Når forfatteren er ude, danser stemmerne i bogen. Pia Juul har skrevet en eksperimenterende og forunderlig bog.

ANMELDELSE: En af de forunderlige ting ved Pia Juul er, at hun er uberegnelig.

Hendes forrige bog var en krimi; den hed Mordet på Halland (2009) og var et originalt bud på, hvordan krimier ikke behøver at være gennemsigtige underholdningsmaskiner, men også kan rumme tætpakket og poetisk sprog, der tvinger læseren ned i selv de mindste detaljer for at regne det i øvrigt totalt uigennemsigtige plot ud.

Således overladt til sproget finder læseren sig selv i en sprogturbine, hvor det er vanskeligt at afgøre, hvem der bedriver kispus med hvem.

Alskens mærkelige stemmer
En sprogturbine er Pia Juul seneste bog også, digtsamlingen Radioteateret. Nu skal det siges, at det ikke er en digtsamling i gængs forstand, snarere et radio-/hørespil for alskens mærkværdige stemmer.

Hvis man ellers er gammel nok til at huske telefonlinjen 0059, er det nogenlunde en sådan linje, som Juul har skabt med sine digte.

Bortset fra at her er der ikke kun personer, der taler. En af de gennemgående stemmer udgøres således af byen Koblenz, der har sine kvababbelser med at være en tysk by i nærheden af Rhinen.

Taler, men ikke sammen
Det lyder og er også sært. Man kunne naturligvis forestille sig, hvordan disse tekster ville blive læst uden den dramaturgiske ramme. Det ville være særdeles kaotisk, uden hoved og hale. Men med rammen går man som læser med på legen.

Billedet af bogens tekster som 0059-tekster er én måde at forsøge at se en orden midt i stemmernes virvar, en anden er, at man forestiller sig en radio, hvor man med tuneren glider gennem feltet af støj, stilhed og stemmer. Nogenlunde sådan er det at læse denne digtsamling. Der er ansatser til fortællinger og sammenhænge, men grundlæggende taler stemmerne frit uden en større lydhørhed i forhold til hinanden.

Eliza C, som vi møder i forskellige udgaver og aldre, udgør måske en art hovedperson, eller en gennemgående person, men omkring hende flagrer der stemmer, som er mere eller mindre underlige, fx Peter Jyde, digteren Ludvig Bødtcher, Færgemanden (kendt fra Grimms eventyr), Elly Byde (kendt fra andre af Juuls tekster).

Forfatteren er sendt hjem
Men selvom en af de dramaturgiske rammetekster, der sætter scenen og desuden er gengivet som flaptekst, taler om, at disse personer har sendt forfatteren hjem og dermed holder en stemmefest uden forældre og autoriteter i nærheden, finder man stadigvæk mange tekster, hvor Juuls særlige sprogtone slår igennem.

Fx når Peter Jyde et sted siger:

Hvem ”Lars og dem” i virkeligheden er, kan man ikke helt regne ud, men diktionen er suveræn og helt Juuls egen, ikke mindst.

Peter Jyde er en af de personer, som er mest omtumlet af situationen i radioteatret og på spanden i denne stemmesamling, for som Eliza C et sted siger om ham: ”Han er ikke i stand til at tage vare på andre end sit digterjeg”.

Der er således mange digterjeger, eller bare jeger på spil i denne vidunderlige stemmefest, men igennem alle jegerne hører man alligevel en stemme, nemlig Pia Juuls, som stadigvæk er i særklasse.