Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

UDDRAG
fra Uffe Andersen: Bulgarien – mere end et strejf af Orienten
(Informations Forlag 2002)

[Uddraget bringes med venlig tilladelse fra Informations Forlag]


Af
Uffe Andersen

 


Foto: Uffe Andersen

Portræt af Radoj Ralin




NB!
Læs anmeldelsen af Uffe Andersens bog i Sentura #14.

Anmeldelsen er skrevet af Simon Leunbach, formand for Kulturforeningen Danmark-Bulgarien


*

RELEVANTE LINKS:

Besøg Kulturforeningen Danmark-Bulgarien

Få fat på bogen hos Informations Forlag

 

Uddrag fra Bulgarien – mere end et strejf af Orienten:
Interview med Radoj Ralin

Radoj Ralin er digter og blev som 9-årig medlem af Kommunistorganisationen. Som humorist gik han ikke godt i spænd med magthavere, så da 'kammeraterne' begyndte at styre landet, skrev han snart ætsende epigrammer om dem. Digtene gik fra mund til mund, og Ralin blev 'landets populæreste person', der stadig hilses på gaden som en folkehelt. Han var med til at start en demokratisk opposition – men da den kom til magten, viste hans gamle satire sig også at passe på nutidens ministre.

Forfatteren insisterer på at byde os på en bid brød på sin stamcafé. Vi går ad stille veje mellem de lave blokke gennem en sen novemberdag med 25 grader. Pludselige hvirvelvinde fra byens bjerg, Vitosha, drejer strømme af blade op i vores hoveder, så vi må knibe øjnene sammen mod både solen og de varme, rødgule blade.
   Ralin forklarer, at folk fra alle verdens ambassader plejede at mødes her efter arbejdstid. Den lille snackbar ved Sofias udfaldsvej mod øst har næsten plads til otte siddende – men nu er her kun Ralin, tolken og jeg. Vi får 'det sædvanlige' – dvs. et stort stykke toast med smeltet salami og ost.
   Tolken og jeg får knap begyndt, før Ralin er klar til kaffen, hvad han utålmodigt lader sin veninde, servitricen, vide. Over for os undskylder han, at han blev så hurtigt færdig med sit måltid – men det er en vane, han har haft siden Krigen, og som han ikke har kunnet slippe af med.
   Når man fik serveret – i skyttegraven – var det bare med at hugge i sig, så længe der var ro mellem granaterne og angrebene.
   Min mor har samme vane, fortæller jeg – men hun fik den, da hun var lærer på en højskole, hvor det var med at få noget ned i en fart, hvis man ville have anden gang og blive mæt.
   Det er først nu bagefter, jeg tænker på, at det kunne ses symbolsk: Den fælles vane og de forskellige måder at få den på. Skal man tro symbolet, er det ikke tilfældigt, at Ralin blev den slags digter, han blev – og blev det i netop Bulgarien.
   Og netop i Bulgarien ville det selvfølgelig være en fornærmelse så meget som at tilbyde at betale det lille måltid.

"Hør nu, man præsenterer sig selv, når man bliver afhørt i retten – det virker meget akavet på mig at skulle præsentere mig selv. Du kan se denne her note om mig, som vores Forening af Demokratiske Forfattere lavede ... som du ved, delte Forfatterforeningen sig i to efter 1989 ...
   Men o.k, hvis du insisterer ... for det første er jeg en gammel mand – allerede 79. Jeg kan ikke brillere med ungdom – alt, jeg har præsteret, er ovre nu. Hvis jeg skulle skabe noget i fremtiden, som ville vække opsigt, skulle det lige være min død. Måske kender du den her gamle vits: 'Livet er sådan, at man går levende i seng – men når man vågner, er man død.'
   79 ... men jeg har valgt at trøste mig med, at den største belønning, man kan få i livet, er ens alderdom. For i det lange løb går alting over, alt bliver glemt – kun ens lange liv er tilbage."

