Romandebut med slutvanskeligheder

Dy Plambeck afprøver romanformen med samme fortællende tone som i digtsamlingen Buresø-fortællinger. Hun kommer godt fra start, men ender med at miste den beherskelse, som kendetegnede debuten.

ANMELDELSE: Fortælleren hedder Abby Larsen. Hun er ranglet, mørkhåret og har irgrønne øjne – og ligner altså slet ikke Dy Plambeck. Texas' rose er et kunstnernavn, som Abbys faster Lillian anvender, når hun optræder med sit cowboy-show, og det vilde vesten, den nye begyndelse og frihedsdrømmen spiller i det hele taget en stor rolle i bogen.

Lillian er død, og Abby beretter om familiens tragiske og absurde bevægelser. Romanen er en samling scener hentet rundt omkring i generationerne, dog koncentreret omkring den kraftigt overvægtige, men bundsolide foregangskvinde Lillian og hendes liv med cowboy-drømme.

En svulmende roman
Dy Plambecks tone er stadig godt selskab, men Texas' rose er ikke ren honning på samme måde som den svært overbevisende debutdigtsamling Buresø-fortællinger. Størstedelen af romanen udspiller sig sådan set i det samme rum som digtsamlingen med en cool, koncentreret og kælen omgang med finurligheder i sproget, men det er som om, at romanen svulmer for meget op, og det rytmiske greb mistes.

Hendes sætninger er meget koncentrerede, og det er langt hen ad vejen en fornøjelse at læse, fordi der er arbejdet opmærksomt med alle detaljer. Det er et træk, som er typisk for lyrikere, der bevæger sig over i prosa, og det fører ofte til fantastiske prosabøger. Problemet i denne er, at der slet ikke er lige meget krudt i alle bogens beretninger. Selvom Dy Plambeck øser rigeligt af sine finurlige historier, så kommer en del af dem til at virke som romanfyld, og der svigtes spændstigheden.

En kvalitet ved Buresø-fortællinger er netop, at den på alle niveauer er skrevet med stor beherskelse, og her læsses der altså mere lemfældigt på i Texas' rose.

Det vilde punktum-show
De korte koncentrerede sætninger og de ekstremt mange punktummer ender med at gøre fortællingerne akavede og hakkende. Grebet er godt, når forfatteren virkelig har noget på hjerte og bevæger sig i korte, kontante beskrivelser og observationer, men når hun kommer ud på den lange romanrejse, så virker formen bare udmattende.

Jeg kan mægtigt godt lide den første veloplagte del af bogen, og jeg synes også, det er et fint eksperiment at afprøve prosa, men som jeg ser det, så er overgangen til den cruisende romanfortælling ikke helt vellykket.