Interviewet finder sted i Christian Skeels studie i København. For at komme ind til studiet skal man igennem en lejlighed med en række forskellige mørke gange, ned i en baggård og igennem flere mørke gange. Inderst inde sidder Christian Skeel og Morti Vizki i et studie, der på én gang har noget hypermoderne og noget sært gammeldags over sig. Der er en masse computere, samplere og avancerede printere, men også rod: ledninger viklet ind i hinanden, hjemmegjorte elinstallationer og fragmenter af billeder klistret op alle steder på væggene. Det er en slags elektronisk hule, vi sidder i.

Nyt og gammelt på én gang
Fornemmelsen af noget helt nyt og noget arkaisk får man også, når man sidder med deres fælles værk, Rejsebog, i hånden.

Det er en meget flot opsat bog, hvor Christian Skeels billeder veksler mellem lette blyantstegninger, grafik og så en slags computer-manipulerede oliemalerier, der fremstår mørke og tunge med referencer til romantikken. Morti Vizkis digte skifter mellem ultrakorte minimalistiske sansninger, lyddigte og længere, mere formfuldendte digte, hvor der gerne optræder et helt klassisk digterjeg.

Morti Vizki fortæller: "Det har været en dyr bog at lave, for der står ikke noget på venstresiderne. Det er en luksus – en for Gyldendal vild luksus – som forlaget har kastet sig ud i. Bogen er lige som en eventyrbog, man kan have liggende på sit natbord. Man kan slå op forskellige steder og så se, om det passer til den dag, man lige har været igennem – det gør det som regel. Så det er en brugsbog, der kan anvendes, når man har lyst til at slutte dagen af med et digt eller en tegning."

Morti Vizki kalder altså bogen en brugsbog, men man kan alligevel efter endt læsning føle sig både forført og forvirret af dens stilistiske ekvilibrisme og de mange udtryk. Hvad er meningen?

"Meningen er, at forskellige konsumenter skal have noget forskelligt ud af det. Man kan kalde det en disparat sammensætning af selvstændige billeder til selvstændige digte. Og ud af det opstår der noget tredje, som er disparat i den forstand, at forskellige mennesker får noget forskelligt ud af det, efter deres eget livs erfaring. Hvis man skal sige noget grundlæggende om både billeder og tekst, så er budskabet, at den der ikke tror på mirakler, er ikke realist," siger Morti Vizki finurligt.

Ikke postmodernisme
Selv om bogen så let sampler stilarter, er det altså ikke postmodernistisk holdning, hvor alt er lige gyldigt, der karakteriserer de to kunstnere – tværtimod:

"Det er en form for civilisationskritik i positiv forstand, vi har øvet. Vi har talt om, at alt er spredt for alle vinde i vore dage. Der er ikke noget, der samler folk mere. Det hele er blevet meget egoistisk. Jeg så en reklame fra Magasin, der reklamerede med, at de havde "egoistdage". Vi vil gerne gå den modsatte vej ved at tænke, "hvad kan samle folk". Og der kun en ting – nemlig en immateriel ting – og det er Gud. Derfor handler mange af mine digte om Gud," forklarer Morti Vizki.

Christian Skeel supplerer: "Det er den åndelige dimension – det immaterielle, det uvurderlige, det, der kan ikke prissættes og knapt fortolkes eller forklares – som vi har med at gøre. Og den har så den styrke, at den bringer folk sammen. Den kræver ydmyghed. Den kræver, at man giver slip på kontrol og magt. Det er først, når man gør det, at man er i stand til at få et fællesskab, som er større og højere end forbrugsgoder."

Stærk sammenhørighed
Hvor mange illustrerede digtsamlinger lader digtet være det primære, er der i bogen en lige balance mellem billede og digt, hvad mange anmeldere også har bemærket som noget afgørende nyt. Nogle gange kommenterer billede og digt hinanden, andre gange står de i skarp kontrast, men man fornemmer hele tiden en stærk sammenhørighed.

"Der er en underjordisk sammenhæng, idet kunstarterne jo har en underjordisk sammenhæng ved det, at vi lever lige nu på samme tidspunkt. Og Christian Skeel og jeg føler den samme nødvendighed for at lave kunst, vi har bare to forskellige kanaliseringer – billeder og digte," fortæller Morti Vizki.

Arbejder i flere genrer
Viljen til at arbejde på tværs af genrer kendetegner dem begge. Christian Skeel er ikke kun billed-kunstner – han laver også installationer; Morti Vizki bevæger sig i mange genrer: lyrik, prosa og dramatik. Sammen har de også lavet musik – bl.a. nummeret Copy Machine, der kan høres på kunstsiden Sensual Logic, som Christian Skeel er en af hovedmændene bag. Igen overraskes man over, hvor ubesværet de begge skifter udtryk. Christian Skeel forklarer:

"Jeg har en slags værktøjskasse med billedstumper, hvor der kommer billeder ind i den ene ende. Når jeg så sidder og roder med det, dukker tingene op i den anden ende og samler sig, og af og til kommer der så et billede ud af det. Det føles, som om det er første gang hver gang. Og hver gang, jeg har sluppet et billede, føles det som om, det er sidste gang. Teknikkerne er derfor også meget forskellige. Jeg har ingen begrænsninger, på hvilke teknikker jeg kan bruge, så i bogen er der alt lige fra tegning, kobbertryk og traditionelt maleri til affotografering af gamle kunstværker. Men jeg kan godt lide, at det hele til sidst havner i computeren, så jeg har kontrol over det."

Når stoffet åbner sig
På websiden kan man finde flere værker af dem begge og af mange andre kunstnere. Fælles for kunstnerne på siden er, at de stiller deres værker til fri afbenyttelse – der er ingen copyright på dem. At opgive den traditionelle kunstner- eller forfatterrolle har hverken Christian Skeel eller Morti Vizki problemer med:

"Man opgiver ikke noget, man ikke allerede har opgivet i forvejen. At arbejde med kunst er jo en stor ofring, som er der under alle omstændigheder. Vores samarbejde har været en befrielse – en befrielse fra at være ensom med det stof, man går og roder med. Man mødes og får fornøjelsen af at kunne se stoffet åbne sig, når billeder og digte bliver sat sammen – man kommer på afstand, og det er meget forløsende," siger Christian Skeel.