Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem

 M A G A S I N   F O R   F I L M   -  L I T T E R A T U R   -  T V                 w w w . s e n t u r a . d k

 

Bogens omslag

Welcome Mr Chance

 

Thomas Pynchon: Katalognummer 49 udbydes
Oversat efter "The Crying of Lot 49" (1966)
af Arne Herløv Petersen
163 sider
Kr. 225,-
Tiderne Skifter
Revideret oversættelse udgivet i 1999

 

Af Uffe Andersen

Der er i amerikansk kultur en dybt rodfæstet frygt for sammensværgelser og komplotter - for en Magt, der har kontrol med Alt uden at give sig til kende. Frygten har blandt andet fået udtryk i de strenge amerikanske anti-trustlove og i de udødelige klassikere omkring f.eks. JFK: komplot-teorierne. En del amerikanere bevæbner sig i disse år for at kunne kæmpe mod den Verdensregering, de mener, FN er ved at oprette og som også vil besætte USA.

"The Crying of lot 49" er derfor en ærke-amerikansk roman. Den engelske titels dobbelthed betyder ikke kun, at 'katalognummer 49 udbydes', med henvisning til den auktion, romanen slutter med. Den betyder også 'råbet fra lod nummer 49'. Og dét, lod nummer 49 råber - ja, hvad er det, det siger? Det er dét, romanens kvindelige hovedperson, Oedipa Maas, håber at få at vide ved at gå til auktionen, hvor hendes tidligere elskers ting sælges.

Men det er også det, hun har prøvet at finde ud af hele romanen igennem - og hun har en række mistanker om, hvad det er - mistanker, der vender op og ned på hendes liv.


Fra Tupperware...
Når romanen er ærke-amerikansk, er det også, fordi Oedipa er en ærke-amerikansk (eller mere præcist: calfornisk) husmor. Første sætning lader "Mrs. Oedipa Maas" komme hjem fra "et Tupperware-party, hvor værtinden måske havde kommet lidt for meget kirsch i fonduen".

Med dette lidt for store skvæt af den småborgerlige kirsch i den lige så husmoderlige fondue, begynder Oedipa at få et skævt syn på sin tilværelse og på samfundet, på verden. Hun ser nu klart, at der er et mønster: det hele hænger sammen - men samtidig ser hun alting som gennem et slør, en tåge, der ikke er alkohol, men (den meget amerikanske, men også almen-menneskelige) paranoia.

Oedipa har fået brev om, at hun er blevet eksekutor på sin tidligere elsker, Pierce Inveraritys bo. Han var "en californisk stormogul af en ejendomsmægler" - og tænker man her 'mafia' tager man ikke fejl: Også Cosa Nostra er indblandet. Testamentet var først blevet opdaget efter flere måneder - og måske havde 'nogen' fikset på det i mellemtiden - så Oedipa ikke skulle opdage, hvad det egentlig er for et Amerika, hun har arvet. For det er uden tvivl the nature of America, der er Pynchons store interesse, og som det er hans kvindelige Ødipus' quest at finde.

Mens hun prøver at finde ud af, hvad testamentet egentlig går ud på, støder hun på en masse spor, der alle synes at pege i samme retning: mod Tristero, en privat og hemmelig post-tjeneste.


... til affald
Som i megen god litteratur er et hovedtema i "Katalognummer 49 udbydes" kommunikationen mellem mennesker. I Pynchons roman lykkes den aldrig eller kun meget mangelfuldt. På romanens anden side siger Oedipa til sin mand (- der er ved at bryde psykisk sammen over sit job som DJ og sin hang til teenage-piger), at "'Du er så overfølsom'. Tja, der var så meget andet, hun også burde sige, men det var, hvad hun fik frem".

Og sådan er det hele vejen igennem: Man får ikke sagt så meget, og det der bliver sagt er mangelfuldt og mangetydigt. Men egentlig er det ikke så meget menneskene som verden som sådan, der kommunikerer: Tingene taler med deres tavse mønstre, som nogen - måske - har skabt. Netop ting, ragelse, affald er et vigtigt motiv i romanen. Det kan læses som symbol på brug-og-smid-væk-kulturen, på informations-samfundets 'hvide støj' af oplysninger, hvoraf kun en lille del er brugbar - og på dét sociale bundfald, Oedipa føres sammen med på jagt efter Tristero.

