Hvad er Sentura? | Indeks | Abonnement | Forhandlere | Links | Notits | Hjem
 M A G A S I N   F O R   L I T T E R A T U R   O G   L E V E N D E   B I L L E D E R                 w w w . s e n t u r a . d k  

Publiceret d. 24.11.2003
[Opdateret d. 24.11.2003]

INTERVIEW
med Rasmus Nikolajsen

 

Af
Stefan Kjerkegaard

[Stefan Kjerkegaard er ph.d.-stipendiat ved Institut for Nordisk Sprog og Litteratur, Aarhus Universitet. Har skrevet bogen Digte er bjergede halse. Om Simon Grotrians forfatterskab, Afterhand, Kbh. 2000.]




Omslag til Frihed og sex på rejsen [Borgen, 2003]
Omslag til:
Frihed og sex på rejsen
[Borgen, 2003]

 


*

RELEVANTE LINKS:

Læs et digt fra Rasmus Nikolajsens seneste digtsamling Frihed og sex på rejsen [Borgen, 2003] på Lyriklisten

Rasmus Nikolajsen har skrevet en serie om tre oversete nordiske forfattere til Sentura – Ellen Einan, Johannes L. Madsen og Henry Parland

Rasmus Nikolajsen har engang malet Jørgen Leth blå i en anmeldelse


 

Interview med Rasmus Nikolajsen:
Ordroderi og elskovspludren

Digteren Rasmus Nikolajsen (f. 1977), der har udgivet tre digtsamlinger digte om lidt (2000), sølvKANIN (2001) og Frihed og sex på rejsen (2003), har efterhånden markeret sig som én af Danmarks p.t. mest lovende digtere.
Foto: Klaus Holsting
Portræt af Rasmus Nikolajsen [2000]. Foto: Klaus Holsting.
Rasmus Nikolajsen [2000]
Nikolajsens digte er præget af en finurlig, sprogspillende stil, der måske på nogen kan virke overfladisk, men som tillige har begejstret flere anmeldere.
Nikolajsens charmerende tekster dannede udgangspunkt for dette, det første interview med digteren, som fandt sted nogle timer, en trist torsdag eftermiddag, via e-mail.
[Hop direkte til fire teksteksempler]

I den første bog skriver du om en "balance-sang", og det er vel altid en form for balancegang, med den form for poesi du skriver, imellem hvornår noget er for langt ude, hvornår noget stadigvæk er sjovt. Har du nogen kriterier?
– Jeg vælger med skiftevis hård og løs hånd og stoler således fuldt ud på min poetiske sans: Det jeg synes er godt, er godt. Det siger sig selv. Jeg ved ikke, om jeg har nogle kriterier. Ordene (om de så spiller eller ej) skal jo give en form for mening, det skal være bedre, at ordet står der, end hvis det ikke stod der. Som at sluge en kodimagnyl.

– Men jeg synes godt, at det kan give mening at ophæve mening, eller fx at skrive decideret dårligt eller at skrive "hellig marcipanbrøde". Man skal bare ikke gøre det til regel. Men det skal heller ikke være en regel, at litteratur ikke må være sjov eller absurd eller punk.

Systemrytteri og elskovsudvidelser
Da jeg læste digte om lidt, vidste jeg ikke helt, hvad jeg skulle stille op med den lethed, man finder i dine digte! Senere hen er jeg faldet for den, men er det en bevidst charme eller lethed fra din side?
– Jeg vil i hvert fald gerne have, at mine digte indimellem er charmerende og måske kan lokke læseren til at leve sig ind i dem og dermed gøre dem til mere. Derudover synes jeg jo, at ordroderi og elskovspludren er stort!

Men hvorfra har du hentet din inspiration til dette ordroderi og denne elskovspludren? Der findes jo ikke meget af det på dansk, så vidt jeg ved!
– Med hensyn til digte om lidt, tror jeg, det er rigtigt nok, som andre har anført, at det er en slags møde mellem systemrytteri a la Inger Christensen og Klaus Høeck og så Schade og hans nevø Jacs elskovsudvidelser. Transformeret ud af mig selv gennem enkelte strandekskursioner, og en hel masse pillen i mit daværende trægulv.

