Hovedparten af digtene minder stil- og indholdsmæssigt til forveksling om Ib Michaels prosa, som jeg i parentes bemærket sætter meget, meget stor pris på. Man genkender billeder, steder, personer og formuleringer fra snart sagt alle hans tidligere bøger. Læs for eksempel det første digt nedenfor, hvor vi i hvert fald lige når at runde både 'Kejserfortællingen', 'Kilroy Kilroy' og 'Troubadourens Lærling' i ét og samme digt. Forfatterskabet rulles simpelthen op for ens øjne. Digt for digt.

På mange måder - og jeg mener virkelig rigtig mange måder - kunne det minde om præcis det samme projekt, som Ib Michael præsenterede sine læsere for i sin erindringstrilogi, 'Vanillepigen', 'Den tolvte rytter' og 'Brev til månen'. En fortællerstemme gennemgår sit liv og sin slægt - og igennem dette hele Ib Michaels forfatterskab - fra et tilbagetrukket refugium. Fortælleren kredser konstant om en central figur, som i trilogien var 'Den tolvte rytter', og hér er den mystiske skikkelse 'Rosa Mundi'. Først til absolut sidst i begge værker står det klart for læseren, hvem denne mystiske skikkelse er. Og dermed også hvordan den har betydning for værket, for fortælleren - og vel også for forfatteren.

En af de væsentligste forskelle på 'Rosa Mundi' og erindringstrilogien er, at den altafgørende og mytologiske skikkelse viser sig at være knyttet til to forskellige steder i forfatterens tilværelse. Hvor 'Den tolvte rytter' fra erindringsbøgerne viste sig at være en dobbeltskikkelse bestående af fortælleren og fortællerens far, viser 'Rosa Mundi' sig at være ingen anden end kærligheden, personificeret af forfatterens hustru. Hvor erindringerne (i sagens natur) rakte bagud i tid, kan 'Rosa Mundi' siges at pege fremad.

Men 'Rosa Mundi' adskiller sig også på andre punkter fra Ib Michaels prosatekster. Den er præget af en langt større vildhed, råhed og improvisation end i romaner og noveller. Derfor er den barske civilisationskritik, som er en ikke uvæsentlig del af det Ib Michael'ske univers, også nærmere overfladen. Og fordi Ib Michael er så eminent god til at skrive, så virker det aldrig frelst eller naivt - selvom han for eksempel i det andet digt nedenfor egentlig bevæger sig lige på kanten.

Blandt andet derfor er 'Rosa Mundi' de bedste digte, Ib Michael endnu har udgivet. Hans billedskabende talent er holdt i forholdsvis kort snor denne gang. Men når det er sagt, så er det også nødvendigt at påpege, at netop hans forkærlighed for fabulerende og sammensatte billeder fungerer klart bedst i romaner og noveller. I lyrisk form forekommer det overlæsset og nærmest antikveret som i det tredje digt nedenfor. Digtene har en tendens til at kamme over i blod, middelalder og indianervisioner, hvilket fungerer fint i hans prosa - men er mindre heldigt hér.

Fælles for både prosa og lyrik er det, at Ib Michael står klart stærkest, når hans stiftblyant er ladet med det spinkleste kul; personlighedens. De bedste digte i Rosa Mundi er samlingens sidste, hvor de voldsomme og pågående billeder er væk - nedenfor repræsenteret ved samlingens sidste, meget fine og forløsende digt.

Sprog: Underholdning: Potentiale: Nødvendighed:

* * * * * * * * * * * * * * * *

[Der gives mellem en og seks stjerner]