Pia Tafdrup er efterhånden blevet et begreb i dansk digtning. Synonymt med sort tøj, en smuk kvinde, både sanselige og reflekterende tekster og en særlig afdæmpet og distinkt oplæsningsstil. Men er der en skillelinje mellem den offentlige og den private Pia Tafdrup? Oplever den succesfulde kunstner et forventningspres? Hvordan ser Pia Tafdrup forholdet mellem liv og kunst?

INTERVIEW: Sentura har fået en lang og udbytterig snak med forfatteren, der under interviewet var på et arbejdsophold i Wannsee i Tyskland. Men vi lagde selvfølgelig ud med at høre om hendes seneste bog, haikusamlingen Boomerang, der udkom i februar 2008.

Vil du starte med at fortælle lidt om dine haiku? Er den oprindelige japanske form ikke efterhånden blevet udviklet i den vestlige udgave?
– Jeg har ikke kunnet tage haikugenren til mig på dansk grund. Jeg måtte til Japan for at begribe, hvad haiku er. Og herefter har jeg kun kunnet betjene mig af genren ved at være bevidst om, at jeg mødte den med min vestlige baggrund. Det gav mig en frihed i forhold

» Jeg har ikke kunnet tage haikugenren til mig på dansk grund. Jeg måtte til Japan for at begribe, hvad haiku er.«

til den bundne form, en meget inspirerende frihed.

– Mine digte er blevet til i meditative situationer, jeg ikke har oplevet tilsvarende før. Jeg har måttet skubbe alt andet, jeg skrev på til side i 1 ½ år, så længe processen med Boomerang varede. Digtene kom i perioder, min eneste "forberedelse" var at kunne gøre mig klar til dem ved ikke at påtage mig noget som helst... Jeg mærkede hurtigt, at var jeg presset af andet, hændte ingenting. Jeg havde flere oplæsningsaftaler, som jeg overholdt, men i disse udadvendte perioder kom der ikke et eneste haikudigt.

– Mange af digtene er blevet til i Italien. Samme lille rum i et ydmygt hotel i Marina di Carrara vendte jeg flere gange tilbage til. Processen med disse digte ligner ikke noget, jeg har prøvet før. Haikudigtet er der, eller det er der ikke. Det kan ikke skrives frem. Gode haikudigte kommer som lynnedslag, men formen rummer en fare, for alt kan hældes ned i 17 stavelser.

– Boomerang indeholder flere slags haikudigte, nogle er svævende lette, andre har tyngde, nogle er

Fra et mørkt brønddyb hver dag klatre mod stjerner uden at græde. [Haiku fra Boomerang]

skarpe, andre bløde, nogle aggressive, andre ømme etc. Da jeg fornemmede, at det var en haikubog med mange digte, jeg var i gang med, ville jeg gerne have digte af vekslende karakter. Selv disse haikudigte danner et forløb, en fortælling. Boomerang skildrer således en forvandlingsproces, det er ikke 101 enkeltstående digte.

Det er som om, man i haikudigtene kan høre en dæmpet efterklang af det tab, du skildrede i din foregående bog, Tarkovskijs heste?
– Det er faktisk ikke tilfældet, at Boomerang er en efterklang af Tarkovskijs heste, men haikuformen har fået min signatur. Boomerang omhandler i første del et andet smerteligt tab, der er ingen digte om min far i denne bog!

– Boomerang skildrer ud over et kærlighedstab også et møde og en forvandlingsproces. Noget nyt er på spil i sidste del af bogen – og i mit forfatterskab. For mig er det på ingen måde en dæmpet bog. Den rummer et drama, og der ligger

»Som skrivende kunne jeg undertiden godt ønske mig læsningens kunst mere udviklet.«

et voldsomt skred i mit liv bag den, men haikuformen er åbenbart vanskelig at aflæse. Som skrivende kunne jeg undertiden godt ønske mig læsningens kunst mere udviklet. Elementer af mit liv er her oversat ind i ny stærkt afgrænset form, men der er lige så meget af mig til stede i haikudigtene som i Tarkovskijs heste.

