Bagsiden af Sverige

Kjell Eriksson er som flere af sine svenske kolleger en sand mester ud i den socialrealistiske krimi. Prinsessen af Burundi bekræfter endnu engang hans status som en af genrens bedste.

ANMELDELSE: Kjell Erikssons tredje bog på dansk ligger i forlængelse af hans to første. Det er et stykke svensk socialrealisme fra velfærdssamfundets rand. Med et krimiplot, som kun langsomt, langsomt vokser frem og overtager handlingen.

For selvom vi starter ud – præcis som sædvanligt med Eriksson – med den hverdagssituation, der rummer det skrækindjagende centrum for krimidelen af romanen, så er det i virkeligheden ikke så meget opklaringen af det bestialske mord på John Jonsson, vi bekymrer os om i starten af bogen. Det er mere beskrivelsen af Uppsala på vrangen. En beskrivelse, der på den ene side står glasklart som de frostnætter, handlingen udspiller sig i – og på den anden side formidles lidt som dalende snefnug, der kun langsomt samler sig til en drive.

Velskrevet og veldoseret
Opklaringsholdet er det, som vi kender fra Erikssons sidste roman: Kriminalinspektør Ann Lidell er ganske vist på barsel – hun har født det barn, som hun i sidste roman opdagede, at hun var gravid med. Men helt holde sig væk kan hun mildest talt ikke: Hun dukker op i handlingen, når livet som alenemor bliver for klaustrofobisk for den handlingsorienterede storbykvinde.

På sidelinjen starter den myrdede Johns bror, småkriminelle og stortaber Lennart, så sin private vendetta på brorens morder. Der lurer også en fortvivlet hustru og en forsømt søn i kulissen sammen med et galleri af små og større fisk i den kriminelle underverdens net af sprut, narko og hasardspil. Hermed har vi ganske langsomt fået samlet ingredienserne til en følsomt udmålt cocktail af en svensk realistisk krimi.

Langsomt tager opklaringsarbejdet og det psykologiske spil over fra det mere socialrealistiske og samfundsportrætterende – og langsomt tager spændingen til.

Prinsessen af Burundi er nøjagtig lige så velskrevet og veldoseret som sine forgængere. Eneste anke er, at den virker lidt mere sjusket oversat – men det er i småtingsafdelingen og i længden bliver de små forsvenskninger af den danske oversættelsen næsten charmerende – lidt som at høre sin svenske ven forsøge sig på dansk…