"Mit liv har været én lang række af fyringer. Én gang blev jeg sat fra mit arbejde som redaktør i to år, en anden gang i otte ... Og denne her samling af epigrammer blev brændt efter ordre fra kulturministeren Pavel Matev, der også var forfatter. Og det blev den i trykkeriets centralfyr, af alle steder. Og fordi nogle løse sider fløj op gennem skorstenen på grund af trækken, faldt et par sider i en vandpyt og frøs fast, så de lå og blafrede i vinden.
   Det så den ungarske digter Laszlo Nagy og skrev et digt om den bog, der blæste i den isnende vind, men som – når solen skinnede næste dag – ville flyve op.
   Og faktisk stod solen op – men tingene ændrede sig ikke. For generelt er situationen i vores land bestemt af vores geografiske beliggenhed. Danmark, Belgien og Holland ligger alle tæt på de nordlige have, men Bulgarien er her i Syden: Det ligger som indgangsvejen til både Afrika og Asien – til alle disse endnu ubesejrede lande. Eller i hvert fald ikke helt besejrede."

"De beskyldte os for at planlægge en kontrarevolution, ligesom den i
Tjekkoslovakiet. Men I er ikke født i går, så I kan godt indse, at et par satirikere ikke kan lave en revolution. Om de så tegnede fem underskrifter eller tegnede alle politbureau-medlemmernes underskrifter."

"Det hårdeste ved vores liv dengang var netop, at vi blev ved at foregøgle os, at der ville komme bedre tider – at det ikke kunne blive sådan ved i al evighed, at solen ville stå op ... Vi troede, at naturens love også gjaldt for Historien: At hvis vi havde det dårligt i dag, så ville vi få det bedre i morgen. Så vi var som i den gamle folkelige vits om æslet. Æsler er jo dovne: De går, de galopperer ikke, som heste gør – så oven over æslets hoved var der en stang, der hang noget hø ned fra. Og æslet ville nå hen til høet og spise det og blev ved at gå og gå, så det kunne nå høet – men det var alt sammen forgæves i det lange løb, og æslet fik ingenting. Sådan er vores situation også. For det, der fulgte tiden dengang, bragte så store skuffelser, at man kan komme til at savne selv det, som var – som en kærlighed, man ikke blev færdig med."

"Det var ellers et hårdt liv – man fik trusler, uanset hvad man gjorde. Men på et tidspunkt skiftede de taktik; de holdt op med at fyre mig for for eksempel at have skrevet et stykke. I stedet fyrede de avisens redaktør – og det var endnu værre, for folk blev ekstremt forsigtige over for de tekster, jeg kom med. Og så var det, at de her epigrammer var nemme at sprede.
   Jeg kom for eksempel med en tekst til en redaktør, og han siger: 'Mmmmm, ja, o.k., dette her er godt, men du har skrevet det, der var bedre – giv mig noget af det.'
   Men selvfølgelig har han lært det, han har læst, udenad – se de epigrammer her, de har kun to linjer, så man læser og husker dem nemt. Deres form gør dem også lette at huske med det samme: De er musikalske, har rytme og allitterationer og flere andre ting fra folkedigtningen. Så der skete det, at jeg kom med mine tekster til mange redaktører og blev afvist. Men redaktørerne lærte teksterne udenad og fortalte dem, så de gik fra mund til mund. De blev en slags mundtlig folklore – og det var lige præcist det, der hylede folkene i de høje stillinger ud af den. For de vidste, at jeg havde været kommunist, siden jeg var barn – og at jeg under bolsjevikstyret skulle have været blandt deres mest loyale folk."

"Du ved, de plejede at lære os, at alt er et spørgsmål om økonomi – så her er noget, jeg skrev om dét," –

– siger Ralin; men epigrammet handler også om det, Maria Dimitrova fortæller om (se den samtale): at ethvert barn om ikke fra vuggen, så dog meget tidligt blev 'indviet' i Partiets ideologi:

Vores børn er klassebevidste fra små af,
De kender til fulde deres ret.
Min søns første ord ramte plet.
Det første han sagde var: 'Vil ha'!'

Eller lad os tage dette her:

Nogle spørgsmål piner mig tidlig og silde
Uden at være kosmiske og vilde:
Hvordan får man mad og børn og trækker sit vejr
Hvis man ikke kender én, som lige klarer 'det der!'

Epigrammet er et af de mange, der ser satirisk på hverdagslivets besvær for den almindelig bulgarer; på det, at nogle var 'mere lige end andre' – og på det evige begreb (der stadig er vigtigt) 'forbindelser'.

Eller dette her:

Bulgarien, Bulgarien, mit plagede land
Jeg kender dig så godt og langt tilbage:
et land hvor tåber holder stand
og får den største del af karrierens kage.