Ja, men systemet virker ikke helt så stramt! Tror du, letheden forsvinder med alderen, således at du senere hen kommer til at skrive sonetkranse, og hvad har vi?
– Et spørgsmål lige ned i hverdagsangsten: Jeg
»Jeg håber jo ikke, letheden forsvinder, fordi det er den, der har holdt mig flydende hertil, og fordi jeg synes, min lethed fortjener en plads i verden...«
håber jo ikke, letheden forsvinder, fordi det er den, der har holdt mig flydende hertil, og fordi jeg synes, min lethed fortjener en plads i verden. Men hvis den gør, så må jeg bare håbe, at der kommer noget bedre i stedet: Kærlighedsansvar, gulvtæpper og/eller sonetkranse. Christensens sonetkrans er vel i øvrigt det letteste og mest charmerende, hun har skrevet.

– Jeg kan egentlig forfærdelig godt lide for små bøger. Sådan nogle der kryber ind i én, uden at man opdager det, men jeg beundrer naturligvis store bøger, som Det og Hjem grænseløst, selvom jeg egentlig aldrig har læst dem fra ende til anden.

Men hvorfor stopper du med at læse dem? Keder du dig, når det bliver for langt?
– Jeg ved det ikke. Jeg er vel bare rastløs. Er det ikke mere unormalt rent faktisk at læse dem? Og så får jeg det dårligt over, at de er så store, og jeg selv så lille, og så synes jeg pludselig, at det er meget vigtigere at holde af Ingemanns småfugle, AGF, elektronisk musik eller madlavning, og desuden har jeg jo læst dem så mange gange halvt og kvart, at en seriøs og hel læsning hele tiden bliver forstyrret af spøgelser.

Remixene
Jeg kunne godt tænke mig at tale om dine remixes i den nye bog! Ideen virker måske som noget fra tidsskriftet Øverste Kirurgiske, ikke at det er slemt, for der er vel et vist slægtskab mellem dig og dem, jeg mener humoren osv. Men hvorfor remixe en gammel sag af Thomas af Strängnäs?
– Idéen kunne virke som noget der kommer mange steder fra. Faktisk fik jeg idéen, da jeg lyttede til et remix. Men da havde Simon Grotrian så allerede fået den, men det kunne jeg ikke vide. På digte.dk er det åbenbart også noget, tusindvis har gjort før mig, men det vidste jeg heller ikke. Slægtskabet med Ø.K. består vist mest i en insisteren på, at litteratur kan være mere.

– Og så til svaret: Jeg ved ikke, hvorfor det blev Frihed er det bedste guld. Sangen blev sunget til min farfars begravelse (han var frihedskæmper under krigen), og da jeg længe havde haft lyst til at skrive nogle 6-linjede digte, var det oplagt at se, om jeg kunne bruge den – og pludselig var jeg så fanget i en langt større frihed, end jeg havde planlagt.

Ordenes befrielsesesfront
Er det en slags ordenes frihed? Jeg mener, du tager dig jo, gennem sproget, visse friheder, både grammatisk og semantisk!
– Ja, det er vel sådan en slags terroraktion på ordenes vegne. Ordenes befrielsesfront!

Men jeg troede egentlig ikke, at du var politisk? Og terror på hvis vegne?
– Frihedskamp på poesiens vegne og poesi for at holde frihedskampen levende. Det er så alvorligt som det kan blive. Remixene er bl.a. sådan en slags genoplivende terror, man kan jo roligt dræbe det, der allerede er dødt. Skægt nok kan jeg meget markant både lide og ikke lide originalerne til de remix, jeg har lavet. Desuden er gode digte jo altid politiske og frihed og sex på rejsen mindst satirisk, samtidig med at den undercover skriver sig ind i collagekunstens evige slagsmål mellem officielt/stivnet/ufri/død på den ene side og personligt/flydende/fri/levende på den anden.

Vi har talt meget om frihed. Da du skrev din seneste bog, havde du da i tankerne, at friheden bliver brugt som et korstog?
– Der er ikke nogen skjult dagsorden i Frihed og sex på rejsen, men den er jo skrevet af mig og i en tid, hvor man argumenterede for at ville befri irakerne ved at kaste bomber i hovedet på dem: På indersiden af dine øjenlåg står der "Frihed". Og herhjemme har og havde vi en såkaldt liberal regering, hvis frihedsbegreb tilsyneladende går ud på, at vi skal spare kr. 200,- i skat og så ellers have lov til at brænde vores V8-motorer af på motorvejen.

– Samtidig skæres der ned på enhver mulighed for at opfinde anderledes måder at tænke, føle, være på. Mennesker og kunst bliver betragtet som produkter – man giver flere penge til filmen, fordi de kan sælges som plakater i udlandet og til det kongelige teater, fordi det er fint – og nedlægger så de unge forfattere, teaterfolk og i det hele taget de uddannelser, folk har lyst til – samt Christiania.

