Fra nul til nu

Peter Adolphsen lille-bitte roman, Machine, rummer det meste. Den er på én gang knasende tør og saftspændt – hurtigt læst og uendelig langstrakt. Mest af alt er den underfundig, opfindsom og vanvittig læseværdig.

ANMELDELSE: Det er så lidt – og så er det alligevel så nærmest ufatteligt, ulæseligt meget. Og når man kan sige lige præcis dét om en bog, så er der noget på færde. Så er der grund til at pudse læsebrillen, tørre varmesveden af fingerspidserne og for en stund lade sommerens mange sportsbegivenheder passe sig selv bag den slukkede skærm.

På bare 72 sider (så ganske lidt) runder Peter Adolphsen helt bogstaveligt talt det hele (og dét er meget) i sin nye roman, Machine. Vi starter med the big bang: "Engang var tid og rum krummet så meget ind i hinanden, at ingen af delene fandtes, men alligevel, pludselig, somehow, opstod en boble…" og slutter engang i en nær nutid, hvor jeg-fortælleren, som introduceres meget sent i denne korte bog, helt har glemt at være deprimeret (og sådan får man det af denne bog – man forglemmer sig og tilløb til depressioner fortoner sig) og bare konstaterer: "Nu vil jeg spadsere mig en tur ned til floden."

Ind imellem disse to punkter, udspiller hele universets historie sig – naturvidenskabeligt præcist redegjort for i et sprog, der på overfladen er så knastørt og blottet for liv som selve kernen af intethed i mikrosekundet før the big bang, men ved hengivelsen til det eksploderer i et mastodontisk flammehelvede af liv og død. Det hele eksemplificeres af tilfældets vidunderlige ubegribelighed og nogle tilsyneladende tilfældigt udvalgte skæbner, som folder sig ind og ud af hinanden i et uforudsigeligt, men alligevel fasttømret mønster.

Urhestens transformationer
Handlingen er – om end nok så altomfattende og usædvanlig – hysterisk banal: Vi følger en urhests transformationer i forskellige fysiske former gennem tiden. Principielt set helt tilbage fra the big bang, hvor alting var intet – men først med rigtigt fokus på den lille 5-årige hoppe af arten Eohippus i sekunderne før, den under flugten fra en Diatryma (en gigantisk hesteædende urfugl, som jeg personlig hidtil kun er stødt på under læsning af min søns dinosaurbøger) såres og senere dør.

Denne dramatiske, men dog også meget hverdagsagtige, hændelse sker for ca. 55 mio. år siden, og i denne mellemliggende periode omdannes hestens hjerte til en lille dråbe olie, som i 1973 pumpes op af jorden igen lige uden for Salt Lake City af en oprindelig aserbajdsjansk emigrant med sit nye, amerikaniserede navn Jimmy. I det øjeblik Jimmy – uvidende – pumper netop den lille urhests hjerte i sin nye form op, bliver han offer for en trist og triviel arbejdsulykke, hvori han mister sin ene arm.

Oliedråben raffineres efterfølgende sammen med et utal af andre oliedråber til benzin, som yderligere to år senere pumpes ned i tanken på den unge biologistuderende Clarissas benzintank. Clarissa kører en tur, samler en enarmet blaffer, som viser sig at være emigreret til USA fra det tidligere Sovjet, op, og forbrænder senere netop denne ene dråbe benzin i kølvandet på hendes første LSD-rus. Sodpartiklen fra den forbrændte benzindråbe binder sig til et støvkorn, hvis historie uden problemer kan spores tilbage til en søbred i Perm for 250 mio. år siden, og bliver i denne nye form trukket med bilen hjem til Clarissas hjem, hvor hun bor dør om dør med jeg-fortælleren i bogen.

Overgangens ABC
Af ubeskrevne årsager skriger Clarissa højt, i det hun åbner sin altandør – og det er i den efterfølgende indånding, at hun trækker urhestens lille hjerte i sin ny og meget flygtige form dybt ned i sine lungers bronkier – og det er hernede, det slår en ny og ødelæggende rod. Det er hernede, sidste akt i denne saga påbegyndes.

For Clarissa får kræft, gør hun, af den ulyksalige urhests lille hjerte – og kræften konstateres ikke, før den har nået tredje, irreversible stadie. Helt oppe omkring vores nutid bliver Clarissa indlagt på hospitalet, hvor hun kort tid efter dør af fremskreden og kraftigt metastaseret lungekræft. Det er umiddelbart herefter, at fortælleren tager en tur i en indiansk svedehytte og får sig et totem – en lille, uanseelig urhest…

"Døden findes, men kun i praktisk, makroskopisk forstand. Biologisk kan der ikke skelnes mellem levende og dødt; overgangen er et kontinuum," som det hedder et sted i denne korte, men vidtforgrende roman, der tager sin læser med ud på utallige svinkeærinder så komplicerede, lange og detaljerede, at man fuldkommen glemmer sin rejses mål – og bare giver sig hen til selve rejsen. Vi når både omkring magtstrukturen i det hedengangne Sovjet, opdagelsen af LSD, cylinderarbejdet i en Ford Pinto-motor, stålwirernes konstruktion i en borerig, Aristoteles' tanker om accidens, faserne i en tilfældig biologisk nedbrydelse osv. osv.

Vi når stort set omkring det hele i denne bog, som vel i bund og grund handler om overgange. Overgangen fra liv og død, fra én form til en anden, fra materie til ånd. Og som derfor gør så stort et nummer ud af disse, isoleret betragtet ligegyldige, men i sammenhæng altafgørende overgange.

Det kunne synes, som om denne anmeldelse har røbet alt om handlingen i Machine – men bare rolig: I virkeligheden har jeg intet fortalt. Den handler jo trods alt om hele det uendelige univers' al-tid. Så tilbage står blot at ønske god læselyst. Peter Adolphsens fjerde bog er intet mindre end fantastisk!