Piazza Bucarest er en gribende fortælling om længsel og kærlighed – men mere end det...

ANMELDELSE: Jens Christian Grøndahl har altid været en ynder af små ting i tilværelsen. Selv siger han, at de store historiske temaer ikke interesserer ham, fordi det er vanskeligere at skrive godt om kærlighed og den almindelige menneskelige hverdag end om store historiske begivenheder.

I Piazza Bucarest, hans nye lille roman, fortsætter han i samme spor. Bogens fortæller, en forfatter, sætter sig for at opspore en kvinde og fortælle hendes historie. Fortælleren er en af den slags mennesker, som Grøndahl altid har været glad for at beskrive. Rodløs, rastløs, midt i livet, med et anstrengt forhold til kærligheden og en intellektuel distance til omverdenen. En af den slags hovedpersoner man møder overalt i dansk litteraturhistorie, fx hos Johannes V. Jensen.

Arrangerede ægteskaber
Kort fortalt er handlingen centreret om noget, der ville få Udlændingestyrelsen anno 2004 til at se rødt: nemlig to arrangerede ægteskaber.

Det første mellem en ung amerikaner, Scott, og en lidt ældre dansk kvinde, der gifter sig i 1966, så han kan slippe for at blive indkaldt til Vietnam. På det tidspunkt er han 18, hun er 25. I ægteskabet bliver den unge amerikaner reservefar for kvindens barn – bogens fortæller.

Efter en skilsmisse gifter den nu 40-årige Scott sig igen. Denne gang med Elna, en rumænsk kvinde på 22, som han tilbyder ægteskab, for at hun kan flytte tilbage til Danmark med ham, og dermed væk til den frihed, som var så helt og aldeles fraværende i Ceausescus kommunistiske diktatur. Igen ville Udlændingestyrelsen af i dag have råbt vagt i gevær.

Men jeg skal dog skynde mig at berolige de fuldmægtige medlæsere. Bare rolig drenge, det var før murens fald: Kvinden er flyttet til Italien og han er taget til New York.

Grøndahls poetik
Piazza Bucarest er på overfladen den rumænske kvindes historie, og giver et gribende billede af en ung kvinde, der forlader sit barn for at smage friheden. Men bogen er mere end fortællingen om længsel og kærlighed – rundt omkring på siderne tager Grøndahl en decideret diskussion af, hvad kunstens rolle er og bør være. Man kan læse den som en slags Grøndahlsk poetik.

En poetik, med et svar på det spørgsmål, som han lader fortælleren stille sig selv [side 85]: "Hvordan kunne jeg nøjes med at skrive om forkælede middelklassedanskeres hjertekvababbelser, mens verdenshistorien brølede om ørerne på mig?"

Man bliver forfatter, fordi man har tabt kontakten med verdenen, svarer Grøndahl gennem sin fortæller. For denne fortæller er kunsten stedet, hvor man genopretter forbindelsen, ved at fokusere på nuet og de små ting i tilværelsen. Elena, den rumænske kvinde, indtager den anden position. Kunstens opgave er at være politisk og beskæftige sig med verdens store begivenheder.

Historien og kunsten
Et sted lader Grøndahl de to syn på kunsten støde sammen. Elena og fortælleren ser sammen med Scott rettergangen mod diktatoren Ceausescu og hans kone på TV. Fortælleren forestiller sig, hvordan Ceausescu under den vanvittige skueproces lader sit blik fange af en solsort udenfor. Elena ser det som et afgørende øjeblik i historien og forsvarer indædt processen. Her ser man for alvor spændet mellem forpligtelsen overfor virkelighedens historiske omvæltninger og følelseslivet. Historien er kontakten til de døde, siger fortælleren et andet sted, kunsten er kontakten til nuet.

På sin vis spejler denne konklusion den udvikling, som også førnævnte Johannes V. Jensen kom til i sit senere forfatterskab. Fra at have beskæftiget sig med det meningsløse og det indholdstomme, fandt han indhold i små fortættede naturfortællinger.

Den rasende kosmopolit
Men Grøndahl kan trods sin troskabserklæring mod hverdagen, alligevel ikke dy sig for at give den en opsang med på vejen. Om danskerne skriver han til eksempel [side 69]: "Deres normaltilstand var husmandens frygtsomme, undersætsig skulende mistro og havde kun den kværulerende trods eller den brovtende jovialitet som poler i for et i bund og grund sendrægtigt og dorsk temperaments udsving."

Her er det kosmopolitten der raser. Og udladninger som denne sætter vel egentligt bogens fortælling i relief. Man skal ikke tro på Grøndahl, når han forsøger at bilde os ind, at han kun interesserer sig for nuet og kærligheden.

Det kan godt være, at Piazza Bucarest ikke leverer den store politiske fortælling om det kommunistiske Østeuropa og murens fald. Bogen gør det faktisk bedre. Den leverer fortællingen, hvor vi kan forholde os personligt til den. Den leverer fortællingen om, hvad verdenshistorien gør ved det enkelte menneske.