Juliane Preisler Privatpersoner har sin helt egen tone. Inderst inde er vi vist ikke så forskellige?

ANMELDER: Som anmelder har jeg følt mig forpligtet til at åbne Juliane Preislers nye roman, Privatpersoner, og rent faktisk læse den. Havde jeg alene ladet mig lede af bagsideteksten, er det dog langt fra sandsynligt, at jeg nogensinde var gået i krig med den.

For mage til flad mundsmag skal man lede længe efter. Fx lyder præsentationen af en af de fire hovedpersoner således: "Rie ved godt, at hendes bluse er for nedringet. Men hvad skal man ellers fremhæve?" Om en anden står der: "Rolf keder sig, så han kunne skrige, men han vil hellere sprede sin kones ben i en fart."

Ærligt talt, ikke linjer, der ville få mig til at bære bogen med hjem fra biblioteket eller boghandleren. Heldigvis var værket en del mere interessant og mindre overfladisk, da jeg først kom i gang med læsningen, end bagsideteksten umiddelbart lod ane.

Kredser om fire hovedpersoner
Under en venskabelig middag får skuespillerinden Ea pludselig øjnene – eller måske snarere ørerne – op for Martin, en bekendt i omgangskredsen, da han siger "rododendron". En sprække åbner sig i hende, og noget går i skred, uden at hun helt kan forklare for sig selv, hvad det handler om. I hvert fald drages Ea mod Martin, som hun efterfølgende hemmeligt opsøger i det atelier, hvor han skal forestille at arbejde med sin hobby: Malerierne.

Eas mand, Rolf, har travlt andre steder. Egentlig arbejder han hjemme, men han må ofte foretage små rejser til fremmede byer. Ea tror, det har at gøre med Rolfs arbejde, og Rolf, som næppe selv forstår sit behov for at komme lidt væk fra hjemmet – og fra Ea, lader hende blive i troen og undlader da også at nævne de manchetknapper, som en lidt vel forhåbningsfuld dame har sendt ham.

Martin er ikke udelt begejstret for Eas interesse i hans person, for han har sit eget at slås med: En terminal cancer, der river og flår i hans tanker og krop – og dertil hustruen Ries overvældende omsorg og forsøg på hensyntagen, som han lige så lidt ved, hvad han skal stille op med, som Rie ved, hvad hun skal stille op med sig selv, når Martin ikke længere er der.

Omkring de fire hovedpersoner cirkler en række bipersoner, der antager mere fast form, efterhånden som de males op i en række miniportrætter.

For mange sider
Historien kan vel nok betegnes som banal i sit udgangspunkt. Her er tale om to pars – fire individers – dagligdag, som den altså tager sig ud, med små og store sorger i det indre København anno 2008.

Romanens 448 sider er måske også nok for mange i forhold til, hvad fortællingen ideelt set kan bære. Alligevel kommer man ikke udenom, at Juliane Preisler kan underholde sin læser. Her er muntre, sørgmuntre og enkelte næsten tragiske sekvenser.

Beskrivelsen af Ries og Martins forhold er det, der må fremhæves som romanens absolutte styrke. Her har Preisler virkelig fået greb om den skrøbelige balance, der kan eksistere i et forhold mellem to elskende, når skyggen af et uafvendeligt og endegyldigt brud vokser omkring dem for hver ny dag.

Traditionel og nyskabende
Privatpersoner er, med sit enkle sprog, sin næsten trivielle historie og med sin bestræbelse på minutiøst at gengive de enkelte personers tanker i en stream of consciousness-lignende form, på én og samme tid en traditionel og nyskabende roman.

De enkelte former – tankestrømmen og de hyppige synsvinkelskift – er naturligvis set før, ligesom vi gennem det sidste års tid har set en bevægelse hen imod detaljerede sanseskildringer, fx i Trisse Gejls Skjul og i Karen Fastrups Begravelsen.

Men Juliane Preislers sammenvævning af disse former giver Privatpersoner en egen tone, som – sammen med fortællingen om Rie og Martin – gør den værd at læse, uanset de lidt for mange sider og den lidt for trivielle historie i øvrigt.

Efterhånden som læsningen skred frem, sad jeg og ønskede mig, at der havde været en tydeligere forskel mellem de enkelte karakterers (indre) stemmer. Var det ikke for tankeindholdet, kunne man nemlig let forveksle de forskellige private personer i Privatpersoner.

Efterfølgende tænker jeg dog på, om ikke Preisler bevidst har undladt sådanne differentieringer for netop at lade læseren stille det spørgsmål, hvori det private egentlig består? For er vi mon i grunden så forskellige, inderst inde, som vi gerne vil bilde os selv og hinanden ind?