Helt i fisk i skoven

Pia Juul har udgivet en ny digtsamling. Næh, har hun? Jaja. Og den er go' – der er mord i! Ja, selvfølgelig er der ord i... Nej, jeg sagde mord!! Med blod og så'n, sikke uhyggeligt. Jamen, det er det ikke! Det er jo bare ord...

ANMELDELSE: I en nyligt udkommet bog [:Værkelighed, red.] taler litteraten Jørn Erslev Andersen om, at man i Pia Juuls digte finder en gestikulerende "anonymos". Han taler også om en gestikkens poetiske diktion. Vi kender det fx fra den efterhånden berømte onkel Hector i Juuls fænomenale digtsamling sagde jeg, siger jeg (1999), hvor det hedder, at onkel Hector "gjorde […] altid/sådan med hånden/Sådan".

I digtet henvises til en kropslig gestus, som kun eksisterer i kraft af den sproglige vending. Det får to konsekvenser: dels at man automatisk forestiller sig en talende krop, dels at sproget bliver talt et sted fra og derved indgår i en større sammenhæng.

Spørge-Jørgen i digtene
Når Pia Juul laver sådanne manøvrer med sproget, kan det se forholdsvis banalt ud, men det er hujende svært at få det til at virke og dermed se enkelt ud. Men hendes styrke som poet ligger just her. Denne særlige juulske sprogdiktion, der får sproget til at være hendes og alle andres på samme tid.

Et andet kendetegn er den diskret talende polyfoni, ofte i form af en spørgsmål/svar-konstruktion. Og nu må vi hellere se at få noget kød på bordet, et eksempel fra den nye digtsamling:

Her kunne man måske forestille sig et barn, der taler med en jævnaldrende ven. Men dialogen er indlagt i sproget, og for det meste kan man faktisk ikke forestille sig nogen anden taler end jeget selv, som fx i digtet her:

I den slags digte er det ikke åbenlyst, hvem der agerer spørgestemme, men formentlig er der blot tale om en slags indre dialog i jeget selv, noget som de fleste kender til, når de går rundt alene og mumler lidt i skægget.

Derfor er de mange stemmer diskrete og egensindige på samme tid, ikke opplaprende og virtuose som hos fx Ursula Andkjær Olsen. Til tider kan man måske blive lidt træt af denne selvbestaltede Spørge-Jørgen, som rumsterer i Juuls sprog, men i langt de fleste tilfælde fungerer det godt.

Ordspil og mord
Et andet juulsk kendetegn er også tydeligt i sidstnævnte digt, nemlig ordspillet "grangiveligt", som der godt nok undskyldes for, selvom en sådan undskyldning jo altid falder for sent.

Hele digtsamlingen som sådan er konstrueret over ordspillet på "helt", der både kan udtales med et hurtigt e og et langt e, alt efter om man taler om en hero eller bruger ordet adjektivisk. En tredje mulighed er der endelig også: nemlig et ordspil på fisken helt, en laksefisk.

Man kunne muligvis lave nogle fæle analyser af den sidste mulighed, når man betænker den bæk, hvor mordet på forfatteren Peter Jyde finder sted i sidste afsnit af digtsamlingen – men det bliver alligevel nok for udsyret, og mon ikke en sådan analyse drukner i pjat. Blop, blop.

Og ja, der finder faktisk et mord sted i digtsamlingen... Men det er nærmest ikke værd at opklare, ja formentlig er der slet ingen opklaring, for begynder man på dét, forlader man samtidigt lyrikken og det sprog, som Juul boltrer sig så fermt i. Faktisk virker mordet nærmest en smule forstyrrende på det øvrige indhold.

Den suveræne pingpong
Digtsamlingen falder i tre suiter: Ord i skoven, Fra min dagbog og Mord i skoven. Især mellem første og tredje afsnit er der flere links og hints, også andre end selve ordspillet ord/mord i titlen, fx det vidne, som indleder digtsamlingen, og som man møder senere hen som et "elendigt vidne".

Man kan sikkert finde mange flere sammenhænge, men lad mig nøjes med disse stykker. Desuden skal det siges, at den diktion, som er så særlig for Juul, taber lidt for meget af luften i sidste afsnit. Sikkert fordi digterinden ikke altid kan slippe fortællingen til fordel for sproget – og det er ikke altid lige godt for digtene, der trives bedst i den finurlige, provinsielle dagligdags pingpong.

Alligevel er det en fin digtsamling, som måske ikke lægger så meget til Juuls litterære betydning, men manifesterer den som værende suveræn på egne præmisser.