Vor anmelder sammenligner Rifbjergs nye digte med et godt glas rødvin.

BONUS-INFO:
Direkte til smagsprøve fra bogen

ANMELDELSE: Time out kalder Rifbjerg sin seneste digtsamling – med undertitlen En forårselegi. På baggrund af samlingens indhold må titlen siges at have flere mulige konnotationer: En spilpause, en tid udenfor, det være sig i konkret eller overført betydning, tidens ophør eller en tid udenfor tiden, som den fremstilles i titeldigtet.

Omslaget er prydet med et udsnit af L.A. Rings maleri Sommerdag ved Roskilde Fjord, som på fineste vis illustrerer det vemod, den blå time-stemning og den længsel mod en tid, der var engang, som Rifbjergs forårselegi, med sædvanlig indlagt selvironisk distance, udtrykker.

Samtidig signalerer den lysegrønne engelsksprogede titel øverst i himmelblået (håbefuldt eller trodsigt) til omverdenen, at Klaus skam fortsat er med i forreste front, når det gælder det moderne. Jovist taler han også danglish – hvis det skal være

En overvintrende flues synsvinkel
Rifbjerg er imidlertid ingen ungersvend længere, og denne Rifbjergs og digter-jegets erkendelse er det fælles omdrejningspunkt for samtlige tekster i bogen. Uanset om verden ses fra en overvintrende flues synsvinkel, fra den herreløse hunds eller fra menneskets.

Tiden er rindet ud, tiden er inde til sammen med fluen at "galoppere på sine utalte ben ind i evigheden", selvom "oldingen", der ser ungdommen passere på cykler gennem en vårgrøn verden "ser det hele ske og føler han er med er del har adkomst", men på en og samme tid også ved, "at det er løgn".

Tikkende og sitrende tekster
Teksterne i Time out er afdæmpede, men tikkende og sitrende i deres underspillede intensitet, hvor den weltschmerz, som nogen i tidens løb har efterlyst hos Rifbjerg, omsider dukker frem.

Den spadserer dog hånd i hånd med en nærmest euforisk Piet Heinsk besyngelse af verdens, ungdommens og livets fryd og skønhed – og samtidig med en bitter modernistisk-eksistentialistisk erkendelse af den enkeltes udsathed og dødens meningsløshed.

Her er enkelte linjer, hvor billeder og bogstavrim i hvert fald hos mig vækker minder om Morten Nielsen, fx i digtet Af gode grunde, hvor det hedder: "Så lad os/holde os til vejene eller blot en enkelt/i et tidligt forår hvor hybenroserne stod/med sorte grene og kun en anelse af grønt/et simpelt skær signalerede en mulig/ændring til det bedre" og "Vi var trygge i solide frakker og med/handsker på og halstørklædet kastet koket/hen over skulderen".

Rifbjergs melankolske forårselegi kan vel umiddelbart opfattes som indledningen til hans svanesang, men hen mod slutningen af samlingen lader det til, at lyset og dets løfte om nok en sæson vækker det gamle digterjeg til live, "og det som før var gisp og bøn om nåde/bliver til et digt".

Lad propperne springe!
Rifbjerg har et karakteristika fælles med den gode rødvin, han blandt læsere er berømt og blandt misundelige kolleger berygtet for at nyde, når bibliotekspengene indløber på kontoen: Begge bliver bedre med årene.

Lad propperne springe, kære læser, lad vinen flyde, og tag en time out i den blå time med endnu et herligt værk af en aldrende digter, som – og det er ikke løgn – forsat er med, er del, har adkomst!

 
Teksteksempler