Temaet om 'forbindelser' er her underforstået – men epigrammet peger også på en af grundene til, at den bulgarske stat var så ineffektiv: man fik ikke job og myndighed efter evne, men efter politisk anskuelse – eller i forhold til ens vilje til at give afkald på at have sådan en.
   Samtidig gør epigrammet grin med det officielle propagandasprogs pompøse patos og tomme lovprisninger. I modsætning til det brugte Ralin netop det harske, 'folkelige' sprog – udtrykt i en af de titler, han valgte: Ljuti Chuski (1968). Det betyder 'stærke pebre', som er en almindelig bulgarsk spise; faktisk så almindelig, at Baj Ganju på sin rejse 'til Europa' bringer nogle med i sin rejsesæk, fordi han ikke kan undvære dem.

"Ljuti Chuski er min tredje bog med epigrammer, og den første hed Bezopasni igli ('Sikkerhedsnåle', 1961). Den anden – den de brændte – hed Molja, zapovjadajte (1966) som er en bulgarsk hilsen – der her betyder noget i retning af 'Værsgo at komme indenfor'. Her på tegningen ser man den vigtige embedsmand, som siger det – og klienten, der er større end embedsmanden ... sådan var det. Men folk mente ikke, satire var kunst, så alle sagde: 'Skriv digte!'. Og det gjorde jeg faktisk også – ligesom jeg skrev filmmanuskripter.
   Men ud af alt det, jeg skrev på den tid, tillod de kun én film, En utrolig historie, om en journalist, der skriver en føljeton imod nogen. Men fordi mange mennesker har det samme navn som den, han skriver om, tror alle, at teksten handler om dem og klager til myndighederne over journalisten. De går amok og river eksemplarer af avisen i stykker og smadrer butiksvinduerne, hvor de udstiller den ... med andre ord viser filmen, at der ingen pressefrihed var i landet. Men den blev udsendt, selv om Todor Zhivkovs reaktion var: 'Betaler Kennedy dig for at lave den slags film?'"

"Med hensyn til epigrammerne, så lad os tage dette her:

Som sand kommissær er han med overalt
Han roser og dadler og råber gevalt
Han opsummerer med indsigt og stil
Selv i sager han ikke har kendskab til.

Det er Partisekretæren; det er ham, der bestemmer, at 'det er godt' eller 'det er skidt,'

– forklarer Ralin.
   Der var en 'partisekretær' på hver skole, fabrik, kontor osv., og vedkommende havde tit ingen uddannelse eller kompetence på det område, han var sat til at bestemme over.
   Temaet fra før fortsættes med andre ord: Epigrammet gør grin med et ubehageligt system, folk kender fra dagligdagen, og som de ikke har respekt for, fordi der bliver taget tåbelige beslutninger i dets navn.
   Også i det næste epigram, Ralin vælger at læse – 'Mangelvare' – genfinder man hverdagen. Her lader han de to, der gerne regnes for opfindere af det kyrilliske alfabet, vise en af hans egne favorit-pointer: det, at Folkerepublikken Bulgarien tit ignorerede det rent fysiske hverdagsliv til fordel for luftige visioner:

Træd frem Kyrillos og Metodios,
Vi vil give jer en meget fornem pris
Dog må I ikke af den grund tro
at I dermed vil få et sted at bo!

Folk havde jo ikke noget at bo i – og som man ser på tegningen, bor de i et lappet telt.
   Humoren over for alt det spillede en stor og positiv rolle dengang. Det ser man af, at selv udenlandske korrespondenter skrev om, hvad vi bulgarske humorister lavede. Der var artikler i schweiziske og tyske, engelske og franske aviser og også radioprogrammer. Georgi Markov skrev i sit eksil i London et essay, hvori han påstod, at jeg var den mest populære person i Bulgarien – og derefter blev alt, hvad vi sagde, sendt af BBC i London og af Radio Free Europe.
   Men med hensyn til populariteten, så kunne man ikke være sikker på, om det var en af det hemmelige politis agenter, der lovpriste én for at prøve at få én til at komme frem med mere, så de kunne rapportere det til politiet.
   Mange unge piger og drenge stoppede mig på gaden og bad mig lave digtoplæsninger. Men det undgik jeg. Mange af de piger ville ikke bare møde mig og høre, hvad jeg havde at sige – nogle sagde endda ligeud, at de ville i seng med mig. Men jeg er ikke den type. Jeg har også skrevet en bog med kærlighedsdigte – men det er én ting at forelske sig og noget helt andet, når en fremmed vil ligge i din seng. Og nogle af dem var også agenter, og vi måtte hele tiden sørge for, at Partiet ikke havde nogle facts, de kunne bruge imod os."