Derfor er det også ærgerligt, at den danske oversættelse har set sig nødsaget til at erstatte Tristeros kodeord W.A.S.T.E. (We Await Silent Tristero's Empire) med S.M.I.T.T.E. Waste, spild og affald, ubrugelige ting og forspildte muligheder er netop, hvad Pynchons America bugner af.

Med obstruktion af kommunikation som mål eller effekt kunne w.a.s.t.e. også hedde n.o.i.s.e.: Støjen som informationssamfundets affalds- og spild-produkt. Waste og noise er den uundgåelige anden side af masse- / forbrugs- og medie- / kommunikations- / informations-samfundet. Det er også, hvad Oedipas mand, Mucho, har beskæftiget sig med på sit arbejde. Så længe han holdt det ud.


Hvad p-pladsen fortalte
Mucho Maas er i romanen DJ på en lokal radiostation, men før dét var han brugtvogns-forhandler med en bil-losseplads (hvis parking lot talte til ham, som lot 49 gør det til Oedipa).

Her kom folk med deres brugte biler som udbetaling og "når der var muget ud i bilerne, måtte man kikke på deres livs virkelige bundfald, og det var ikke til at sige, hvad der faktisk var blevet smidt væk (...) eller hvad der simpelthen (og måske tragisk) var blevet tabt: afklippede kuponer, der lovede fem eller ti cents rabat, rabatmærker, lyserøde løbesedler med annoncer om nedsatte varer i supermarkederne, cigaretskod, kamme hvor de fleste tænder var faldet af, annoncer med ledige stillinger, sider der var revet ud af fagbogen, klude af gammelt undertøj (...), alle mulige små stumper og ting, der var ensartet dækket som en salat af fortvivlelse, med en grå dressing af aske, fortættet udstødningsgas, støv, menneskelige udsondringer. Han fik kvalme af at se på det (...)".

Don DeLillo-læsere vil ane en forbindelse mellem de to; også DeLillo er fascineret af affald, i sin seneste Underworld lever een af hovedpersonerne af (at behandle) affald; fra papirs-lommetørklæder til brugte brændsels-stave. I Underworlds start-scene opremses forskellige slags affald, som tilskuerne til en baseball-kamp kyler ned mod banen; det minder meget om listen over det skrammel, Mucho fandt i sine biler. Det er også samme underworld under den officielle og velkendte overflade-verden, de to forfattere er på sporet af.

Waste! Alt dette spild og affald foræller noget om Amerika; det taler om de mennesker, hvis bil det var - men hvad siger det? Det gør Mucho nedtrykt og giver ham kvalme - men "det er ikke til at sige, hvad" dette waste helt præcist udtrykker - om noget. Egentlig er det vel ikke ladet med betydning, men tilfældigt ragelse? Og på samme måde har Oedipa det med America: kommunikationen er usikker - og muligvis ikke eksisterende. Romanens centrale symbol på dét er Tristero.


Tavs kommunikeren
Tristero er en privat post-tjeneste, der en gang i Middelalderen opstod i opposition til det alt-dominerende post-selskab i Europa, Thurn und Taxis. Tristero ekspanderede siden til America, hvor det blandt andet forfalskede et fire-cents frimærke, så der ikke stod American Postage, men Potsage. Posttjenesten eksisterer fortsat og er stadig forbundet med det forbudte, det undertrykte og hemmelige (: pot-). Mens Thurn und Taxis havde et posthorn som bomærke, bruger Tristero noget lignende på deres mærker:

"Det lyder latterligt" indrømmer en frimærkesamler, der kalder det et posthorn med "en dæmper". Men Oedipa nikker bare: hun kan sagtens få også dét spor til at passe ind i den sammensværgelse, hun ser: "De sorte uniformer, tavsheden, hemmeligshedsfuldheden. Hvem de end var, var det deres mål at dæmpe og kvæle Thurn & Taxis posthorn". Den officielle kommunikation skal overvindes; bag på mærkerne ser man vandmærket W.A.S.T.E..


