Slingrende slægtsroman

Rockere, indvandrere, fysisk og psykisk sygdom, tro, kernefamiliens opbrud, selvmord, aktiv dødshjælp. Samtidsproblemerne fylder godt op i Rolf Sindøs debutroman, Marv og ben, ja måske spænder de ligefrem ben for hinanden...

ANMELDELSE: Det var med beskeden, men dog afmålt optimisme, jeg så frem til at læse Rolf Sindøs debutroman Marv og ben. Baggrunden for denne beherskede forventning var, at jeg tidligere havde læst forfatterens Sonnergaardske novellesamling med den træffende titel Pindsvin kan ikke svømme fra 2000, som trods manglende præcision, alligevel kunne give forventninger om en interessant og vedkommende læseoplevelse.

I nævnte novellesamling lader Sindø flere af sine personer optræde på kryds og tværs af de enkelte historier, sådan at historierne – til trods for deres individuelle særpræg – kædes sammen til en større eller mindre helhed, som en vellykket novellesamling i ordets betydning kan siges at gøre krav på. Dette er ligeledes tilfældet i Marv og ben, som består af tre selvstændige kapitler med de bærende karakterer Leif, Flemming og Marianne som hovedpersoner i hver deres kapitel.

I det første møder vi således Leif, søn af de fraskilte forældre Inga og Vagn, hvor især sidstnævnte forsøger at få den lidt gumpetunge og senere skizofrene Leif ind på det hårdtrængte arbejdsmarked i området omkring Ringsted. Da Leif holder nytårsaften i 1968 på Løvens Pub, ender han desuden natten med at gøre advokatdatteren Bente gravid på bagsædet af en Morris Mascot…

Groteske sekvenser
I det efterfølgende kapitel møder vi Scientology-afhopperen Flemming, hvis tilværelse ændrer sig brat, da han i forbindelse med en tilfældig læsning i konen Mariannes dagbog, chokeret bliver konfronteret med hendes gentagne affærer med vennen Michael, bl.a. i en noget fordækt swinger-klub.

I kølvandet på denne bitre erfaring må ægteskabet uvægerligt briste, og Flemming stilles snart overfor praktiske problemer i form af skilsmisse, hussalg og forældremyndighed, men også problemer af mere eksistentiel og psykologisk art – som besøgene hos clairvoyanten Ole Houmann og den sekteriske sigøjnerterapeut Karen i udpræget grad vidner om.

Det er desuden i disse få gennemført groteske og satiriske sekvenser, at Sindø formår at sætte sit mest markante fingeraftryk.

Social og politisk indignation
Desværre optræder de groteske replikudvekslinger og situationer for sjældent til, at man kan betragte romanen som overvejende fornøjelig og morsom læsning i stil med fx Jens Blendstrups bøger.

Men de optræder samtidig for ofte til, at man kan se bort fra dens tilstræbte alvorlige og debatterende rækkevidde, hvor emner som rockere, indvandrere, fysisk og psykisk sygdom, tro, kernefamiliens opbrud, selvmord, aktiv dødshjælp og ikke mindst genetiske forhold tematiseres i en ikke desto mindre noget usammenhængende pærevælling.

Det er tydeligt – og i umiddelbar forlængelse af Pindsvin kan ikke svømme – at Sindø besidder en social og politisk indignation, som dog aldrig for alvor kommer til udtryk fordi mængden af samtidsproblemer og traumer nærmest spænder ben for hinanden uden at blive tilstrækkeligt og nødvendigt uddybet.

En moderne slægtshistorie?
Efter at have læst det afsluttende kapitel, hvor Flemmings ekskone Mariannes historie foldes ud, får man en fornemmelse af, at Sindø – ved at lade næsten samtlige personer i bogen være i familie – har ønsket at skrive en slags moderne slægtshistorie og diskutere familiens skrøbelighed samt sociale og fysiologiske arv. Dette ses fx ved at Marianne til slut erfarer, at Leif er den biologiske far til den skizofrene og leukæmi-ramte tvillingesøster, Jette, og efter al sandsynlighed også til hende selv.

Det er heller ikke usandsynligt, at forfatteren vil stille kritiske spørgsmålstegn ved det (sen)moderne menneskes selvtilstrækkelighed og manglende empati og kommunikationsevne. Men på grund af de talrige temaer, som kun sjældent føres helt til dørs, er det dog uigennemskueligt, hvad romanens ærinde er.

Karikerede karakterer
I bestræbelsen på at få alle brikkerne på plads i familiepuslespillet, forsømmer Rolf Sindø at nuancere de enkelte karakterer som – udover at fremstå kyniske – også ender med at ligne éndimensionale marionetdukker med lav identifikationskraft. De er karikerede, enfoldige og usammensatte og i sidste ende derfor også utroværdige og uvedkommende.

Det er – med romanens titel i baghovedet – muligt at den forsøger at nå ind til både marv og ben i de familiære, genetiske forhold, men den appellerer ikke selv i nogen nævneværdig grad til hverken hjerne eller hjerte. Dertil er den ganske enkelt en anelse for forvirrende og fortænkt.