"Redaktørerne lærte teksterne udenad og fortalte dem, så de gik fra mund til mund. De blev en slags mundtlig folklore – og det var lige præcist det, der hylede folkene i de høje stillinger ud af den. For de vidste, jeg havde været kommunist, siden jeg var barn – og at jeg under bolsjevik-styret skulle have været blandt deres mest loyale folk."

"Når de angreb mig for mine epigrammer, begyndte jeg at skrive digte; når de angreb mig for digtene, begyndte jeg at skrive føljetoner, essays, hvad som helst for at angribe staten. Magten har sine egne interesser, og det er en forfatters pligt at være i opposition til korrumperet magt ... jeg skrev en del ting imod Zhivkov – så som inspirationskilde kan jeg ikke være utilfreds med ham.
   Og alligevel var det egentlig ikke Zhivkov, jeg skrev om – det var om frihed. Så de tekster handlede også om Brezhnev og alle folk af den slags. Jeg skrev om tyranni generelt – og Zhivkov følte sig fornærmet. For når man skriver om frihed og tyranni, kan man ikke undgå også at skrive om nogle af Zhivkovs dårlige sider.
   Så Zhivkov blev ved at fyre mig – som han fyrede andre – først fra det ene job og så fra det næste. Der var ingen private arbejdsgivere dengang, så der var ingen andre til at ansætte én end staten.
   Min kone kunne ikke holde situationen med de konstante trusler ud, og selv om vi fik to børn sammen, efterlod hun dem begge hos mig og lod sig skille. For det var virkelig hårdt at være sådan en mands kone: De begyndte også at fyre hende. Sådan gjorde de: De fyrede ikke kun en selv, men også ens kone, konens søster og så videre – hele familien."

"Nogle af epigrammerne handler om bredere, filosofiske emner, mens andre blev skrevet i særlige anledninger.
   Og lad os for eksempel tage det her, 'Konstruktiv kritik':

Den fyr der er bare utrolig smart
Han gav mig konstruktiv arbejdskritik
Han fik succes som en sand kammerat
Mens jeg går på gaden uden en slik.

Partiet plejede at udøve det, de kaldte 'sund' eller 'konstruktiv kritik'. Hvis de mente, at du var dekadent eller depraveret, kritiserede de dig. På den måde kunne folk også forbedre deres egen stilling; hvis fyren i epigrammet for eksempel var 'af forkert oprindelse', havde en borgerlig baggrund eller noget andet, kunne han gøre Partiet en tjeneste ...
   Eller hvad med dette her om premierminister Chervenkov:

Det store foto af denne mand
Skjuler hvor lidt han egentlig kan.

Det vil sige, at før kommunismen var Chervenkov ingenting; han kæmpede ikke for noget eller var revolutionær, han var intet – bare et nul, en simpel papirnusser. Men i løbet af kommunismen begyndte de at hænge de her kæmpe billeder af ham op overalt, i fuld størrelse.

Eller tag dette her:

Man udnævnte hr. Vladimirov
Til kulturattache i Aden
Først da forstod den gode mand
At Yemen findes og er et land.

Fyren kunne ikke sin geografi – han vidste ikke, der var sådan et land. Men alligevel sendte de ham dertil på denne her mission, som diplomat,"

– forklarer Ralin.
   Og igen er det udueligheden i staten og dens embedsmænd, han gør grin med. Teknikken er den enkle at personificere kritikken: gøre 'staten og dens embedsmænd' til en person, læseren kan identificere sig med – eller måske snarere tage afstand fra og grine af. For det var det mest effektive angreb, staten kunne komme ud for, mener Ralin – og minder om Kierkegaards påstand om, at det vigtigste er at have latteren på sin side:

"På den tid lod de ikke Kierkegaard blive udgivet i Bulgarien, men jeg var ven med den bulgarske digter Atanas Dalchev, og han plejede at læse mange ting af Kierkegaard for mig, så jeg blev fortrolig med hans tanker. Og Kierkegaard havde helt ret – for latteren var folks største håb dengang.
   Partiet fandt sit håb et andet sted; det håbede at opfylde femårsplanerne eller at bygge flere fabrikker – de fabrikker, vi nu river ned, fordi de er unødvendige. Og Zhivkov havde det ikke nemt med humoren, fordi den altid var rettet imod ham,"

– siger Ralin.
   Et eksempel på det beskriver Georgi Markov i sin bog The truth that killed. Der handler et afsnit om en episode med en af Ralins tekster, som tegneren Boris Dimovski illustrerede med en gris. Dens hale gled ud i en underskrift, der efter sigende lignede Todor Zhivkovs – hvad Zhivkov blev meget vred over ...