Knoglekulfiltre
Tristero er symbol på en underverden, hvis beboere måske ikke direkte bekæmper det officielle, synlige samfund, men simpelthen prøver at undgå, det får indflydelse på deres liv. Folk, der bruger WASTE-systemet "vælger med vilje ikke at kommunikere via [det statslige] U.S.Mail (...) det var en nøje beregnet trækken sig tilbage fra Republikkens liv, fra dens maskineri".

Tristero-systemet bruges af og henviser til de marginale grupper i det amerikanske samfund: etniske, religiøse og seksuelle minoriteter, sindssyge, fattige og andre 'utilpassede'. Dé 'trækkker sig tilbage', fordi de føler, de ellers opsluges i et 'maskineri'; de føler sig som ofre for et plot og underlagte en kontrol, de ønsker at undslippe.

Dén følelse er grundlæggende i det amerikanske samfund; mistænksomheden over for alt statsligt er stor – ja, overfor alle med stor magt og mange penge. (Det gælder også private virksomheder, der tit har været nødt til at bruge store summer på i reklame-kampagner at modarbejde en indædt mistro til deres produkter for eksmpel var det en overgang svært for McDonalds at overbevise 'folket' om at man ikke brugte regnormekød til sine burgere. I 49 er der en lignende historie om et cigaretmærke (som Pierce Inverarity havde penge i), der som filter bruger knogler fra amerikanske soldater, der faldt i 2.Verdenskrig).


Paranoia og / eller plot?
Det store spørgsmål er, om Tristero findes: Det vil sige, om der findes et 'alternativt' Amerika. Og i så fald: Er Tristero-alternativet blot trist, eller undergraver det med sin 'triste terror' et overfladisk og tomt America? Er Tristero minoriteternes og forskellighedernes farverige oprør mod det alt-kontrollerende grå 'master-plot'? - "måske er det (...) et virkeligt alternativ til den mangel på udveje, den mangel på overraskelser i livet, der plager hver eneste amerikaner, du kender, og dig selv med, min skat", siger Oedipa til sig selv til slut.

Romanen starter, da Oedipa så småt begynder at formulere de spørgsmål. Fra at være californisk gennemsnitshusmor bliver hun "mere følsom", så at hun hele tiden har det, "som om der (...) var ved at ske en åbenbaring rundt om hende". Alle ting taler til hende; hun kan bare ikke helt forstå, hvad de siger. For eksempel føler hun, at frimærkerne i den afdøde elskers samling er "tusinder af små, farvede vinduer, der har udsigter dybt ind i rum og tid".

Oedipa aner, at frimærkerne 'råber' et budskab - et budskab, der handler om det samme, hun ser tegn på alle andre steder, et budskab om "Repulikken", det vil sige USA eller det mere storladne America. Problemet er, at budskabet er meget vigtigt, men nogen skjuler det for hende; det er kodet og hun kan ikke dechifrere det. Eller er problemet, at hun ser budskabet allevegne og ikke kan tænke på andet end at bryde koden - uden at det eksisterer? Måske er virkeligheden kun et kaos af tilfældigheder, men hun ser mønstre i alt - og "Det var måske det, der især red hende som en mare: at det alt sammen passede så godt sammen logisk set".

Der er altså et system - men Oedipa kender det ikke. Ergo må andre have lavet det og ergo er hun en uvidende brik i andres spil - det er dét, der nager hende. Hun bliver 'plottet imod' - eller også er hun paranoid; for som det hedder, efter hun er sat til at udlægge testamentet: "hun følte, hun måtte projektere en verden". Det vil sige: virkeligheden er kun tilfældigheder - og ud af dem skaber hun så selv en sammenhængende verden. Hun er altså paranoid - men som en eller anden berømthed engang sagde: bare fordi man er sindssyg, kan man jo godt være forfulgt.


Mellem 0 og 1
America ændrer sig under Oedipas nye blik. Det gammelkendte land består af "ettaller og nuller", og hun har altid lært, at hun skulle vælge enten det ene eller det andet: et eller nul. I hendes valg "skulle de udelukkede midter undgåes". Men Oedipa nægter at vælge i dette sort / hvide computerlandskab.

