Mette Rosenkrantz Holst har med Fællesarealer skabt en både mørk og munter satire over, hvordan det kan gå, når man underkender begrebet livserfaring. Hun kunne godt tænke sig nogle flere modne, kvindelige rollemodeller.

INTERVIEW: Mette Rosenkrantz Holst er skolelærer, freelance-journalist og lærebogsforfatter. Med udgivelsen af Fællesarealer kan hun nu også kalde sig romandebutant.

Det er vel sin sag at springe ud som skønlitterær forfatter – især når man lægger ud med en roman?
– Jeg har jo før skrevet skønlitteratur, men har hver gang oplevet at få mine manuskripter i hovedet igen, og de andre gange har jeg tænkt meget over, hvem jeg skrev for.

– Da jeg begyndte at skrive Fællesarealer, besluttede jeg derfor, at denne gang ville jeg ikke tænke i målgrupper, men først og fremmest skrive for mig selv. Jeg skulle have det sjovt, imens jeg skrev. Det gav mig total frihed ikke at tænke på, om et forlag ville kunne lide historien eller ej.

Og det er tydeligt, Mettes arbejdsglæde har sat sine spor i manuskriptet. Den farceagtige bog er let og munter, selvom man også fornemmer en mørk undertone.

Historierne bag hækken
I romanen befinder vi os i et parcelhusmiljø på Tårnkærvej ved Køge Bugt.

Her bor psykiateren Bent Møller, som har set sig nødsaget til at gifte sig med Tove, en sygeplejerske, som han i sin tid udsatte for drugrape og gjorde gravid. Om natten hygger psykiateren sig med sine morfinsprøjter i stuen, imens Tove ligger i sin seng og fantaserer om ungdomskæresten Vagn. Ingeniøren, som bor længere henne ad vejen, har således, fra sit skjul bag en busk udenfor Toves soveværelsesvindue, rig mulighed for at glæde sig over hendes modne yndigheder.

Else i nabohuset, som livet igennem har været præget af en dysfunktionel familiebaggrund, synker stadig dybere ned i den depression, som har ramt hende efter hendes mands fatale træfning med en motorsav. Måneder efter begravelsen hænger flaget i Elses have stadig på halv – til stor irritation for vejens øvrige beboere.

Hos efterlønnerne, Troels og Lizzy, foregår der en stadig kamp mellem den tilbagelænede Troels og den evigt unge Lizzy, som leger "havfrue" med Skipper på hans havnekontor, imens ægtemanden forgæves forsøger at få de unge mænd på Teknisk Skole til at interessere sig for ældre dansk digtekunst.

Parcelhusmiljøet
Hvorfor valgte du netop at skrive om det hemmelige liv bag ligusterhækken?
– Det startede egentlig med, at jeg ville skrive om psykiateren Bent Møller, som skulle være hovedperson i romanen. Men dér ud af voksede de andre personer frem, og så skulle jeg have dem indplaceret i et miljø, jeg kendte.

– Det blev så et parcelhusmiljø, som er det miljø, jeg selv har levet i det meste af livet.

Sex, status og penge
Især kvinderne på villavejen lader til at være dybt frustrerede og at længes efter en ny chance – en ny ungdom måske?

Da spørgsmålet er faldet, bliver Mettes stemme, der i forvejen lyder diskussionslysten, som om hun gerne vil sige én imod – selvom der også er smil i klangen – nu helt bagoverbøjet. Vi berører tydeligvist et emne, som er vigtigt for hende:

– Nu er jeg selv blevet 40, jeg har fået børn og bor i byen. Jeg tror, at jeg er blevet meget optaget af at undersøge, hvilken rolle, man indtager – eller fastholder, når man bliver ældre. Lizzy er jo et eksempel på en af den slags kvinder, som krampagtigt forsøger at holde fast i sin rolle som ung og lækker. Alt er så fokuseret på ungdommen og ungdommelighed i disse år. Både kvinder og mænd lader til at definere sig selv på grundlag af umodne værdier som sex, status og penge.

– Man kan jo snart heller ikke se en film på tv uden at opdage, at selvom skuespillerne er over de 40, er de stadig tvunget til at spille roller med en adfærd som frustrerede teenagere – se bare Venner eller Desperate Housewives! Det er da i den grad at underkende værdien af livserfaring!

