Før eller siden skal du udstyre din tekst med en titel. Det er udmærket med en arbejdstitel under processen, der kan bruges som en slags pejlemærke, men det er ikke før, værket er færdigt, at du lægger dig endelig fast på et navn. I sagens natur skal titlen matche indholdet. Professor Erik Hansen, tidligere formand for Dansk Sprognævn, udstyrede en saftløs dansk grammatik med titlen Dæmonernes port med den begrundelse, at ingen gad købe en bog, der hed Dansk Grammatik. Der måtte noget mere slagkraftigt og dragende til. Selv om titlen er en munter drengestreg, vil jeg nok fraråde den slags. Titlen skal helst fortælle mest muligt om teksten.

Ikke sjældent får bøgerne navn efter den dominerende figur, de omhandler: Vera Winkelvir (Kirsten Hammann 1993), Fru Marie Grubbe (J.P. Jacobsen 1876), Adam Homo (Frederik Paludan-Müller 1842-48), Jørgen Stein (Jacob Paludan 1932-33), Robinson Crusoe (Daniel Defoe 1719). Vi interesserer os for individet og vores medmennesker, og vi vil gerne tæt på og følge med i, hvordan det går dem. Få ting i denne verden er så opmuntrende som at læse om problemer eller succeser, vi ikke selv har. At kalde din tekst et personnavn er derfor sjældent helt ved siden af.

Fordelen ved personfikserede titler er, at de i reglen er korte og kontante. Det samme kan man sige om katastrofebøger, der kan tænkes at hedde sådan noget som Orkanen, Den store oversvømmelse, Jordskælvet, Skibbruddet osv., hvilket giver et udmærket signalement af den fremtidige læseoplevelse. Samtidig kan titlen effektivt frasortere det publikum, der ikke er interesseret i denne type litteratur.

Hvor og hvornår teksten udspiller sig i konkret eller overført betydning, kan det også være en idé at få på forsiden: Nytår i Rom (Dan Turèll 1976), Pilgrim i Paz (Steen Kaalø 1993), På en mørkeræd klode (Carsten Jensen 1986), På solsiden (John Nehm 1977), Midt i en Jazztid (Knud Sønderby 1931).

Generelt advarer jeg mod titler, der på én og samme gang skal virke dybe og give indtryk af noget dagligdags: Dokument (Annemette Kure Andersen 2001), Afvikling (Lone Munksgaard Nielsen 1993), Tatoveringer (Mette Moestrup 1998), Tasseografier (Anders Søgaard 2002). De er kun lidt bedre end de højstemte og prætentiøse titler, som i alt for høj grad giver indholdet noget at leve op til, f.eks.: I tidens standsning (Hans Otto Jørgensen 1991), Håndens skælven i november, (Henrik Nordbrandt 1986), Kristinas tavshed (Robert Zola Christiansen 1997), Tavshed i oktober (Jens Christian Grøndahl 1996), Det skabtes vaklen (Søren Ulrik Thomsen 1996).

Én af den skandaleombruste kunstner Damien Hirsts installationer består af en boks lavet af stål og glas. Den er fyldt op med formaldehyd og et ensomt lam. Så står det dér, værket, på Arken f.eks., og en museumsbesøgende går hen og læser titlen, skrevet med småt: "Væk fra flokken" (1994). Det kan man vist roligt sige. Her har vi en genial titel, der ikke blot betegner sit indhold udefra, men griber ind i det. Dette ser vi helt bogstaveligt i René Magrittes verdensberømte maleri, der er benævnt "Ceci n'est pas une pipe", hvilket er skrevet ind direkte på oliemaleriet. Værket forestiller en gigantisk pibe, og "Dette er ikke en pibe" gør os opmærksom på det faktum, at det ikke er en pibe, vi ser, men kun en afbildning af samme.

Nok et eksempel fra kunstens verden. Jeg besøgte Herning Kunstmuseum for et antal år siden, og udenfor blev jeg opmærksom på en neutral jernkasse på cirka 1 x 1 x 1 meter, som stod på den bare jord. Der var bogstaver på. De vendte op og ned. Socle du Monde (Jordens sokkel) kunne jeg læse mig frem til med hovedet på skrå, hvormed hele den klode, jeg stod på, med ét slag var gjort til kunstværket, og det, jeg troede var kunstværket, kun bar på titlen og en finurlig pointe. Piero Manzoni, som skabte værket i 1961, har måske haft til hensigt at udpege verden som et endnu ikke erobret kreativt terræn, men under alle omstændigheder ligger det hele i navngivningen.

