digt, som han har skrevet. I sin ungdommelige klartskuendhed lyder det sådan: Vinduer kan man kigge igennem Byt disse vinduer ud med ordet 'digte'. Så ved man præcis, hvad han og jeg mener!
|
