Westwego

til M.L.

[...] jeg har aldrig forladt Paris
min erindring veg ikke en fodsbred fra mig
min erindring fulgte mig som en lille hund
jeg var mere fjollet end fårene
som stråler på himlen ved midnatstide
det er meget varmt
siger jeg til mig selv helt sagte og meget alvorligt
jeg er meget tørstig jeg er virkelig meget tørstig
jeg har kun min hat
min frihed min drømmebog
mindernes beskytter
har jeg aldrig forladt Paris
men i aften er jeg i denne by
bag hvert træ på avenuerne
venter et minde på at jeg går forbi
Det er dig mit gamle Paris
men i aften er jeg endelig i denne by
dine monumenter er min trætheds kilometersten
jeg genkender dine skyer
som hænger fast i skorstenene
for at sige farvel eller goddag
nat du er fosforescerende
jeg elsker dig som man elsker en elefant
alle dine skrig er for mig ømhedsskrig
jeg er som Aladdin i haven
hvor den magiske lampe var tændt
jeg søger intet
jeg er her
jeg sidder på terrassen til en café
og jeg sætter et stort smil op
ved at tænke på alle mine berømte rejser
jeg ville tage til New York eller til Buenos Aires
opleve sneen i Moskva
tage af sted en aften om bord på et passagerskib
til Madagaskar eller Shanghai
sejle op ad Mississippi
jeg tog til Barbizon
og jeg genlæste kaptajn Cooks rejser
jeg gik til sengs på fjedrende mos
jeg skrev digte tæt ved en skovanemone
idet jeg samlede ordene som faldt ned fra grenene op
den lille jernbane fik mig til at tænke på den transcanadiske
og i aften smiler jeg fordi jeg er her
foran dette skælvende glas
hvor jeg ser universet
idet jeg ler
på boulevarderne i gaderne
går alle dagdriverne syngende forbi
de visne træer berører himlen
når bare det regner
kan man gå uden træthed
lige til verdenshavet eller længere
der slår havet som et hjerte
nærmere den daglige ømhed
fra lysene og larmen
himlen har fået øje på jorden
og verden er blå
når bare det regner [...]

NB! Ovenstående er kun et lille klip fra Westwego. Digtet fylder i sin helhed 11 – inciterende – sider i bogen. Oprindeligt trykt 1922.

Louis Aragon

Dine små veninder går en runde
De har bundet kranse for dig
af dine små løgne
Jeg har medbragt papir til dig
og en rigtig god pen
Du vil skrive digte i Evigheden
Din skytsengel trøster dig
Han binder dit kunstnerslips
og lærer dig at smile
Du har allerede glemt mig
Gud er meget smukkere end jeg

Tristan Tzara

Hvem er dér
Du trykkede ikke min hånd
Vi lo længe da vi hørte at du var død
Vi var så bange for at du var evig

Dit sidste suk
dit sidste smil

Hverken blomster eller kranse
Kun de små biler
og de fem meter lange sommerfugle