Søren Ulrik Thomsens essays bør have lige så stor en stjerne hos læserne som flere af hans digtsamlinger, mener vor anmelder.

ANMELDELSE: Jeg har tidligere formuleret det sådan, at Søren Ulrik Thomsens essays er så gode, at man helt glemmer at læse, hvad der står i dem.

Det skal forstås sådan, at Thomsens prosa jo er så gennemmusikalsk, at man i stedet for at lede efter betydning bliver forført af musikken i sproget. Det bør naturligvis ikke være en kritik, at man ligesom kan skrive for godt, omvendt, tænker man som kritiker, må det af og til være hårdt for Thomsen ikke selv at lade sig forføre af sin egen velklang.

En problemstilling vi i øvrigt kender helt tilbage fra Johannes V. Jensen, der fx i sine rejsereportager også skrev forbandet godt og, skulle man mene, nogle gange lige lovlig godt. Skulle man derfor opstille forsøgsvise kriterier for Thomsens prosa, bør de handle om, om han nu også får tanken og hjertet med, eller om de halter bagefter sproget?

Afvæbnende selvironi
Begge dele får han imidlertid med, synes jeg. Thomsens essays er ikke kun hamrende gode, fordi de er så musikalske, men også fordi Thomsen har noget på hjertet og samtidig kan tænke.

Jeg er langtfra enig i flere af de synspunkter, som han har, ligesom jeg godt kan have det svært med den religiøsitet, han står for, men Thomsen er i sine essays aldrig omklamrende. Det skyldes især, tror jeg, at han benytter sig af en afvæbnende selvironi, fx da han karakteriserer sit eget udseende som en kørelærer i essayet Farvel og tobak til tekstens stof.

Det billede er jeg aldrig helt kommet mig over, og det er Thomsen måske heller ikke, og Gud ske tak og lov for det.

Den kyklopiske frelsefabrik
Et af de essays der imponerer mest er måske Opsang til mig selv. Reportage fra en rejse til amerikanske kirker. Det gør det, dels fordi det er så langt (og jeg gad hellere end gerne læse en hel rejsebog fra Thomsens hånd), dels fordi Thomsens beskrivelser af sit møde med USA veksler hårrejsende mellem idiosynkrasi og begejstring.

Essayet handler ikke bare om Thomsens møde med USA, men også om, hvis man kan sige det sådan, Luthers møde med Martin Luther King, om mødet mellem en afmålt protestantisme og en varmblodet, mere musikalsk form for religiøsitet. Thomsen har, som man kan læse i essayet og essayene generelt, stor tæft for begge, og må tage sig godt og grundigt sammen, da han er ved at blive invaderet af helvedesprædikanten Steve Hills "knusende karisma".

Mere end Steve Hill er det måske retorikken, ja musikken i sproget, der her rykker i Thomsen, og den form for religiøsitet er måske ikke altid lige forenelig med den mere reserverede protestantiske.

The Bagel That Ate Brooklyn
Essayet bærer desuden præg af, hvordan Thomsen falder over amerikanske udtryk og også her har sublim sans for deres musikalitet, fx når han på en diner falder over en morgenbolle, der annonceres som "The Bagel That Ate Brooklyn".

Han er således ikke kun fascineret af de religiøse miljøer over there, men af hele den sammensatte og komplekse størrelse, inklusiv sproget, som USA udgør, både i vores bevidsthed og for real, om man så kan sige.

Thomsens refleksioner over sit besøg er dog heller ikke mindre væsentlige, når han i forlængelse af kontrasten mellem at rejse i USA og at være hjemvendt til Danmarks tavshed og manglende taknemmelighed sammenføjer:

Kan styre sproget over modsætninger
Hvad man fornemmer i dette citat, men som også er på spil en lang række andre steder, er Thomsens formidable evne til at gradbøje, knække og suverænt styre sit sprog henover en opstillet modsætning; noget som naturligvis kulminerer i digtsamlingen Det skabtes vaklen (1996), men som også er på spil her i Thomsens mere fra værket løsrevne essays. Hvis man da overhovedet bør tale om løsrevet her?

For mig at se bør disse essays have mindst en ligeså stor stjerne i Thomsens samlede oeuvre som flere af digtsamlingerne, hvad Thomsen måske også indrømmer ved at udgive dem.