– Det giver ikke mening at sige, at frihed er godt, hvis det er hvad Anders Fogh står for. Jeg tror ikke, frihed findes, men frihedskampen, kampen mod min egen angst og mod alt, hvad der sætter i stå omkring mig, findes og skal findes hele tiden. Det var i hvert fald nogle af de ting, jeg tror, jeg havde i tankerne, da jeg skrev Frihed og sex på rejsen. Eller rettere: når jeg ikke skrev den. Poesi er vigtigere end politik!

Digte har en personlighed
Føler du også, at sproget er dødt? Jeg mener, det giver jo sådan en allegorisk fornemmelse af frihed, men også en angst, fordi sproget måske ikke har en skaberinstans!
– Jeg har en fornemmelse af at sproget er fysisk og levende: At læse et digt er som at lære et menneske at kende, at blive berørt: Man kan ikke læse det samme digt to gange! Og det giver mig en fornemmelse af frihed og angst. Jeg tror indimellem, at digte
»Jeg har en fornemmelse af at sproget er fysisk og levende: At læse et digt er som at lære et menneske at kende, at blive berørt...«
har en personlighed eller sjæl, og gør mig derfor anstrengelser for at skrive digte, der vil kunne lide mig frem for omvendt.

– Jeg kan også have en fornemmelse af, at sproget, fx i digte, kan være mere dødt end levende. Jeg ved det ikke. Jeg er bange for, at jeg blir nødt til at rive et par år ud af kalenderen for at svare ordentligt på dét spørgsmål. Det er vigtigt at gøre det hele så levende som muligt, tror jeg.

Digte der vil kunne lide dig! Er det et spørgsmål om, hvem der forfører hvem? Man lader sig vel forføre af sproget via ordspil og den slags, men man må vel ikke miste kontrollen?
– Jeg er helt på det rene med, at mine digte bl.a. er en Freud-syg kontrolkamp: en konstant begrænsning og overskridelse, stramme former med udknaldet indhold, "introvert-extrovert" som et spøgelse engang skrev, og det er det eneste, jeg kan sige til mit forsvar er: Jeg er helt på det rene med det.

Kamp for særhed og insektsuk
Hvilket digt i (verdens)litteraturhistorien kunne du godt tænke dig at have skrevet?
– Ethvert bestsellerdigt, selvfølgelig, for pengenes skyld. Ellers læste jeg Novalis´ "Hymnen an die Nacht" for kort tid siden og det er et godt digt og paradoksalt nok ca. optimalt levende. I går blev jeg præsenteret for et italiensk barokdigt "Ved en fårekyllings død", som jeg også gerne ville have lagt navn til.

– Men ellers er det jo sådan, at de digte jeg kan lide, jo netop er skrevet, så jeg vil bestræbe mig på at skrive de digte, som jeg endnu ikke ved, jeg kan lide.

Føler du, at du tilhører en generation? Er der en fælles sag?
– Jeg er vist lidt udenfor, men er da glad for, at der er kommet lidt mere knald på lyrikken på det seneste. Jeg håber, at mine bøger kan være en del af en kamp mod tåbelig verdensfjernelse og al højskolemesteragtighed – og for kropsnærhed, særhed og insektsuk. Hvis du vil have det: Niels Lyngsø er på mange måder en halvhjerne, og Mikkel Thykier er en god digter.

– At læse digte kan give mig en fællesskabsfølelse. Men jeg er jo også en idiot og vil gerne føje godt til poesien.


Fire digteksempler:  

1.

Vejret i dit liv: solpik udråbsregn
sommersektion: vi deles om hinanden

2.

Kærester under tiden: vi betyder ingenting
fniseklar: jeg må smage din solformørkelse

[De to ovenstående digte er fra: digte om lidt, Borgen, 2000]

3.

en tåre tænder mit græsstrå

her solen vaskes op!

fordi skyerne lapper himlen

(da vi uventer på alt)

regner verden sig ud

indtil dit ansigt trækkes fra

4.

Mens du tænder for dig selv

slukker jeg programmet "Frihed"

- andre vinder til de dør.

Åh har vi luft til hinanden?

eftermiddag køber mig ind

men du kan bære en sky.

[De to ovenstående digte er fra: Frihed og sex på rejsen, Borgen, 2003]

[ t o p ]       [ h j e m ]