Jakob Ejersbo er både barsk og ubarmhjertig, men også en forfatter, der engagerer sig i sine hovedpersoners liv.

ANMELDELSE: Med Revolution får vi anden del af den posthumt udgivne trilogi fra Jakob Ejersbos hånd. I den første bog Eksil fulgte man den engelske pige Samantha på kostskole og selvdestruktion i Tanzania.

I Revolution gør Ejersbo to ting. Dels leverer han en række viderefortællinger af Eksil, hvor man følger bipersonernes tilværelser. Dels leverer han en håndfuld længere fortællinger med nye hovedpersoner.

Slemme Rachel
Fortællingerne har mange træk tilfælles. De unge hovedpersoner bevæger sig i et ingenmandsland mellem baggrund og identitetsdannelse.

Det gælder fx den afrikanske pige Rachel i Værtinde, der er blevet sendt ind til en religiøs tante i byen for at leve dydigt og tjene til livet. Det er imidlertid ikke så let. Rachel bliver slem og står pludselig alene med et barn. Og drømmen om succes, engelskundervisning, vestligt tøj og en lys fremtid bliver pludselig fjern. Hendes eneste udvej bliver at finde en mand, der kan forsørge hende. Hvis ikke hun skal kaste sig over prostitution. Det slutter mere optimistisk, end man skulle tro.

Det gælder også Jarno i O.K. International. Han er en desillusioneret universitetsstuderende i Helsinki. Læsning siger ham ikke noget, erklærer han. Alene erfaring tæller. Jarno, der også er biperson i Eksil, tager et elendigt job som nattevagt. Måske mest for at undgå at tage stilling til tilværelsen. Men også her ender det på lysere toner. En pige åbner muligheden for ham.

Drømmen om succes
Der er også særdeles barske fortællinger i Revolution. I Slangens Vej følger man fortælleren Moses, der er minearbejder i Tanzania. Det er en tilværelse, hvor ulykker nærmest konstant koster arbejderne livet.

Og hvor det er mere eller mindre tilfældigt, om man kan finde et arbejde. Slangerne er betegnelsen for de mange børn, der arbejder med det farligste arbejde i minerne: deres ringe størrelse gør, at de kan komme ind i selv meget små revner og huller og forberede for sprængning. Og så må de også lægge krop til, når de voksne arbejdere skal have stillet deres lyster.

Det bliver dog ikke kun til fortællingen om frygtelige arbejdsvilkår. Moses har nemlig i lighed med de andre arbejdere en drøm, der ikke står tilbage fra nybyggertidens amerikanske guldgravere. Han vil finde den rigtige åre og blive rig. Også selvom det bliver med stor brutalitet.

Og den samme drøm deles faktisk af de fleste øvrige personer i Revolution. Det er ikke nødvendigvis drømmen om materiel succes, men drømmen om at finde ens vej i tilværelsen.

Vi er alle afrikanere
De fleste af historierne foregår i Afrika. Som i Eksil giver det fortællingerne et broget bagtæppe af såvel social nød og elendige vilkår som et særdeles farverigt miljø, hvor både autentisk afrikansk slang og sanseindtrykkene fra de fyldte afrikanske byer trænger sig på. Det er ikke altid lige rart. Men som man kender det fra Ejersbo, synes det egentlige ærinde ikke at være socialrealisme. Ejersbo lader sine personer leve gennem fortællingerne.

Det kommer til at være billeder af eksistensen på godt og ondt. Og selvom problemerne måske forstørres og forværres af de afrikanske forhold, så er det alligevel basale konflikter, som vi kan genkende fra vores eget liv, der bliver det bærende. Vi er alle afrikanere hos Ejersbo. Ja, den dansk-grønlandske pige, Sofie, finder endda ud af, at Afrika tillader hende at eksistere, hvor i mod hun er hjemløs i sine egne to kulturer.

De i alt ni fortællinger lægger sig fint i forlængelse af det tidligere forfatterskab. Ejersbo opdyrker ikke nye territorier med Revolution, men han gør det, som han var bedst til. Han giver os et perspektiv på tilværelsen. Det hele drejer sig om livet. Vi kan roligt se frem til det tredje værk i trilogien.