Døden hænger uden mål og eftermæle

Den årlige tilstandsrapport fra Peter Laugesen er udsendt. Man ved, hvor man er, når man læser hans digte – og det er en rar fornemmelse, selvom man også ved, at kaos måske kun er et stenkast væk...

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE Selvom digteren Peter Laugesen er en del af Det Danske Akademi, vil jeg vove at påstå, at der ikke er mange, der har taget hans digteriske projekt rigtigt alvorligt endnu, og det er synd. Nu forsøger Laugesen så selv at give læserne nogle hints i sin seneste bog, der i høj grad handler om eftermæle og død. Bogen hedder simpelt 64, der er Laugesens alder, men som også refererer til så meget andet. I følgeteksten fra forlagets side til anmelderne står der om titlen (og jeg tør næsten æde mit tastatur på, at det er Laugesen selv, der har formuleret disse ord):

Jeg citerer hele teksten, inkl. stavefejlen i navnet, fordi den er så karakteristisk for forfatterskabet. For det første kan Laugesen ikke lade være med at skrive lyrik, uanset hvor og hvornår han skal skrive. For det andet sker det i skriftens flugt, så hurtigt at stavefejl ikke altid bliver opdaget. Og for det tredje så hører man i stykket også den udvikling, som forfatterskabet på det seneste har gennemgået. Laugesen forholder sig reflekterende og ironisk over fænomenet og forfatterfiguren "Laugesen", ikke mindst historien om "Laugesen" og hunden, og det er netop her refleksionenerne om eftermælet også naturligt melder sig.

Årlig tilstandsrapport
Jeg ved ikke, hvordan andre har det med "Laugesen" eller hunden for den sags skyld, men jeg ser personligt frem til denne årlige tilstandsrapport fra Brabrand.

Og egentlig er det flintrende ligegyldigt, hvad han skriver om – der skal jo bare være et eller andet – for det, som det handler om, er ikke et hvad, men et hvordan. Det er selve Laugesens stil, der er sagen. Stilen er ikke kommet af sig selv; den har han skrevet og arbejdet sig frem til. Der er således meget af verden, som er løbet igennem Olivettien, og det har gjort Laugesen så god, som han er.

O poesi
For han er dæleme god, ikke på den der klassiske, digtermåde, hvor man som en anden Henrik Nordbrandt skriver om roser, længsel, rejser, intet og afsavn – O store digteriske emner. Det kan Laugesen også, men der er altid mere beskidt i Laugesens digte. De er hverken nøgternt afklarede eller støvsuget for digterisk udkrads. I Laugesens digte kan man lugte piben og dens udkrads, men samtidig er en pibe jo ikke bare en pibe. Det er meget mere kompliceret end det, og det ved Laugesen.

Han kan stille sig ud på badeværelset og pludselig står der: "Jeg står på badeværelset/og taler med et håndklæde". Det kunne Nordbrandt aldrig finde på, men der kommer faktisk et fremragende digt ud af det, hvor håndklædet til sidst griner Laugesen lige op i ansigtet. Sådan er verden jo så underligt skruet sammen.

En stemme fra verdens sprækker
Men hvorfor handler Laugesens nye bog så om død og eftermæle?

Alderen er naturligvis et oplagt svar, men måske er Laugesen også nervøs for, at hans digte ikke er blevet opfattet "rigtigt" endnu. Det, der er skrevet om Laugesen indtil videre, handler næsten kun om hans relation til beatdigtning, Charles Olson osv. Fint nok, men Laugesens digte er for mig at se meget mere end det. De er et sted, man betræder, nærmest en skriftlig tilstand, hvor en stemme udfolder sig i og fra verdens sprækker.

Projektet er primitivt som et forsøg på at indskrive sig naturligt i verden, nogenlunde som fuglen, der synger i haven, en slags territorialsang. Man ved derfor, hvor man er, når man læser Laugesen, og det er i sig selv en rar fornemmelse. Det holder sammen på tingene, også selvom kaos altid kun er et stenkast eller et øjeblik væk: "Det hylende kaos holdes sammen/af noget der brøler sjove ord/midt inde i alt/det synger stjerner på plads/i skæve billeder/med en rå raspende ømhed/langt ude over noget jeg glemte/Det er så langt ude og så langt inde/at det kun måske er mulig fremtid/og sagtens kan have været her før/eller altid//Det minder mest om et egern/ men sådan er der så meget".

Det er altid opløftende med kunstneriske udtryk, der udarter sig, men alligevel modnes på den helt rigtige måde. Det gælder folk som Tom Waits, Leonard Cohen eller Nick Cave, og det gælder altså også Laugesen, og kan man ikke lide lugten i digteriet, må man læse sine digte et andet sted.