Rasmus Nikolajsens (f. 1977) tredje digtsamling Frihed og sex på rejsen er en ”stram lille sag” – i alle dette udtryks bedste betydninger. Efter digtsamlingen sølvKANIN fra 2001, som ærlig talt var lidt af en skuffelse ovenpå den flotte debut digte om lidt fra 2000, så vender Nikolajsen med sin nye bog stærkt tilbage.

Problemet med sølvKANIN var lige præcis, at den ikke var så stram komponeret som både debuten og denne nye bog, for når Nikolajsen insisterer så meget på at lade ordspillet herske i sit sprog, er det vigtigt, at der skæres igennem, hvis ordspillene ikke er sjove, underfundigt undergravende eller har et eller andet, der gør dem interessante. Og ikke bare interessante nu og her, men også interessante at vende tilbage til og at ligge underdrejet i.

Fra sky til kys
De dårlige ordspil, som vi fx kender dem fra Ekstra Bladets spisesedler (fx Jon Dahl Tomålson eller lignende), kan man hurtigt få nok af. De virker kun, fordi de er knyttet til en bestemt kontekst, for det meste en bestemt nyhed. Det gode ordspil derimod, et der fx kan stå i et digt, skal helst virke mere end den ene gang. Fx kan jeg mægtigt godt lide linjen "jeg er dig og knust af kunst" hvor ordet knust kan ses som ordet kunst, men bare i en knust form, om man så må sige. Eller når Nikolajsen laver ordet "sky" om til "kys", så får han knyttet den dejlige fornemmelse ved et kys sammen med himlen osv.

Lethedsfornemmelse
Denne utrolige lethedsfornemmelse, man får af at læse Nikolajsen, er i det hele taget fantastisk. Man svæver med og begynder at læse ordene forkert – på samme måde som Nikolajsen gør det. Ordene kommer op til overfladen, de ophæves og glider forunderligt sammen. At ordene er ved at glide sammen, ser man af de mange komposita, dvs. ord der konkret er bundet sammen ved hjælp af en bindestreg som fx "valmue-berøring" eller "O-sammenbrud".

Letheden understreges i det sidste eksempel endda i en sammenglidning imellem et ord og den klassiske apostrofiske figur O. Det er dette O, der så at sige ligger som en understrøm under ordene og hæver dem op til deres egen materielle overflade, hvor de så får lov at overfalde hinanden og til tider endda blive til hin-anden, som i eksemplet med sky og kys.

Intens frihed
Digtsamlingens titel kan derfor også gå på ordenes indbyrdes forhold til hinanden, at det er dem, der i overført forstand dyrker sex på rejsen under en intens frihed. Per Højholt fortalte engang stolt i et interview om en kvinde, der under en oplæsning var blevet noget så liderlig. Jeg ved ikke lige, om man bliver liderlig af at læse disse digte af Nikolajsen, men der er ingen tvivl om, at han sagtens ville kunne skrive sådanne liderlige eller sexede digte. Det var der jo allerede anstrøg af i debuten med de forførende sommerstranddigte.

Nikolajsen er i sit vokabular denne gang tættere på en digter som Simon Grotrian, fx lyder linjen "et foster er et hul i universet" uhyggelig grotriansk, eller linjen "jeg trækker vejret ud af en abort". Men det gør ikke mig noget, at han læner sig en smule op ad Grotrian, specielt ikke fordi Nikolajsen alligevel har sin helt egen stil:

Alt i alt har jeg kun kys tilovers for denne digtsamling, der byder på noget af det sjoveste og mest spændende af den helt nye lyrik.