Det er uden tvivl lidt af en udfordring for enhver museumspædagog at gøre stenalderen relevant for det moderne menneske. Merete Pryds Helle har gjort et forsøg.

ANMELDELSE: Kan man gøre stenalderen relevant for det moderne menneske? Merete Pryds Helle gør et forsøg med sin poetisk fortællende roman Hej Menneske.

Bogens handling skubbes i gang, da den arkæologistuderende Edith under feltarbejde i Mellemøsten bliver bidt af en skorpion.

Som følge af biddet må Edith tilbringe lang tid på sit hotelværelse, hvor hun går i gang med at skrive sit speciale. Det bliver dog alt andet end et normalt speciale. I stedet bliver det fortællingen om, hvordan hendes alterego i stenalderen, Edith, klarer kærligheden, livet og døden.

Brede parabler
Merete Pryds Helle fortæller i brede parabler – stenalder-Ediths personlige historie bliver til et billede på tusinder af års menneskelig vandring fra det helt primitive til det moderne. Så vi får altså historien om menneskets udvikling fra nomadiske jæger-samlere til et folk, der tæmmer dyrene og opdyrker jorden.

Vi hører om vandringen til Göbeliki Tepe, hvor de unge bliver voksne i vilde ritualer. Om et krokodilleoverfald, der koster en ung kvinde den ene hånd. Om en brutal voldtægt. Og om den mærkværdige abemand, der kan spå om tiden. Men først og fremmest får vi en gribende og poetisk beretning om menneskers liv.

Det er en fortælling, der spejler sig i sig selv. Sideløbende med historien om stenalder-Edith sker der også forandringer i den moderne Ediths selvopfattelse og perspektiv på tilværelsen. Bl.a. med hensyn til opvæksten og moderens selvmord. Hun får så at sige også gravet sin egen fortid frem.

Inspireret af egne erfaringer
Bogen er inspireret af forfatterens egne erfaringer. Merete Pryds Helle har i forbindelse med sine universitetsstudier deltaget i en række udgravninger i Mellemøsten, som både har leveret materiale til bogen og i øvrigt også til en række flotte farvefotos i den, hvor man blandt andet kan følge forfatteren selv på udgravning.

Men det er den fiktive fortælling, der giver historien liv. Ikke den historiske.

For det hun kan, Merete Pryds Helle, er uden tvivl at fange det almen menneskelige i skriften og dermed gøre det relevant. Hun har tydeligvis en eksistentiel optik på livet – trods alle udgravningerne. Nu som i stenalderen er det faktisk ikke menneskets omgivelser, men det, som mennesket stiller op med dem, der er interessant. Det er faktisk en ganske udmærket bog.