Formen og barndommens fælder

Vor anmelder ville gerne rose Naja Marie Aidts Poesibog til skyerne. Det er nemlig i grunden en god bog – men han forbliver alligevel lidt upåvirket af den.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Lad mig starte med at slå fast: Jeg er stor fan af Naja Marie Aidt, specielt hvad hendes noveller angår, og det er fortjent, at hun fik Nordisk Råds Litteraturpris.

Præcis derfor var det også med store forventninger, at jeg gav mig i kast med hendes seneste bog, der har fået den ydmyge, men ikke desto mindre meget sigende, måske endda ligefrem ambitiøse titel: Poesibog.

Bogen kredser om temaer som barndom og opvækst i 70'erne i et miljø præget af nye familiemønstre og samlivsformer, og den er delvist en fiktion over Aidts egen barndom. Hvad omslag og bogens konkrete udseende angår, så er den konceptualiseret over poesibogen, som man måske kender den fra gamle dage.

Fremragende idé
Ifølge Ordbog over det Danske Sprog er en poesibog en bog, "der indeholder, eller hvori man skriver, digte; spec. om en art stambøger, hvori man faar venner og bekendte til at skrive deres navn samt et lille vers, et citat, et ordsprog olgn."

Idéen er fremragende, og bogen rummer mange gode digte, selvom flere af dem skæmmes en smule af lidt for prægnante psykologiske skildringer, ja ligefrem fortolkninger eller efterrationaliseringer af barndommens forskelligartede problematikker, som ikke helt yder idéen retfærdighed. Der beskrives og fortælles, suverænt og elegant, men nye erkendelser i og med stoffet afsøges ikke nødvendigvis.

Gennemført coolness
"Du mußt Dein Leben ändern" skrev digteren Rainer Maria Rilke, og det fornemmer man, at personen bag digtene har gjort. Netop derfor er der måske heller ikke så meget på spil, som man kunne forvente, når man ellers forsøger at opregne de personlige katastrofer, som digtene omhandler. Men om egentlig traumatisk stof er der – jeg havde nær sagt desværre, men det kan man vel ikke tillade sig – ikke tale om, selvom det muligvis ville have kvalificeret teksterne yderligere.

I stedet står man efter endt læsning lidt tilbage med en følelse af, at man har været udsat for et mildt bedrag. Et bedrag som ligger i digtenes og bogens gennemførte coolness. Formen kan være forførende i nogle tilfælde, for har digtene reelt noget ærinde i barndommens landskab?

Formens fælder
I et af digtene står der: "Jeg har det med at lægge fælder/og gå i dem." Men fælderne her forbliver, føler jeg, mere de formmæssige af slagsen, konceptet som sådan, ikke barndommens, som ville have været mere interessante i min – jeg ved det – fuldstændige uretfærdige optik.

Når det så er sagt, så føler jeg mig som anmelder inadækvat, ja nærmest resistent overfor Aidts i grunden gode bog, og det på trods af gentagne læsninger over flere perioder. Andre vil føle noget andet, heldigvis.