Forskel på private og personlige digte
Skellet mellem det offentlige og det private er blevet meget udvisket de senere år. Selv gik du ud over den sædvanlige sløring af det private i Tarkovskijs heste. Var det vanskeligt?
– Ja, man stiller det private op over for det offentlige, men jeg vil nødigt tale om private digte. Private er mine breve, dagbogsoptegnelser og lignende. Digtene i Tarkovskijs heste vil jeg ikke kalde private, men de er

»...man stiller det private op over for det offentlige, men jeg vil nødigt tale om private digte. «

meget personlige. Det er noget andet, dog en vigtig skelnen for mig. Jeg bruger Orfeus-Eurydikemyten i Tarkovskijs heste til at lade Eurydike tale i stedet for Pia Tafdrup. Myterne handler om os. Myterne er til, for at vi skal læse os ind i dem og forstå os selv. Jeg skyder et ekstra lag ind i teksten ved at indvæve Orfeusmyten, men det kommer bogen ikke til at handle mindre om levet liv af.

– Min far var død, men stoffet meget levende, når jeg skrev disse digte. Det var nærværet, der kaldte Orfeusmyten frem, skønt relationen her er far-datter og ikke de elskendes relation. Fælles er blot, at den døde kommer til stede. Døden er ikke en kendsgerning, som digtene forsøger at ændre, men ved at skrive digtene skrev jeg – som en særlig Eurydike – min far ud af skyggen og frem i lyset. Ved dette greb forsvinder det eventuelt private, for det ville efter min mening spærre for, at læseren kan identificere sig med det tab, som bogen skildrer.

– Fra jeg skrev mine første digte, har jeg været klar over det dilemma, at læseren er tilbøjelig til at søge efter forfatteren. Læserens ønske er næsten altid Digterens Hjerteblod, som jeg skrev i poetikken, Over vandet går jeg. Et digt er skrevet af et menneske, af et sansende subjekt, men skal digtet være et tekstligt udsagn

Min orden er fyldt af kaos – i dit kaos findes en orden. [Haiku fra Boomerang]

eller et menneskeligt, det er spørgsmålet... Jeg vil netop ikke sætte lighedstegn mellem forfatterjeg og skriftjeg.

– Når det så er sagt, skal jeg gerne vedgå, at vel er der et personligt stof i Tarkovskijs heste, det er der også i mine øvrige bøger! Det er det personligt levede liv, der er drivkraften, men det må undergå en transformation. Min seneste haikubog er ikke mindre personlig end Tarkovskijs heste, men haikuformen forekommer ikke så direkte som episke erindringsdigte.

– Jeg har været overrasket over, at alle generationer har læst Tarkovskijs heste, men unge har sagt til mig: "Vi bliver jo også ældre engang", eller de har syntes, at jeg satte ord på noget, der hændte for deres bedsteforældre. Overraskende har det været for mig at se, hvordan ganske unge tager haikudigte til sig. Det er en form, de holder af – uden måske at kende så meget til baggrunden. Læsere, som har indsigt i de gamle japanske mestre, kan derimod være mere fundamentalistiske i deres syn på genren.

Poesien har et væld af udtryk
Har din åbenhed i Tarkovskijs heste ændret noget for dig i den måde, du arbejder på – og i din måde at tænke om din kunst?
– Den største forandring skete ikke med Tarkovskijs heste, men med romanen Hengivelsen. Jeg har

»Jeg var så uforberedt på at skrive prosa, at jeg ikke turde give slip og skrev derfor hele udkastet til romanen i ét stræk...«

ikke haft noget specielt ønske om at skrive romaner, men pludselig var det, der kom, ikke et digt. Jeg var så uforberedt på at skrive prosa, at jeg ikke turde give slip og skrev derfor hele udkastet til romanen i ét stræk, ligesom jeg altid skriver et første udkast til et digt i ét flash.

– Det var en umådelig inspirerende proces. Denne gang tog det 27 dage og nætter, en livsfarlig arbejdsmetode, der har ødelagt min nattesøvn. Men det episke drive optog mig, og det flyttede med over i poesien i Tarkovskijs heste. I hvert fald er det digte, der læst sammen, danner en fortælling. Sådan en bog har jeg ikke skrevet før. Det har – ikke overraskende – vist sig, at folk, der ellers ikke læser digte, sagtens kan læse den, så denne digtsamling er nået ud til langt flere end den eksklusive lille skare, der her i landet læser poesi.