Også i litteraturen kan titlen blande sig i værket og gøre det ud for en fortolkningsnøgle. Det ser vi f.eks. effektivt gjort i H.C. Branners novellesamling To minutters stilhed (1944). Gennemgående udspiller de eksistentialistiske tekster sig inden for kort tid – en uge, et døgn eller i de få timer, hvor individet står over for et, med Kierkegaards ord, øjeblik, der tvinger vedkommende til at tage stilling til sit liv og sig selv. I titelnovellen, hvor hovedpersonens kone er afgået ved døden og han er kaldt hjem fra et værtshusbesøg, består teksten overvejende af hans sjælekvaler ved hendes dødsleje. Og så er det, det sker. I de to minutters stilhed, i dette tilbageholdte øjeblik, som titlen refererer til, begynder billeder og følelser at tone frem, billeder fra en tid, hvor deres tilværelse baserede sig på autenticitet og medmenneskelighed. Men før anelsen bryder igennem til fuldgyldig erkendelse, lukker hullet sig, og han glider tilbage til sin overfladiske livspraksis, og vi er klar over, at chancen nu er forpasset, at han afstod fra at vælge en kvalificeret væren, der i et kort øjeblik bød sig til.

Endnu bedre som kommentar til temaet er titlen på Raymond Carvers berømteste novellesamling Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed (1981). De korte fortællinger har alle på en eller anden måde parforholdet i fokus, og et tilbagekommende problem for personerne er at få sproget til at udtrykke de store følelser. I stedet snakker de ved siden af hinanden og udenom. Og når de for en gangs skyld kommer ind på kærligheden som emne, som i titelnovellen, er det alligevel umuligt at sige, hvad det helt nøjagtigt er. Vi taler altid om noget andet, når vi taler om kærligheden, synes Carver at sige.

En titel kan – ud over at referere til indholdet – også få sit helt eget liv. Bogstavrim kan ikke alene lyde godt, men kan også være en effektiv genopfrisker af hukommelsen, når læseren står hos boghandleren: The Great Gatsby (F. Scott Fitzgerald 1925), Himmel og Helvede (Kirsten Thorup 1982), Fjenden i Forkøbet (Henrik Stangerup 1978), Kraniekassen (Christina Hesselholdt 2001), Fuglefri og fremmed (Elsa Gress 1971). Korte og klare titler. Omvendt må der i sagens natur advares mod de alt for kringlede og lange titler. Det gælder f.eks. Suzanne Brøggers En gris som har været oppe at slås kan man ikke stege fra 1979, og selv for en tysker kan det ikke være nemt at huske en titel som Wackenroders Herzensergiessungen eines kunstliebenden Klosterbruders (1796), selv om det sikkert gik bedre i en tid med pudder og paryk.

Du kan også spille på dobbelttydigheder, som Tove Ditlevsen gør det med den selvbiografiske succes Gift (1971), hvor hun udleverer sit eget liv og sine tre første ægteskaber. I Morti Vizkis Så skal du finde lykken (1985), kan så have en bred vifte af betydninger: 'på den måde', 'herefter', 'plante'. Deciderede ordvitser finder vi i Kirstens Hammanns Bruger de ord i kaffen? (2001) og Søren Ulrik Thomsens En dans på gloser (1995). Den slags titler giver os noget at tænke over uden at være prætentiøse, og er de tilmed humoristiske, har du allerede halvt erobret din læser.

Visse forfattere prøver at etablere en serie af bøger, der bærer sammenhørende titler. Men det kommer der sjældent noget godt ud af. På dansk grund er Dan Turèlls hårdkogte krimier ét af de mest kendte eksempler. Han lagde flot ud med Mord i mørket (1981), Mord på Malta (1982), Mord i marts (1984), Mord i myldretiden (1985), men herefter begynder den pudsige idé at blive en spændetrøje, der afføder betænkelige titler som Mord på markedet (1989). Én af de forfattere, der i endnu højere grad har malet sig op i et hjørne, er krimiforfatteren Sue Grafton med sin alfabet-serie, hvor hun har pålagt sig selv at levere titler fra A til Z. Først kom A for alibi (1985), så B for bedrag (1985) og i skrivende stund er hun vist nået til R.

Herdis Møllehave var ude i et lignende ærinde, da hun kom med trilogien Le (1977), Lene (1980) Helene (1983), men hun lod det være godt med det, selv om jeg ser for mig, at jeg har læst en med titlen Lene alene. Den viser sig imidlertid at være skrevet af Poul Henrik Trampe (1979) og fortæller os, at du helst skal undgå at vælge titler, der ligner andres.