Oedipa optræder i stedet som en 'kryptolog' og beruser sig i det slør af data, hun møder. Hun prøver at tyde en (måske indbildt) kode og tegner selv forbindelsslinier mellem de 'spor', hun finder. Som Ødipus må hun løse gåden om sig selv - og tyde det testamente, der er hendes "quest". Som kodeord er W.A.S.T.E. betegnende. 'Affald' eller 'spild' viser hen til den litteratur, romanen – der først udkom i 1966 - er en del af.

Allerede tidligt sammenlignede man Pynchon med de eksperimenterende, selv-referentielle og 'post-moderne' forfattere som John Barth, James Joyce og Joseph Heller (Catch 22). Man trak linier til Vladimir Nabokov (Lolita), Herman Melville (Moby Dick) og Joseph Conrad. Samme år som "The crying of lot 49" udkom, holdt filosoffen Jacques Derrida en nu berømt forelæsning i USA, der har været set som en varsling af 'dekonstruktivismen'. En tale, som dermed også lagde op til, at man lagde større vægt på 'den udelukkede midte' - 'affaldet' fra en verden, der kun anerkendte 1 og 0.


NADA
Oedipas elsker, Pierce Inverarity, grundlagde et forretningsimperium. At grundlæggeren er død - og hans sammenhængende imperium splittet op i bidder - gør, at man nu står uden sikkert grundlag overfor fremtiden. Dét kunne være et billede på det velkendte vilkår, at 'Gud er død', og at alle tidligere alt-omfattende verdenssyn også er borte. Dermed er verden ikke mere et fast mønster af sammenhænge - men et kaos. Når ingen har autoritet til at udpege det, som er master-plottet, er der ingen sammenhænge, ingen dele betyder noget. Og Oedipas hang til at se et (kom)plot overalt viser os så, at vi ikke kan leve i kaos:

'hvis Gud ikke findes, må vi opfinde ham' (som Voltaire cirka sagde). At tro på et plot er en afløsning af troen på en Gud. Det er netop sådanne plot-processer, der holder romanen igang: udskillelsen af dele, oplysninger, informationer, ord, der evt. betyder noget, når de sættes sammen med andre informationer, billeder ... - og besvarelsen af spørgsmålet: 'hvis de betyder noget: hvad er det så?'

Pynchon udforsker i sine romaner (ikke kun The crying...) den hang, han forstår som almen-menneskelig: evnen og vilje til overalt at se sammenhænge - også dem, som ikke var der, før man så dem. I romanen er frygten for at være med i et plot overvældende. Men samtidig med frygten for plottet, er der også et måske endnu dybere behov for og skjult håb om, at det findes.

Derfor er det så stærk en scene, når Oedipa et sted går på toilettet og forventer at finde en væg overmalet med grafitti, hun skal tyde - for måske står der noget om Tristero... Men: Væggen er tom og bar. Efter romanen igennem at have set tegn på plotning overalt og have forsøgt at tyde disse tegn og sætte dem sammen - da hun nu med ét finder en tom væg, vakler hun chokeret ud fra toilettet igen. Tomheden, mangelen på tegn, der tyder på et plot - gør hende for alvor bange.

Af samme grund har Mucho af og til mareridt. Han drømmer om sin bil-losseplads og forklarer, at "Vi var medlem af the National Autombile Dealer´s Association, NADA". I drømme så han "bare det her knirkende metal skilt, hvor der stod nada, nada imod den blå himmel. Jeg plejede at vågne skrigende op" (Mucho er mexicaner og for ham betyder nada altså først og fremmest det spanske for 'ingenting').

Den tomme toilet-væg spejler tilsvarende det "vacuum", den tomhed, Oedipa føler at leve i - fordi hun ikke ved, om de spor, hun finder er tegn på "et virkeligt alternativ" - eller om de er plantet af andre og "det her er en fælde". Og hvis der bagved ikke er noget Tristero, hvis der "ikke var andet end America" - så var hendes fremtid at være "en fremmed, oppløjet, foregiven cirkelbevægelse tilbage til en eller anden form for forfølgelsesvanvid".

Nogle kritikere har ment at 49 var ren slapstick og uforpligtende farce - men denne angst for afgrunden og tomheden bag det postmoderne mylder af tegn bringer en patos ind under grinet, der hele tiden frygter at stivne.

