Selvom psykologien er noget skabelonagtig, så ender Arseniktårnet med at være en glimrende og underholdende fortælling om arvesynd og andre synder.

ANMELDELSE: Arseniktårnet er en letfordøjelig familiekrønike af den kulørte slags, hvor det ikke skorter på alle hånde former for misbrug, overgreb, perversioner og almen umoral.

Indenfor rammefortællingen, hvor Therese og hendes mor, Ruby, indtager hver deres standpunkt i deres relation til Thereses afdøde mormor, den tidlige revyskuespillerinde Amalie Thalia, præsenteres vi for en række personberetninger, der alle afslører barndommens og forældrenes hovedsalig negative indflydelse på børnenes identitetsdannelse gennem tre generationer.

Kort og godt: Arseniktårnet er en tragisk psykologisk fortælling i seks afsnit om en dysfunktionel familie.

Tøffelhelte, præstesønner og forførersker Forfatteren har valgt at fortælle historien i omvendt kronologisk orden: Læseren føres fra rammefortællingen, hvor boet efter Amalie Thalia, omkring årtusindeskiftet, deles af de efterladte, tilbage til Rubys kærlighedsløse opvækst på Amager med en narcissistisk og alkoholiseret mor og en tøffelhelt af en far i årene omkring 2. Verdenskrig.

Herpå følger beretningen om Rubys far, præstesønnen Mogens, der på grund af sit åndfulde sind tidligt udses til at gå i sin fars fodspor, men løber hjemmefra og får ansættelse som blåmaler på Den kongelige Porcelænsfabrik for siden at forelske sig i en revyskuespillerinde, der minder ham om – ja, gæt engang – hans for længst hedengangne mor!

Først til sidst får vi historien om, hvordan heksen og forførersken Amalie Thalia har formået at udvikle sig til en kvinde, som er hadet og afskyet af sin egen datter, men inderligt elsket af sit barnebarn.

Populærvidenskabelig psykologi
Ragdes familiesaga er rendyrket underholdning bygget på populærvidenskabelige psykologiske forklaringer om arv og miljø.

Og på ét plan er det næsten utroværdigt og aldeles for meget med alle de ulykker, der regner ned over de enkelte karakterer, men på et andet plan fungerer fortællingen om, hvordan den enes vanskæbne kan trække den anden med ned – og så fremdeles, ganske udmærket.

Til trods for den altså noget skabelonagtige psykologi, der driver værket, og de ofte lidt for iøjnefaldende forsøg på åndrigheder og sproglige løft er Arseniktårnet nemlig en glimrende og måske endda tiltrængt illustration af, hvordan fædrenes (eller i dette tilfælde mødrenes) synder nedarves på børnene slægtled efter slægtled.

Fine stemningsbilleder
Dertil kommer, at Ragde skaber nogle fine stemningsbilleder af forskellige miljøer og tidsepoker op gennem det tyvende århundrede – uanset om det drejer sig om det barske fiskersamfund i Nymindegab anno 1900, om teaterverdenens kolde sminkerum og de lumre københavnske baggårde i 1920'erne eller om besættelsestiden på Amager.

Hvad der imidlertid for alvor fascinerer mig i Arseniktårnet er den detaljerede og indfølte skildring af æstetikeren Mogens, af hans kærlighed til farven blå og hans (hemmelige) kunstneriske udfoldelser. Her har forfatteren præsteret et virkelig smukt stykke arbejde, og roser er så afgjort på deres plads.