I bagklogskabens kalkeskjul

Peter Christensen Teilmanns digte forsøger at se om hjørner og krydse grænser, men er endt i noget kuriøst, mener vor anmelder.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Det kedelige udtryk friværdi, bl.a. kendt fra samtaler med bankrådgiveren, dækker sædvanligvis over forskellen mellem værdien på en ejendom og de lån, der er taget i den. Samtidig er det titlen på Peter Christensen Teilmanns nye bog. At bandet Magtens korridorer sidste år udgav et album med samme navn, har altså ikke kunnet afholde forfatteren fra at genbruge titlen.

Ordene fri og værdi er grafisk adskilte på forsiden af digtsamlingen, og det illustrerer meget godt dens forsøg på at mobilisere ordet, så det kommer til at stå som ”fri værdi”, men også udvidet, som fri(hed) og værdi(er) eller friheden, som den største værdi.

Bogen er først og fremmest samlet omkring en række tids- og stedfæstede observationer, med en fortæller, der både er individuel og kollektiv og henvender sig i flere forskellige retninger. Teksterne består, med undtagelse af den første, af to strofer fordelt over to sider, hvor den venstre er venstrestillet og den til højre er højrestillet. Sidste strofe rundes af med et citat eller et fragment af noget mere eller mindre populært.

Stramme og løsslupne
Forfatteren synes at ville skrive stilistisk stramt, men samtidigt også sprogligt løssluppent. Desværre kommer det, der kan betegnes som stramt, til at virke unødigt romantisk poetiserende, hvorimod det løsslupne ofte virker kejtet og anstrengt.

Et eksempel på det poetiserende er pludselige indskudte ord såsom figurati i et digt fra Rom og hommage i et digt fra Guldbergs plads, imens ordspillene for eksempel lyder ”min bagklogskabs kalkeskjul” eller ”Fremtiden skvulper flanøret/og forbavset rundt i din hovedbund” Desuden virker de indskudte stumper af radiohits o.l. desværre ofte slemt punkterende i oplevelsen af digtene. Hvad end man oplever dem som underlægningsmusik, som stemningsskabende fragmenter eller som integrerede elementer i dialog med resten af teksten, så åbner de for et slørende lag af merbetydning. Som brudstykker kan de ikke lade være med at pege på den helhed udenfor teksten, som de også er en del af, og den kan ofte være svær at placere i forhold til resten af Friværdi.

Peter Christensen Teilmanns digte vidner om et ønske om at kunne se om hjørner og krydse grænser, men den endelige udførsel står ikke mål med ambitionerne. Den frie sidestilling af det høje og det lave, både hvad angår emneområder og stil, er sikkert tilstræbt, men teksterne kommer til hverken at være det ene eller det andet.

Bogen efterlader mest af alt denne anmelder med et minde om noget nærmest kuriøst fjumret.