– Åbenheden gør hverken digtene bedre eller dårligere, det er blot en anden form, og jeg holder meget af at afprøve

»...jeg holder meget af at afprøve digtets muligheder, lige fra det stærkt kondenserede til stor åbenhed.«

digtets muligheder, lige fra det stærkt kondenserede til stor åbenhed. Det er stoffet, der betinger formen, ikke mig, der beslutter det ene eller det andet. Selv om jeg med glæde noterer mig, at Tarkovskijs heste kommer i flere oplag, skriver jeg ikke Tarkovskijs heste 2. – nej, efter den meget åbne form, opstår trangen til at stramme til, som det ses i Boomerang.

– Poesien har et væld af udtryk. Det er for mig en rigdom – og en stor udfordring. Jeg håber, at Tarkovskijs heste kunne blive en indgang til mine bøger for nye læsere, for der er stadig mange, der skal overskride en grænse for at læse digte.

Positive forventninger kan stimulere
Oplever du et forventningspres, når du skriver? Hvordan arbejder du med det?
– Jeg oplever en meget stærk inspiration disse år. Jeg har for første gang i mit liv al den tid, jeg ønsker, og jeg kan rejse ud og skrive, hvad der længe har fungeret bedst for mig, ganske enkelt fordi jeg drømmer og tænker og skriver anderledes

Regnvejr bryder løs, jorden finder sit centrum, hvor dråber falder. [Haiku fra Boomerang]

et nyt sted. Jeg har skrevet i New York, Berlin, Paris og flere andre steder. Lige nu befinder jeg mig igen i Tyskland. I Wannsee.

– Nogle så gerne, at der kom flere "80´er-digte", andre at jeg droppede digtene og skrev romaner, gerne en slægtsroman, det er jeg blevet spurgt om op til flere gange, men sådan arbejder man for pokker ikke. Det, jeg skriver, er noget der optager mig selv. Om det kommer indefra eller udefra, kan diskuteres, men noget kommer til mig, og det er det vigtige. Hvis jeg skal være alene med en tekst i flere år af mit liv, må den virkelig optage mig. Hvorfor skulle jeg ellers lukke mig inde med den dag ind og dag ud?

– Jeg har én gang skrevet en novelle på opfordring af Jens Smærup Sørensen, det kom der bestemt ikke noget godt ud af, bortset fra at jeg blev klar over, at sådan skulle jeg ikke arbejde mere, selv ikke hvis Jens spurgte igen. Jeg har lykkeligt fortrængt, hvad novellen hed. Et direkte forventningspres er ikke godt, men positive forventninger kan til gengæld være stimulerende og opløftende.

– Hvis nogen tror, at jeg kan noget, hænder det, at jeg bliver bedre. Ligesom konstruktiv kritik

»Hvis nogen tror, at jeg kan noget, hænder det, at jeg bliver bedre. Ligesom konstruktiv kritik er betydningsfuld at få. «

er betydningsfuld at få. At nogen tror på én er vidunderligt, men andre ved næppe, hvad jeg skal skrive. Når jeg er i gang med et manuskript, forsøger jeg samtidig at være min egen kritiske førstelæser. Jeg ønsker ikke at snyde mig selv med lette løsninger, hvorfor skulle jeg det? Hver bog har haft sin nødvendighed.

Sort tøj og selviscenesættelse
Hvor meget iscenesætter du "Pia Tafdrup", som jo nærmest et blevet et begreb i dansk digtning?
– Jeg kan huske, at jeg som ung digter var på besøg hos Poul Borum. Jeg er en af de få digtere, der ikke er debuteret i Hvedekorn, som han redigerede de år, men i Chancen, 1980, som Inger Christensen og Pil Dahlerup var redaktører af. De følgende digte kom

»...han så ret opgivende på mig og foreslog, at jeg fandt på en måde at sætte mig selv i scene.«

dog hos Poul i Hvedekorn. Han var meget glad for de tidlige digte og skrev en artikel om dem i Kritik. Men den dag må jeg have lignet udskidt æblegrød, for han så ret opgivende på mig og foreslog, at jeg fandt på en måde at sætte mig selv i scene. Suzanne Brøgger iførte sig store hatte, Dan Turèll malede sine negle sorte, min gode ven Michael Strunge lagde en heftig øjenmake-up.