"Det skete på samme tid som begivenhederne i Tjekkoslovakiet i 1968, og de var bange for os. Men denne her tegning har intet til fælles med Zhivkovs underskrift – de fandt bare på den historie for at skade os. Hele sagen var udtænkt for at få Dimovski og jeg hængt op på et eller andet ... Her, jeg skal vise jer hans underskrift, så I kan se, de slet ikke ligner hinanden. Men de sendte endda tegningen til analyse hos politiet.
   Bogen var blevet trykt i 40.000 eksemplarer, et kolossalt antal. De sendte de første 20.000 ud, og imens blev resten af dem trykt. Men så gav kulturministeren ordre til at brænde den. Det var den første bulgarske bog, der blev brændt – og da folk hørte, de havde brændt den, skyndte de sig at købe de eksemplarer, de kunne få hos boghandlerne.
   De beskyldte os for at planlægge en kontrarevolution, ligesom den i Tjekkoslovakiet, og på grund af den her lille bog fyrede de omkring 100 mennesker. Men I er ikke født i går, så I kan godt indse, at et par satirikere ikke kan lave en revolution. Om de så tegnede fem underskrifter eller tegnede alle politbureaumedlemmernes underskrifter ... der kan ikke ske noget, så længe hæren er på deres side.
   Hvis man ikke har fagforeningerne med sig, som det skete i Polen – og i Tjekkoslovakiet, hvor det var Partiet selv, der lavede det tjekkiske forår – så kan man ingenting. Og vi var kun to mennesker til at lave vores ting.
   Men det, vi lavede, skabte skandaler ... Det gjorde dem vrede, at folk kopierede tingene. Der var ingen fotokopimaskiner dengang, men folk ikke bare maskinskrev dem – man brugte også mimeografer; man fotograferede dem og lavede dem til lysbilleder og så dem, når man for eksempel kom sammen for at fejre en eller andens navnedag (som man gør i Bulgarien). Det var noget, venner, der stolede på hinanden, gjorde – og hvis nogen fortalte politiet om det, ville ejeren af billederne eller hele flokken blive fyret. Ligesom lærere blev fyret, bare fordi de anbefalede bogen til andre."

"Men situationen her i landet er endnu værre nu. De, der nu er i magtens korridorer – ministre og den slags – ingen af dem sagde dengang, at 'Partisekretæren gjorde noget galt i dag.'
   Allerede i de første dage efter 10. november 1989 indså jeg, at det ikke ville blive til noget med demokratiet. Så jeg skrev blandt andet det her, Velikijat prelom – måske husker I, der var en sovjetisk film med den titel,"

– siger Ralin.
   'Det store vendepunkt' handlede om 2. Verdenskrig; den så slaget om Stalingrad som krigens 'store vendepunkt' og fik de gyldne palmer i Cannes i 1946.

Kammerater indtil i går
Som herrefolk nu de står,
De dør for karrieren
Ikke for friheden.