Liv efter ungdommen
Du oplever en omsiggribende leflen for begrebet ungdom i vores samfund?
– Ja, der er i hvert fald en tendens til, at vi helst skal forblive som unge livet igennem, og derfor gør vi – ligesom Lizzy – alt for at fastholde det ungdommelige image. Det er simpelthen ikke til at holde ud, når man oplever kvinder på 50, der opfører sig som om, de stadig var 24. Hvorfor fornægter de deres alder og livserfaring? Det er jeg simpelthen så træt af. Og så spørger jeg mig selv: Er det egentlig det, jeg har lyst til?

– Jeg savner modne, kvindelige rollemodeller, der kan give mig svar på, om der findes liv efter ungdommen. Selvfølgelig tænker jeg da også selv over, at jeg bliver ældre, og jeg bryder mig ikke om det. Men så alligevel: Så meget generer det mig nu heller ikke. De tre kvinder i bogen er eksempler på kvinder, der håndterer livet på en måde, som jeg i hvert fald ikke selv håber at håndtere mit liv på, når jeg fylder 60.

At gå tilbage til en fuser
Jeg har især undret mig over, hvorfor Tove går tilbage til sin ungdomskæreste? Vagn som ældre er ikke ligefrem nogen storcharmør med sine grove manerer og sin brovtende facon...

Mette ler:

– Ja, Vagn havde jeg det rigtig sjovt med. Han er godt nok klam, ikke? Jeg sad også nogle gange og tænkte, nej – det er for meget! Men så kørte jeg den alligevel helt ud.

– Nu er jeg jo ikke psykolog: Jeg tror bare, at mange kvinder er tilbøjelige til at gå tilbage til en fuser, er vi ikke? Og da hendes mand, Bent, kommer tilbage fra sin afvænning, sætter han jo sådan set Tove fri. Han vil skilles. Hvor skal hun så gå hen? Tove har ikke andet at sætte i stedet.

– I alle de år i et ulykkeligt ægteskab har hun jo ikke selv formået at bryde ud eller skabe en forandring, så hvad andet kan hun gøre nu end at holde fast i sin gamle drøm om ungdomskæresten Vagn – selv mod bedre vidende – og søge tilbage til ham? Det tror jeg, at mange af os gør nogle gange undervejs i livet.

Kedelige sjove mænd
Jeg tænkte på Leif Panduro og hans satirer over borgerskabet, da jeg læste Fællesarealer. Har du nogen forfattere, der fungerer som inspiratorer for dig?
– Nej, det var ikke Panduro i hvert fald. Der er flere, som har nævnt både Panduro og Finn Søeborg, men jeg har aldrig læst dem, udover det, som vi blev præsenteret for, da jeg gik i folkeskole. Jeg synes ikke, at Panduro og Søeborg er sjove. Når jeg tænker på Panduro, tænker jeg på 70'ernes kedsommelige tv-underholdning. Men måske skulle jeg gå i gang med at læse dem nu.

– Hvis jeg skal nævne en forfatter, som jeg holder meget af, så er det sådan en som John Irving – og så måske Bjarne Reuter med Løgnhalsen fra Umbrien. Det er den eneste bog af Reuter, jeg har læst, men den morede jeg mig meget over.

Man skal more sig
Har du en ny bog på vej?
– Nej, det har jeg ikke. Ikke endnu i hvert fald. Jeg underviser stadig, og med arbejde og fire børn er der ikke meget tid til at skrive. Jeg tog fri i fire måneder for at skrive Fællesarealer. Når man så får udgivet bogen, så tror man, at nu er der en port, der åbner sig, men det er der bare ikke.

– Og hvad angår anmeldelserne og omtalen, så er det på en eller anden måde så underligt fjernt. Jeg kan jo ikke rigtig bruge det til noget. Jeg kan bestemt heller ikke leve af at være forfatter. Det er der vist ikke ret mange, der kan.

Har du et godt råd til skuffeskribenter?
– Hvis jeg skulle give et godt råd til dem, der går med forfatterdrømme, så skal det være: Man skal more sig, imens man skriver. Ja, det tror jeg… Man skal nyde det og fordybe sig i processen. Ellers sker der jo bare det, når man først er færdig med manuskriptet og gang på gang får det retur fra forlagene, at man siger: Hvad fanden har jeg brugt så meget af mit liv på, når jeg bare får det hele lige i hovedet igen?

– Når jeg ser tilbage, er det stadig processen med at skrive bogen, der har været den sjoveste.