– Han havde mange forslag til, hvad jeg tilsvarende kunne gøre for at blive synlig i gadebilledet. Selv stod han der foran mig som en stor punker på 17 år. Den ene dag var Poul sorthåret, den næste var det afbleget, så var det langt, så var det kort. Altid skiftende frisurer og påklædning, men altid samme rørende menneske, der brændte for en sag. Jeg tænkte, at enten måtte det bære eller briste med mine digte, jeg skulle ikke føre dem rundt i verden iklædt et fastelavnskostume.

– Jeg røg over i den anden grøft ved altid at gå klædt i sort de år. Idéen var, at digtet skulle træde frem, mens jeg

Fra dybet stiger stimer af fisk for at se menneskets ansigt. [Haiku fra Boomerang]

trak mig tilbage. Tilsvarende læste jeg mine digte op, så de stod i rummet, mens jeg ikke var der. Troede jeg... Men det sorte tøj havde tilsyneladende en ikke-tilsigtet virkning. Og min "usynlige" måde at læse på, bevirkede, at jeg var ganske larmende til stede.

– Jeg holder stadig af sort, jeg sidder her klædt i sort fra inderst til yderst og besvarer spørgsmål til Sentura, men der er flere farver i garderoben nu. Jeg læser ikke som dengang. Jeg lader i højere grad den enkelte tekst betinge min oplæsning i stedet for at læse det hele identisk. Med skam at melde er jeg med årene kommet til at holde meget af scenen, men jeg havde end ikke læst de første digte højt for mig selv, dengang jeg udgav Når der går hul på en engel. En bog var en bog, jeg havde ikke skænket det en tanke, at jeg en dag skulle "optræde" med den. Eller have min egen hjemmeside. Eller figurere i Facebook.

Kan en digter opretholde en balance mellem den private og den offentlige person, og hvor meget skal digteren give af sig selv?
– En smerte kan flyttes over i noget andet, i et digt om solen fx, smertens private årsager behøver ikke at fremgå direkte, men det

»En smerte kan flyttes over i noget andet, i et digt om solen fx, smertens private årsager behøver ikke at fremgå direkte...«

kan blive et buldrende digt om solen. Den direkte form kan være interessant som dokument, som underholdning eller andet, men er ikke altid kunst. Hvis jeg er til stede med mit CPR-nummer i teksten, spærrer det for læseren. Art has to be artificial, siger man ikke uden grund. Private kan vi alle være, det er ingen kunst.

– Jeg giver altid noget af mig selv, når jeg skriver. Der er næppe meget mere at give, men transformationen er som før nævnt altafgørende.

Liv er kaos og kunst er orden
Hvordan oplever du forholdet mellem vores splittede liv og det at søge sammenhænge i fx kunst?
– Vores liv – og også mit – er vist i dag mere et kludetæppe end at sammenligne med et smukt vævet islamisk tæppe, som dem jeg netop har set på Pergamonmuseum i Berlin, der har

»Netop fordi vores liv er rodede, turbulente og kaotiske, oplever jeg en trang til at holde tråde sammen i mine tekster...«

en uhyggeligt imponerende afdeling for islamisk kunst, fordi den er bygget op en tid, hvor man rask væk plyndrede andre lande for kunstgenstande. Netop fordi vores liv er rodede, turbulente og kaotiske, oplever jeg en trang til at holde tråde sammen i mine tekster, både i digtene, prosaen og de to teaterstykker, jeg har skrevet.

– Man kan have det kunstsyn, at kaos skal afspejles direkte i teksten. Men hvorfor arbejde 1:1? Udfordringen kan også være at forsøge at trække tråde i labyrinten, komme ud igen og skrive på det indtryk. Kunst er for mig en kunstig skabt orden. Hvis alt tillades i et digt eller en roman, er det ikke interessant længere. Kunst handler

Soldater er blot sønner, fædre, elskere ... Stole står tomme. [Haiku fra Boomerang]

om grænser. Og da ikke mindst nu, hvor grænseløsheden er et stort problem for vores kultur.