"De, der har magten nu, er ikke dem, der satte livet på spil for friheden. Derfor fandt jeg også på det her ordspil i går med ordet 'geopolitik', som jeg ændrede til 'egopolitik' – for det er, hvad de laver i Bulgarien for øjeblikket: en selvisk politik. De lever i rigdom, som faraoer og får alt, hvad de vil have.
   Vi har officielt demokrati, men det er snarere et pseudodemokrati. For de, der ønsker at være de store kanoner og sidde i vigtige stillinger og være ministre og medlemmer af parlamentet, de vil altid bruge diktaturets og bolsjevismens metoder, som er imod selv de mindst vigtige af de demokratiske friheder.
   Vores tidligere premierminister Ivan Kostov ville for enhver pris være i spidsen for SDS. Så han og hans venner gik målrettet ind i bevægelsen, som blev skabt her, i dette rum. Den senere præsident Zhelju Zhelev var her også – det var så tidligt som i 1989, mens de andre først kom til i 1993.
   Vi arbejdede alle gratis i bevægelsen, og her kom de og sagde: 'I ved ingenting om lovgivningen, men det gør vi.' – 'I er velkomne til at slutte jer til os.' – 'Der er bare det, at dette her er vores profession. Vi kan ikke arbejde gratis' – 'o.k., vi betaler jer ud af vores medlemsbidrag.'
   Så SDS betaler dem, og de her mennesker får nu løn og føler sig som cheferne i vores bevægelse. Og til sidst drev de nyankomne de andre ud. De sagde om en eller anden, at han for eksempel ikke kunne ordne regnskabet ordentligt, og sådan fandt de fejl ved alle. Så hvis der bliver stjålet meget her i landet, er det ikke så sært: Hvordan kan man undgå at stjæle i et land, hvor selv magten er stjålet? ... Det var i øvrigt en glimrende titel på et teaterstykke ..."

"Men angående satirens rolle i dag, kan vi også gribe tilbage til et af epigrammerne fra Ljuti Chuski – den samling, der faktisk er gamle folkelige fyndord:

Den kloge skade var ikke sen
til at gå i med begge ben.

Idéen er, at man lægger noget til den folkelige anekdote – så man ikke bare videregiver den. I stedet parodierer man den på en måde og vildleder læseren til at tro, at dette her er folkedigtning – mens det i virkeligheden er anti-folkeligt (dvs., imod det 'folkelige' i Folkerepublikken Bulgarien).
   Sådan får fyndordet her på grund af tegningen den helt modsatte betydning i bogen: Skaden går ikke i med begge ben – men får den ene fod indenfor i en magtfuld stilling og den anden fod i en anden.
   På den måde var Zhivkov også både partisekretær og premierminister – ligesom SDS-fyren. Og selv skaden på tegningen ligner mere ham end Zhivkov – selv om tegningen blev lavet for længe siden, før Dimovski kendte ham. Hvem var han dengang? Ingen. Se, det ligner ham med den næse og smilet, der ikke er der – ja, jeg mener Ivan Kostov ..."

"I filosofi kan man tænke over alle livets fænomener og drage slutninger, de enkelte videnskaber så tager til sig – og på samme måde kan satire gøre grin med simpelthen alting, der har negative træk.
   Humor ser, hvad der er sjovt og ler af det. Men satiren kan se, hvad der endnu ikke er morsomt, men engang i fremtiden vil blive både morsomt og afskyeligt – og så gør satiren grin med den ting for at henlede folks opmærksomhed på den.
   Bulgarsk litteratur er fuld af både humor og satire – for et folk, der i 500 år levede under et fremmed styre, og som ikke havde sine egne teatre, koncerter, aviser eller tidsskrifter – sådan et folk har været nødt til nogle gange at opføre sig som slaver. Har de villet redde deres skind, har de ikke kunnet undgå at komme i komiske situationer i forhold til dem, der holdt dem besat. Derfor var der i folkedigtningen mange ordsprog og aforismer, som skabte en kritik gennem latter. Og det bulgarske folk har endnu ikke overstået sit slaveri – som digteren Kiril Hristov har sagt.
   For det, der er mest skræmmende i dagens Bulgarien, er endda ikke korruptionen, men noget, jeg allerede nævnte på SDS´ første møde efter 10. november 1989: 'Den mest uhyggelige fare, vi nu står over for, er plutokrati' – at blive styret af mennesker, der bliver rige netop ved at have magten.
   De er nøgne, når de træder indenfor i magtens sfære – men de bruger de muligheder, den giver dem – de høje stillinger, forbindelserne med retssystemet, med sikkerhedstjenesten – og gennem de forbindelser opnår de usårlighed.
   Tag for eksempel vores tidligere forhandler med EU, Alexander Bozhkov, der bør dømmes. Det bliver han også – men han får stadig sin løn. Det kan enhver se parodien og løgnen i. Det er meget mere forræderisk og uhæderligt end før ... så der er ikke bare plads til humor i dag – der er brug for humor."

Boris Dimovski illustrerede bøgerne med Ralins epigrammer og har venligst givet os lov til, at anvende hans illustrationer her.

Ralins epigrammer er oversat af Helle Dalgaard.

 

[ t o p ]       [ h j e m ]