Teoriens allersidste suk?

Litteraten Poul Behrendt dykker ned i det altid komplicerede forhold mellem læser og forfatter – og kommer frem med et nyt spændende syn på, hvordan man teoretisk kan gå til et litterært værk. Det er gjort med en stor formidlingsmæssig flair, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Igennem de seneste år har lektor Poul Behrendt været med til at sætte sit præg på flere af landets litterære tidsskrifter med sine artikler om dobbeltkontrakten. Ikke mindst har hans artikler om fænomenet Claus Beck-Nielsen fået stor opmærksomhed. Det startede med en artikel i Weekendavisen for 9 år siden og bliver altså nu fulgt op med denne bog.

Og hvilken bog!

Poul Behrendt skriver skarpt og nøgternt, men aldrig uden vid og humor. Han er tålmodig i sin afdækning af begrebet og når både omkring de højere luftlag og de meget små detaljer – og konstant med en formidlingsmæssig toppræstation.

Teksten må sættes i sammenhæng
Hvad er så en dobbeltkontrakt? Behrendt skriver, at den ikke kun handler om forholdet "mellem den empiriske forfatter og de konkrete læsere, men også relationen mellem den implicitte forfatter forstået som læserkategori, og den forudsatte læser forstået som forfatterkategori. […] Dobbeltkontrakten inkluderer således på både udsigelsens og det udsagtes niveau en overskridelse af værkautonomien".

Dobbeltkontrakten både forudsætter og ophæver skellet imellem empirisk og implicit forfatter på den ene side og mellem empirisk og forudsat læser på den anden. Det får en afgørende betydning på den måde, man går til teksten på. Det er ikke længere nok at læse teksten som en autonom genstand, den må også sættes i kontekst.

Opgør med Fish
Behrendt gør begge dele fremragende. Og til forskel fra de artikler om dobbeltkontrakten, som mange allerede har læst i diverse tidsskrifter, og som er integreret i bogen, gør Behrendt i sin bog også rede for baggrunden for sin læsemetode. Det sker i et opgør med litteraten Stanley Fish, der sidst i 70'erne blev notorisk berømt for sit spørgsmål: Er der en tekst i denne klasse?

Fish' påstand var, at alle tekster kunne læses litterært, hvis bare de blev udsat for de rette læsere. Det er således læserne, der skaber teksten, og alle fortolkninger består udelukkende af... fortolkere. Det tilbageviser Behrendt på overbevisende måde ved at henvise til fortolkningsfælleskabets forskellige præmisser, eller med andre ord konteksten. Det er valget af kontekst, der kommer til at præge læsningen, skriver Behrendt.

Hvad skal læses?
Med dette greb er Behrendt naturligvis ude med riven i forhold til flere tendenser i det danske litterære landskab, de folk som bestandigt forsøger at læse teksten autonomt, både dekonstruktivt og nykritisk, eller de, der som Fish radikalt påstår, at teksten ikke findes.

Behrendt lægger sig med sin idé om kontekstualisering i forlængelse af mere internationale strømninger, hvor sådanne autonome læsninger af teksten for længst er passé. Men det efterlader naturligvis litteraturvidenskaben med adskillige ubesvarede spørgsmål – for hvad er genstanden så, når det ikke kun er teksten, man skal forholde sig til?

Rejser kritiske spørgsmål
Behrendts bog er på den måde også et partsindlæg og en anvisning til, hvordan man kunne gå til værks anno 2006. Skal man gå mere kritisk til bogen, kunne man naturligvis stille spørgsmålet om, hvor meget eksempelvis Peter Høegs bøger og Claus Beck-Nielsens "værk" egentlig har til fælles. Er der ikke tale om væsensforskellige værker, deres dobbeltkontrakt til trods?

Desuden kunne man også komme i tvivl om den påstand, der ligger i underoverskriften, nemlig at der er tale om en æstetisk nydannelse. Hvori ligger det nye præcist? Har forfattere ikke altid benyttet sig af dobbeltkontrakter: fra Leonora Christine, Johannes Ewald, Steen Steensen Blicher til Henrik Pontoppidan?

Behrendts egen dobbeltkontrakt
Behrendt nævner vidnesbyrdet som det 20. århundredes genre og dermed indirekte dobbeltkontrakten, som en videreførelse af denne, en slags vidnesbyrdsfiktion. Men er det altid nødvendigt at kontekstualisere, når der er tale om et vidnesbyrd. Er vidnesbyrdet ikke også et retorisk trick, som skal få sine læsere til at klappe i og høre efter, uanset om udsigelsen er sand eller ej? Man kunne mistænke vidnesbyrdslitteraturen og den litterære opmærksomhed omkring denne for at være en slags dekonstruktionens sidste suk, om man så kan sige. At det er dekonstruktionens allersidste håb om en autenticitet i forbindelse med teksten.

Og til sidst: Hvordan med de dobbeltkontraktlige forhold, når Behrendts udgivelse næsten er sammenfaldende med udgivelsen af Peter Høegs længe ventede bog? [Høegs nye roman er annonceret til foråret 2006, red.] Det er dog kun drilske spørgsmål, som altid bør og skal stilles af en anden akademiker, men som langtfra kan skæmme denne fortrinlige bog.