– Jeg har rejst ganske meget de senere år, fordi jeg har haft oplæsninger i mange verdensdele. For mig har disse rejser været kolossalt åbnende. Mødet med vidt forskellige kulturer og lande – Island, Mexico, Argentina, Nicaragua, Cuba, Colombia, Japan, Israel, Rumænien, Grønland... har jeg skrevet artikler om til aviserne. Disse artikler viser i øvrigt også en meget åben side af mig, hvis nogen ikke skulle have haft øje for den... Rejserne har fået mig til at tænke grundigt over, hvad der splitter verden og holder en tekst sammen.

At bevare autenticiteten i strømningerne
Er der grænser for, hvad man kan skrive om, når man er digter?
– Spørgsmålet er meget bredt. Grænser skifter, men visse afgrænsninger må altid foretages. Der er ting, jeg kan

»Der er ting, jeg kan skrive nu, som jeg ikke var i stand til tidligere.«

skrive nu, som jeg ikke var i stand til tidligere. Der er indhold, som kræver mere livserfaring end andet, så en forfatters alder kan spille en rolle. Der kan være temaer, der er brændbare på ét tidspunkt, men ikke på et andet. Man må vælge det stof, der fænger hos én selv – eller det kommer, fordi man er optaget af det.

– Hvis noget ikke kan være i et digt, må man skrive en roman i stedet, så oversætter man sig selv ind i en historie, i en større ramme. Der er litterære former, der er erklæret dømt ude, og alligevel forsøger man sig med dem. Efter de seneste års meget åbne fase i litteraturen, vil vi med stor sandsynlighed se nye digtere skrive sonetter eller betjene sig af andre mere hermetiske former, som tilfældet er andre steder.

– En ung polsk digter, Jacek Dehnel, har netop fortalt mig, at mange i hans generation er begyndt at arbejde med fast metrik. Det opfatter de som meget revolutionerende! Man skal

»Midt i de skiftende strømninger må man som kunstner bevare sin autenticitet.«

være varsom med at forholde sig for nærsynet til kunst. Træd nogle skridt tilbage og se, hvordan skiftende litterære retninger afløser hinanden, ligesom på gallerierne her i Berlin, der et sted viser stærkt ekspressive billeder, et andet uhyre minimalistiske. Midt i de skiftende strømninger må man som kunstner bevare sin autenticitet. Det er dét, det handler om.

Skal digteren – uanset omkostningerne – være den, der vover at sige sandheden?
– Man kan kun være tro mod sig selv, ligesom man i sidste instans kun kan bedrage sig selv. Man skal følge sin egen tilskyndelse, når man skriver, lade sine egne bøger tale indbyrdes sammen, med og mod hinanden – mens man lever sit liv i forlæns dødsspiral. Sandheden kan vi godt opgive. I det mindste må vi gøre os klart, at det, der er sandt for én selv, er ikke nødvendigvis sandt for andre.

Inspirationer og yndlingsdigte
Har du selv et yndlingsdigt, som har fulgt dig gennem livet?
– Nej, jeg har ikke ét digt, men bestandig noget nyt, jeg holder af. Jeg har netop genlæst

Træerne er til, for at alle skal se op, siger drengen højt. [Haiku fra Boomerang]

en af Marguerite Duras´ bøger. De senere år har jeg sat stor pris på at læse Ekelöfs digte og Tarkovskijs dagbøger og refleksioner over kunst. Som ung digter lavede jeg løbende mine egne rejseantologier. Jeg kopierede digte, jeg holdt af og hæftede dem sammen. Andre ville have begivet sig ud i verden med deres udvalgte musik, men disse digte udgjorde et sikkerhedsnet, jeg spændte ud under mine undertiden lange ekskursioner. Skulle jeg glemme, hvad et godt digt var på disse rejser, havde jeg mit udvalg…

Kan du pege på nogen digtere i den yngre generation, som du særligt har hæftet dig ved?
– Som medlem af Det Danske Akademi læser jeg – med glæde – mine yngste kolleger, men kan af samme grund ikke udtale mig her. Det er et helt akademi, der står bag tildelingerne, ikke de enkelte medlemmer. Én ting kan jeg dog sige: Forlagene udgiver desværre ikke alle lyriktalenter disse år. Det er barske år for poesien, men skønt at se, at der skrives på trods af de lukkede døre.