På en udstilling ser hun et maleri af en flok middelalder-jomfruer, der sidder indespærret i et tårn og broderer. Deres broderi slanger sig ud gennem vinduet og med dét prøver de "hjælpeløst at fylde det tomme rum" udenfor tårnet. Broderiet viser hele verden - ja, det er hele verden for jomfruerne; uden dét var der kun "det tomme rum". Da Oedipa ser maleriet, har det samme virkning på hende som den tomme toilet-væg, og hun begynder at græde. Hun aner, hun selv er en sådan jomfru, der prøver at fylde tomheden med sine broderier, sine plots - men at hun i stedet er fanget i sine egne broderier og aldrig vil være i stand til at undslippe sit tårn.


Entropi
Den fornemmelse, der til tider overvælder Oedipa og bringer hende til desperation - at hun er styret og end ikke ikke bestemmer, hvad hun taler om og tænker på; og når hun taler, at selve sproget også er fastlagt udefra - det er dén mis-tanke, mange amerikanske forfattere har næret, og som har givet dem en ambivalens til deres materiale, sproget (læs mere i Tony Tanner: The City of words).

Samtidig har romanen også et link til den danske halvfemser-prosa og -lyrik (Balle, Søndergaard, Lyngsø,...) ved at være naturvidenskabeligt interesseret. Pynchon er blevet kaldt "entropiens forfatter", idet entropi er endnu eet af Oedipas mange spor (for studerende på landets 'institutter for sammenlignende litteratur' kunne det måske være interessant at lægge Pynchons novelle Entrophy under samme mikroskop som Solvej Balles novelle, der i samlingen "Ifølge loven" udspilles under termodynamikkens anden lov som motto: "Legemer, der befinder sig i et lukket system, hvor der ikke tilføres energi, vil søge mod større og større uorden").

Entropi er - siger fremmedordbogen - et "fysisk mål for den uorden, den grad af desorganisation, der hersker i et lukket system (...) og som kun kan vokse". Eftersom Oedipa søger og finder et plot - det vil sige orden - synes entropiens lov at gå hende imod og sige, at hun er paranoid. Men begrebet entropi bruges også i informations-teori, hvor det er "et kvalitativt mål for informationsmængden". I informations-teorien har loven modsat fortegn, så at mængden af informationer 'kun kan vokse'. Så hvad får vi alt i alt? Kaos eller gennemtænkt plot?

Tja - i romanens årti, 1960'erne, brugte forskellige kunstnere ordet 'entropi' om det, de mente var den gamle verdensordens sammenbrud til kaos. Bag sammenbruddet stod muligvis en konspiration.


Hank DD 702
Historien om Pynchon selv, ligner på en sær måde romanen om Oedipa. Man véd meget lidt om manden. Han er født i 1937 og skal have taget undervisning i litteratur hos Vladimir Nabokov på Cornell Universitetet (som flere tekster også slår et smut om).

Det eneste fotografi, der med sikkerhed viser Pynchon, er fra da han 18 år gammel i 1956 blev matros på U.S.S Hank DD 702 og senere udstationeret på Malta. Mysteriet omkring Pynchon er lidt som det om Tristero: der er spor at følge og mønstre at (op)finde.

Fotoet finder man derfor på Internettet sammen med meget andet mere eller mindre perifert. Der er en side kaldet Pynchon Files[Siden eksister ikke mere], hvor alle 'spor' synes at have interesse. For tiden får man blandt andet dette at gå efter i sin quest: "Files har hørt, at front-lågen på postkasserne i Manhattan Beach var bemalet med et lille, opretstående horn. Pynchon skrev romanen i denne Los Angeles-forstad".

Man hører stemmens insinuerende don't say more! - og tænker måske på striben fra tegneserien Doonesbury, hvor Gary Trudeau ikke kan holde sig fra at gøre grin med JFK-teoretikerne. (Søg på dato: 29.11.93 til 9.12.93 eller på 'JFK') Konspirations-teoretikerne tror ikke på tilfældet; men som det ses her, er selv enevældige herskere underkastet dets magt. På samme måde kan dem, der ikke finder trøst i Gud, finde den dér - eller her.

[ h j e m ]