ANMELDELSE
Mikkel Wallentin:
En ræv bag øret
182 sider
kr. 269,-
Rosinante
2001

En ræv bag øret er en underfundig, lille roman. Den følger en ung mands trivielle liv gennem et par måneder i Århus og handler derfor ikke rigtigt om noget. Alligevel er man nødt til at bøje sig for dens finurlige tone og social-sarkastiske humor.

Et par måneder i Århus. Daglige cykelture, sociale tabere, masser af masturbation og ligegyldige beruselser. I korte træk er det essensen af Mikkel Wallentins første roman, En ræv bag øret, som er en moderne skildring af det ansvarsløse, jævne og på mange måder overfladiske liv, som det kan se ud, når man er ung i Smilets By.

Det er 'Når snerlen blomstrer', efter at Kurt Cobain har skudt sig i hovedet. Det er ikke mindst repræsentanten for den ureflekterende zapper-generation, der prøver at finde sit vadested mellem at finde en grund til at gøre oprør eller finde en grund til at følge med strømmen.

Ung i Århus
Jeg vil dog vove den påstand, at det er et must at bo eller have boet i Danmarks næststørste by, hvis man som læser rigtigt skal have noget ud af debutromanen. For En ræv bag øret er lige så meget en had-kærlighedserklæring til Århus, som det er historien om en ung mands søben rundt i livets trivialiteter.

Hovedpersonen lever i en beton-boligblok i Århus Vest. Hans input består af daglige cykelture, fester eller ture ned i vasketøjskælderen. Han lever sammen med et alkoholiseret par, hvis eneste opmuntring i tilværelsen er at gennemtæve hinanden. Linjen er hurtigt lagt. Det er ingen dans på roser at være ung i Århus.

Han bevæger sig fra det ene fiktive sted til det andet, der lader den Århus-kendte læser sidde tilbage med visheden om, hvor hovedpersonen befinder sig. Den berømte Tinas grill med den traditionsbundne cityburger er blevet til Dinas grill, og Café Mozart med den økologiske øl er blevet til Café Beethoven. Skarpt bliver det, da hovedpersonen tager til Telefontorvet for at besøge pool-stedet Jerks. Har man nogensinde været dér, ved man, at intet andet navn kunne være mere rammende.

Socialrealisme i 13. grad
Sjovt bliver det desuden, når hovedpersonen har sine daglige skærmydsler med naboerne i betonboligen fra socialklasse 13. Disse naboer har på mange måder ikke stået først i rækken, da der blev delt lykkelige skæbner ud.

Man har ikke indtryk af, at hovedpersonens samboer, Jan og Kirsten, nogensinde kommer op af hullet. Substistensløse trasker de rundt i lasede joggingdragter, spiser købepizza og ryger smøger. Nu skal man jo heller ikke gøre livet til mere, end det er.

Flere gange fanges hovedpersonen i vaskekælderen af vaskedamen, der ikke har andet liv end at vaske. Hvorfor hun gerne påtager sig at vaske for alle andre i opgangen. Grå, kedelig og uden gnist. Selv om det ikke er beskrevet, kan man være sikker på, at hun også handler i Netto.

Klunkepsykologi
Hovedpersonen bruger sine sanser. Ingen tvivl om det. Ingen barm går forbi uden at blive opdaget. Og intet kønshår er i nærheden, uden at muligheden for parring eksisterer. En smule latrinært bliver det dog i den meget rammende beskrivelse af hovedpersonen, der siddende på et spejl som en anden molekylærbiolog sætter sig for at udforske, hvad det er, der sker, når ens endetarmsåbning lader sin afføring få frit løb. Men på den anden side er det godt med lidt variation til den megen masturbation og det nikkende lem, der gentagne gange må overgive sig til lillehjernens klunkepsykologi. Det er nogle gange lige før, man bliver træt i hånden af at læse bogen.

Hovedpersonen har dog heldigvis sin cykel, så han får mulighed for at flygte fra tilværelsen. Men også i drømmene får han lov til at dyrke sin eskapisme. Og her får vi lov at stifte bekendtskab med både Bukowski, Mary Shelley, Homer og
H. C. Andersen. Sidstnævnte er ked af det, fordi han har brækket hånden og derfor ikke kan udføre det jævnlige ærinde, han samtidig holder regnskab med via små prikker i sin dagbog.

Metropol eller landsby
Man morer sig over beskrivelsen af Århus i forhold til København. For her må jeg indsparke, at det er en ting, man går meget op i i Århus, og ingen andre steder i Danmark finder man nok den samme form for lokalpatriotisme. Københavnere er ikke andet end Satans tro håndlangere, og hvad fa'en skal man da også med hovedstaden, når vi både har Crazy Daisy, AGF og nu også vores egen Nyhavn tæt på Strøget? Skuespilleren Jesper Klein blev i sin tid kendt for at kalde Århus for Verdens Mindste Storby. Men det er lige præcis dér, at Jesper Klein gik galt i byen. Århus er nemlig Verdens Største Landsby. Eller som Wallentin skriver: København er sig selv. Århus er en anden. På en eller anden måde.

En ræv bag øret er ikke nogen prosaisk perle. Men det er sådan set heller ikke meningen. For tonen følger hovedpersonen, der lever på det jævne.

Ind imellem dukker små sproglige finurligheder dog op. Onde tunger vil sikkert kalde dem banale. Andre vil finde dem ganske morsomme. Som da hovedpersonen skal hente øl til sig selv og kammeraten og samtidig gøre indtryk på et par piger inde på poolstedet Jerks:

"- Hvis du henter, så giver jeg. Og jeg hentede. Jeg hentede så smukt, at det ville kunne få selv den største selvhenter til at fælde en tåre eller to."

En ræv bag øret tager aldrig stilling. Den er hverken pessimistisk eller optimistisk. Den er, som den er; udmærket. Alligevel efterlader den et indtryk, der giver stof til eftertanke.

Ellers glæder jeg mig til at høre mere fra hovedpersonen, når ræven ikke længere er grøn bag øret, men i stedet har fået hår på brystet. Hvis det da nogensinde kan eller vil ske.