Fine litterære kneb i Robert Zola Christensens ellers temmeligt misantropiske roman om en gymnasielærer, der ser for dybt i flasken.

ANMELDELSE: Det er muligvis unfair at tage fat på Robert Zola Christensens Aldrig så jeg så dejligt et bjerg umiddelbart efter at have sat Per Olov Enquists Et andet liv på plads i reolen. Begge fortæller de historien om et menneske, der fanges ind af alkohol. Begge fortæller de om mønsterbryderne, som det går galt for.

Men hvor Enquist fortæller om den dannelse, der trods alt kan foregå, så holder Robert Zola sig den genre, som lidt misvisende kaldes udviklingsromanen. Det burde snarere hedde en afviklingsroman.

Fordrukken gymnasielærer
Robert Zolas hovedperson er den midaldrende Allan. Det fordrukne menneske.

Flere forliste kærlighedsforhold og en litterær karriere, der aldrig blev til noget, har efterladt Allan som en desillusioneret og usædvanlig misantropisk, fordrukken gymnasielærer i Slagelse. Kan det blive mere trist?

Allan fortæller sin egen historie en næsten rablende bevidsthedsstrøm, hvor fire årtiers liv gnider sig op i mod hinanden i et stort kaos. Det er alkoholikerens historie, vi hører. Så langt så godt. Egentlig er det en banal historie. Allan er mønsterbryder med baggrund i arbejderklassen. Som gymnasieelev forelsker han sig inderligt i kammeraten Sara, men formår trods flere års forhold, mens han læser dansk på universitetet, ikke at fastholde hende. Måske fordi han ikke bryder sig om, at hun dropper sin akademiske karriere for at blive laborant.

I stedet afbryder han sine studier og tager impulsivt til Frankrig, hvor han med forfatterdrømme lever sammen med pigen Celiné. Heller ikke det forhold holder. Og senere gør han studierne færdige og får ansættelse, men ganske langsomt bliver han mere og mere alkoholiseret.

Punktum vil gøre dig glad
Mellem linjerne ligger der naturligvis, at fortælleren ikke er klar over sine egne problemer. Selv tror han nok, at det er det uforløste forhold til Sara, der er kilden til det. Som så mange andre moderne fortællere formår han ikke at samle sig selv op og indse, at der kun er et sted at starte, hvis man vil videre i tilværelsen. Det er ved at tage den på sig. Muligvis fortælleren burde have lyttet lidt mere til sin studiekammerat, der evig og altid går ham på med Kierkegaards eksistensfilosofi.

Fortælleren ser heller ikke, hvordan hans vurderinger af andre mennesker er præget af et helt uhørt snobberi. Selv da han til sidst alene ser verden gennem en elendighed af rødvinståger, kan han mande sig op til at skælde ekskæresten ud for at have et kedeligt og ligegyldigt liv.

Punktum vil gøre dig til et lykkeligt menneske, skriver jeg af og til i tilbagemeldingerne til mine egne gymnasieelever. Punktum er pausen, der fremhæver. Det er opholdet, der giver eftertanke. Den eftertanke får man ikke lov til at have i Aldrig så jeg så dejligt et bjerg. Det er naturligvis et bevidst valg fra Robert Zolas side, at bogen skal fortælles som bevidsthedsstrøm. Syntaktisk skaber han strømmen ved kun at adskille sine sætninger med komma. Det skaber en stemning af åndeløs hastighed. Men det bliver næsten for meget.

Litterære kneb og humor
Der er imidlertid mange, fine litterære kneb med. Fx en lille morsom pastiche over Jørgen Leths Det perfekte menneske, der hos Zola bliver til "Det franske menneske" – komplet med Leths gentagende messen. Og man forstår også, hvordan hovedpersonens, den kuldsejlede forfatters, ideer til stor litteratur spejler hans eget liv.

Fx ideen om at skrive en roman, der ingen handling har. Eller novellen der handler om en gammel syg hund. I begge tilfælde præcise spejlinger. Ligeledes er det da lidt sjovt, at han fra sin farfar arver et stykke sommerhusgrund, hvor familien tidligere tømte deres lortespande. Fra lort er du kommet, fristes man til at udbryde. Det er alt sammen ganske morsomt. Og man genkender den fine humor som Robert Zola tidligere har udvist, bl.a. da han skrev noveller bygget over vandrehistorier.

Fortælleren sviner til
Bogens grundstemning er misantropi, sort-i-sort.

Der er ikke grænser for, hvad fortælleren hader og sviner til. Konforme børnefamilier, tv-programmet Vild med dans (som han selv følger med i), gymnasieelever fra succesfulde familier, universitetet, strukturalismen, Jens Christian Grøndahl, legepladser…

Ja, jeg kunne blive ved. Det er ikke en bog, der er velegnet til at lette stemningen en mørk eftermiddag i februar. Selvom det mange steder er en ganske underholdende og læseværdig bog.