Så er der de underfundige, legende titler, som udfordrer læseren, og de kan være rigtig gode. Hun har en altan (Pablo Henrik Llambías 1996), Livets ulidelige lethed (Milan Kundera 1984), Livet – en brugsanvisning (Georges Perec 1978), Opfindelsen af ensomhed (Paul Auster 1980) og Thøger Jensens to: I vores familie kan vi ikke lide ubåde (1999) samt Så melder Rolandas sig ind i en faldskærmsklub (2000).

Visse forfattere har en heldig hånd, når det gælder titler. Christian Kampmann var en af dem. I sit forfatterskab behandlede han den nye mellemklasse i 1960'ernes Danmark. Problemerne med at få samlivet og karrieren på skinner dominerer i en overfladisk dagligdag, og vi finder afdæmpede, men alligevel sigende titler som Visse hensyn (1973), Faste forhold (1974), Rene linjer (1975), Andre måder (1975). Omvendt er der andre forfattere, der udstyrer deres bøger med mindre vellykkede titler. Albert Dams ellers udmærkede udgivelser fik massive navne som Det bevingede hjul (1908), Så kom det ny brødkorn (1934), Morfars by (1956).

At forsøge at indskrive sit arbejde i den litterære, intellektuelle debat fraråder jeg i reglen, fordi det kan virke overlagt bedrevidende. Men et antal forfattere er sluppet godt fra det. I en diskussion af lyrikkens væsen erklærede den daværende rektor for Forfatterskolen, Niels Frank, i 1987, at der var ting og sager i denne verden, som han aldrig ville komme i sine digte. Bl.a. en radiator. Da Jan Sonnergaard i 1997 udgav sine socialrealistiske noveller under titlen Radiator, var det med tydelig adresse til Niels Frank og den verdensfjerne lyrik samt et signal om, at han ikke var for fin til at skrive om radiatorer, Fakta og fisserestauranter. Med anden del i Radiator-trilogien, Sidste søndag i oktober (2000), er der også tale om en antititel og en hilsen til Jens Christian Grøndahl og andre, der gør sig i højstemt spleen og anden sortsyge. Det er tilmed svært ikke at se den sidste udgivelse i trilogien Jeg er stadig bange for Caspar Michael Petersen (2003) som en karikatur på en titel.

I et interview har Per Højholt ladet sig citere for, at "man ikke må tage af hovedstolen", forstået derhen, at når man som forfatter løber tør for inspiration, må man ikke øse ud af det inderste, det allermest private, hvor kunsten udspringer fra. I 1998 udgiver Christina Hesselholdt en samling prosastykker, Hovedstolen, der kredser om erindringsglimt fra barndommen, og det er givet, at titlen er blevet til som en kommentar til den gamle mester.

Helt ekstraordinært er det, hvis din titel egenhændigt er i stand til at sætte en dagsorden, f.eks. ved at indstifte en talemåde, et begreb eller måske ligefrem en litterær retning. Douglas Couplands Generation X (1991) gav f.eks. navn til 80'er-generationen, der tog såkaldte McJobs og udmærkede sig ved ikke at have holdninger og meninger om noget som helst. Min generation i øvrigt. Vladimir Nabokovs Lolita (1955) gav navn til en problematisk seksuel tilbøjelighed, der har udødeliggjort forfatteren og værket. Joseph Hellers Catch-22 (1961) afstedkom udtrykket Catch 22, som er blevet et begreb, der betegner et dilemma, hvor individet skal vælge mellem to lige håbløse alternativer, der gensidigt ophæver hinanden som muligheder. I romanen, der handler om bombetogter under Anden Verdenskrig, gælder reglen, at en pilot, som er villig til at flyve kamptogter, må være gal. Hvis han er gal, har han krav på efter ansøgning at holde op. Men hvis han søger, viser han, at han er normal, og ansøgningen kan derfor afslås.

Klaus Rifbjergs digtsamling Konfrontation fra 1960 gav navn til konfrontationsmodernismen, der var kendetegnet ved, at digter-jeget mødte virkeligheden med åben pande i en accepterende nutidsskildring. I eftertiden er værket derfor centralt placeret, hver gang talen falder på denne særlige modernisme, der forsøgte at gribe den splittede virkelighed uden hverken bagvedliggende metafysik eller politisk ideologi.

For at runde af og samle op er en god titel en titel, der afspejler indholdet uden at være for kvik, medmindre den virkelig er kvik. Den må gerne være legende og kalde på eftertanke hos bogkøberen, men den må ikke være for prætentiøs og placere overliggeren så højt, at indholdet efterfølgende får svært ved at leve op til titlen.